Tillykke med at være undsluppet hamsterhjulet

Af Anne Sophia Hermansen 51

Troels Kløvedal har gjort det, som mange drømmer om: Holdt ferie hele livet. Det er han blevet hyldet og beundret for, for det er spændende, når en dansker tager på langtidseventyr og bagefter fortæller om det fra tilværelsens hængekøje. Men det er ikke alle forundt at holde evig ferie. Da en 48-årig advokat for nylig skrev i Politiken, at hun nu takkede af efter et langt arbejdsliv, blev mange forargede. Samfundet havde jo betalt for hendes uddannelse, så nu havde hun værsgo’ at bruge resten af livet på at betale tilbage.

Andre begrundede deres forargelse med, at det ikke er alle forundt at træffe det valg, hvilket er korrekt, og sådan er livets goder så ulige fordelt. Endelig var der dem, der mente at vide, at hun var et overklasseløg, som bare ville forsørges af sin rige mand, og hvor de vidste det fra, må guderne jo vide.

Lad os kalde reaktionerne ved deres rette navn: Misundelse. For helt ærligt, hvor er det privilegeret og lækkert at kunne stå af hamsterhjulet og folde hænderne bag nakken, mens man læser klassikere og ikke længere kan reduceres til sit visitkort. Hvem drømmer ikke om det? Det kan godt være, at Jules Verne skrev i ”To års ferie”, at det ikke er sundt for et menneske at holde mere fri end det, men det må blive den selvpensionerede advokats egen sag.

Debatten afdækkede, at vi nærmest ikke kan forestille os en identitet uden at den har en jobfunktion tilknyttet. Det ved enhver, som har prøvet at være arbejdsløs – det grænser til at være identitetsløs. ”Og hvad laver du så?”, bliver der spurgt ved middagsselskaber, og det er de færreste, der svarer: ”Så lidt som muligt.” Man er heller ikke arbejdsløs, men arbejdssøgende eller på udkig efter nye udfordringer, som det hedder på LinkedIn-sprog. Altid på vej mod et definerende stykke arbejde, der kan forklare os selv og omverdenen, hvem vi er. Måske fordi vi selv har glemt det.

Men selvfølgelig er mennesket mere end dets skrivebord og vinduesplads. Mere end åndsbollede titler, stjerner på skuldrene og evnen til at gå i takt som konkurrencestats-soldat. At indlægget kunne afføde så voldsom forargelse, bevidner om, at arbejde er blevet en religion for danskerne. Det kan vi i al fald godt lide at bilde hinanden ind, men faktum er, at vi arbejder mindre end mange andre, i kortere tid og har længere ferier. Vi har også verdensrekord, hvad angår andelen af borgere i den arbejdsdygtige alder, som er på overførselsindkomst. Alligevel skulle kvinden, der har arbejdet siden hun var ni år, udhænges og udskammes offentligt.

Debatten afdækkede, at vi ikke kun har svært ved at forestille os, at man kan leve uafhængigt af et arbejdsmarked – vi har åbenbart også svært ved at forestille os, at man kan leve uafhængigt af offentlige ydelser. For tænk, at hun kunne blive forsørget af sin mand, hvor vanvittigt og selvfølgelig også latterligt.

Så langt er staten altså rykket ind under dynerne, at den anses for vores mest naturlige forsørger. Et sundhedstegn? Næppe.

Advokaten skal i stedet ønskes tillykke med at være undsluppet hamsterhjulet og med at have indledt et opgør med den forestilling, at du ER dit arbejde. Og selvfølgelig gør en betalt uddannelse ikke en til samfundets slave resten af livet. Givetvis er hun blevet plyndret så meget i skat undervejs, at hun har finansieret adskillige af sine kritikeres liv. Det skal hun have tak for – og god ferie.

51 kommentarer RSS

  1. Af Arvid Holm

    -

    Mange danskere er påvirket af et socialistisk tankesæt, hvor fjenden er den rige kapitalist.
    Socialisten anerkender ikke, at nogle er mere velhavende end andre.
    Pengene er tjent af os alle i fællesskab, for direktørens fabrik ville stå stille, hvis arbejderne gik hjem.
    Så de rige bør brandbeskattes, til ligheden indtræffer.
    Derfor kunne det vække forargelse, da Enhedslistens super-socialist Johanne Schmidt-Nielsen købte et hus til over 6 millioner sammen med sin kæreste/mand.
    Især de Enhedslisten folketingspolitikere angiveligt afgiver en stor del af deres løn til partiet som partiskat, så partiet kan reklamere med, at deres politikere har samme indtægt som en faglært arbejder.
    For rigtige socialister bør yde efter evne og nyde efter behov.
    Men måske er evnerne små og nydelsesbehovet stort?
    Så er det fristende af rage til sig fra dem, der har store evner og beskedne behov.
    Misundelse fremmer ligheden i samfundet.

Kommentarer er lukket.