Kvinder er ofre, mænd er undertrykkere – eller skvat

Af Anne Sophia Hermansen 51

For seks år siden offentliggjorde forskere fra University of British Columbia et studie med 1.000 deltagere, der viste, at kvinder ikke tænder særligt meget på glade, smilende mænd. Lidt af en nedslående nyhed for mænd, der er blevet opdraget af kvinder til at sidde i rundkreds og hønsestrikke, mens de taler om følelser og smiler lammefromt. Studiet fastslog samtidig, at kvinder tænder markant mere på mænd a la Brontëes Heathcliff; på alvorlige, mystiske typer med klart defineret kæbeparti og ikke så meget pis.

Men sidstnævnte er en uddøende race i Danmark. Heldigvis vil feministerne sige, for ifølge dem er maskuliniteten giftig, og alle mænd er potentielt krænkere – eller terrorister, som komikeren(?) Sofie Hagen tweetede kort efter terrorangrebet i London tidligere i år.

Personligt kender jeg ingen giftigt maskuline mænd, som render rundt og forgriber sig på kvinder, men jeg kender desværre mange domesticerede mænd med sjovmandsskjorte og hørbukser, der har deponeret deres maskulinitet i kælderrummet og nu henlever en tilværelse som mandepuddel i en sexløs dobbeltseng.

For sagen er, at når kvinderne har dresseret manden til at gå med forklæde og bage kanelgifler, til at tage på yoga-retreat og aldrig sige dem imod, så har de gjort ham til en veninde med overskæg. Og så er det slut med sex.

Er det nu så simpelt? Ja, det er det. Og det handler blandt andet om, at ligeså villige kvinder er til at kræve bestyrelseskvoter og særbehandling på arbejdspladserne, ligeså uvillige er de til at afgive magt i hjemmet og lade manden bestemme, hvor ægteskabet skal stå. Hun bestemmer, han indordner sig, og vejen til helvede er nu brolagt med pyntepuder, duftlys, frigiditet og ævl og kævl og uklare kønsroller.

Kvindeoprøret var på sin plads i 60erne; i dag er et mandeoprør tilsvarende på sin plads, men om det kommer afhænger af, om der overhovedet er noget selvtillid og selvrespekt tilbage i mændene, eller om det hele er blevet pint ud af dem.

Modsat kvinder har mænd ikke sort bælte i ligestillingssludder, og de står som tændstikmænd overfor kvindelige rettigheds-sumobrydere. Ikke engang et lille pip kan de sende til Politikens debatsektion uden at blive totalt til grin. Hvis de anfører, at flere mænd end kvinder ender på samfundets bund, begår selvmord, er uden uddannelse, har misbrugsproblemer eller er barnløse får de at vide, at det er deres egen skyld. De kunne jo bare have taget sig sammen i et af verdens lykkeligste og mest demokratiske lande! Kvinderne, derimod, er underlagt subtile, repressive strukturer og ondskabsfulde glaslofter. De er ofre, mens mænd er undertrykkere – eller skvat.

Og det sidste er der desværre noget om.

Hvis mænd forventer, at kvinder skal begynde at udkæmpe ligestillingskampe på deres vegne og advokere for juridisk abort, mandebarsel, mindre østrogene læringsmiljøer eller for, at en mand virkelig gerne må være en mand, kan de godt tro om igen.

Der er ikke andet alternativ end at melde sig ind i kampen. Eller jo, alternativet er, at mænd ender med at blive udstillet på Nationalmuseet sammen med gamle stenøkser, potter og den slags. “Det her var engang manden!”, vil kustoder en dag sige til donorbørnene fra institutionen Petriskålen.

51 kommentarer RSS

  1. Af Flemming Lau

    -

    Jeg var faktisk ikke klar over at Berlingske var en af statens institutioner? Bortset fra det må det også være svært, altid at skulle have en mening om alt, mellem himmel og jord!

Kommentarer er lukket.