Med tiggerfletskålen fremme

Af Anne Sophia Hermansen 140

Vi kender det sikkert allesammen. Man kommer ind i en café, og tjeneren orker ikke engang kigge op og sige goddag. Ens bestilling modtages, som om det er en nærdødsoplevelse, og hvis man fornemmer skyggen af et smil, er det sikkert en fejl. Alligevel står der en lille flettet kurv på skranken til drikkepenge. Og ja, man kan da godt få lyst til at lægge en seddel. En seddel, hvor der står: »Du får ikke en skid«.

Sådan er det ofte her i København. Og på det seneste har jeg lagt mærke til, at man ikke kun opfordres til at give drikkepenge på cafeer, restauranter og i taxaer, men også i kiosker, juicebarer, tøjbutikker, hos bageren og endda hos cykelhandleren. Den nævenyttige fletkurv har vundet indpas allevegne, sjovt nok uden at servicen er blevet tilsvarende forbedret.

Nu lyder jeg som en nærigrøv, og det er jeg sikkert også. Men jeg giver kun drikkepenge, hvis en medarbejder har gjort sig fortjent til det. Drikkepenge er ikke en ekstra skat, som tilfalder folk, der i virkeligheden bare passer deres arbejde, og slet ikke vrantne teenageekspedienter uden salgstræning og muligvis også uden opdragelse.

Og nej, det er ikke kun mig, der oplever ringe service. Spørger man turister, hvad de synes om Danmark, er de heller ikke imponeret. De oplever ifølge en rapport fra Vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi at blive økonomisk flået, dårligt bespist og ringe behandlet. Derfor fravælger mange af dem Danmark og tager til lande, hvor man behandler  folk pænt og ikke serverer mad, der sender dem til udpumpning bagefter.

Rapporten, jeg henviser til, er fra 2013, men jeg fremhæver den, fordi dens konklusioner er symptomatiske for vores manglende erkendelse af, at vi er verdensmestre i dårlig kundeservice.

Konklusionerne handler nemlig ikke om, at vi står med et produkt, der skal forbedres, men om at vi skal markedsføre os bedre, f.eks. ved at sætte større turistreklamer op i lufthavnene i Berlin og London. Ja, det skal nok hjælpe. Det er svært at forstå, hvordan en klar analyse af et dårligt produkt kan føre til anbefalinger af mere »sammenhængende markedsføring«.

Men rapporten demonstrerer ikke kun et hjælpeløst kollaps af al selvstændig og kreativ tænkning. Den afslører også, at vi lever i den antagelse, at vores europæiske naboer ikke har rejst over hele verden eller ved, hvor der er dejligt at spise, bade, elske og drikke. Vi tror, de alle sammen foretrækker Danmark. Eller rettere: Vi tror, at hvis vi kan skønmale dem til at komme her med flotte lufthavnsreklamer, så lægger de nok ikke mærke til, at tjeneren ignorerer dem, eller at fisken er lavet af dobbeltpanerede karklude.

De steder, hvor man får den bedste service i Danmark, er som regel de steder, hvor den person, der står bag skranken, også er indehaveren. Har man fod under eget bord, kan man godt finde ud af at kigge folk i øjnene, ellers kniber det ofte med den del af salgsarbejdet.

Hvorfor er det så svært? Mine bud er, at servicejobs er forbundet med et håbløst tab af prestige, og at uuddannet personale mange steder har erstattet det uddannede. At der er en lav grad af stolthed forbundet med at give folk en oplevelse, og at mange tager et servicejob alene for at tjene penge.

Man burde spørge enhver ansat, om de også ville betjene kunder sådan, hvis det var deres egen forretning? Om de er klar over, at de får deres løn for at hjælpe kunderne? For at være venlige. Svare pænt. Være til rådighed.

Jeg er gået fra restauranter, hvor betjeningen var så selvfed, at jeg mistede appetitten, og vi burde være meget mere eksplicitte i vores kritik af dårlig kundeservice. Men de fleste går bare et sted hen, hvor man godt kan finde ud af at være noget for andre mennesker. Det er desværre svært at finde et alternativ til Borgerservice, men nemt i forhold til Matas, fastfoodrestauranter og teleselskaber, som alle synes at excellere i at ansætte uengagerede medarbejdere.

Heldigvis er der undtagelser, mange endda, hvor ledelsen forstår at ansætte og belønne kvalificeret personale, fordi de ved, at betaler man peanuts, får man aber. Her har kunderne interessant nok også en tendens til at komme igen. Mirakuløst er det imidlertid ikke. Ingen gider være til grin for deres egne penge og da slet ikke at betale ekstra for at blive serviceret af surmulende teenagere i alle aldre, der står med tiggerfletskålen fremme og udviser en fascinerende mangel på indsigt i deres eget job. De burde få en fyreseddel i stedet.

140 kommentarer RSS

  1. Af Ib Andersen

    -

    Godt indspark om dårlig dansk service. Et andet mere økonomisk emne er selvfedmen i restaurationsbranchen. Når man her betaler med kort bliver man meget ofte på den lille håndholdte kortlæser mødt af : “Ønsker du at give drikkepenge?” Det tænder en ret kort lunte hos mig, der er så gammel, at jeg husker diskussionerne om afskaffelsen af de “uværdige” drikkepenge, som derfor blev erstattet af en fast afgift på 15% til servicepersonalet. Arbejdgivere og arbejdstagere i branchen bakkede op. Skeptikere fremførte synspunktet om, at drikkepengene ville dukke op igen efter nogle år.
    Det er dette, der er sket nu. Selvom drikkepengene indgår i regningen med 15%, spørger man nu om yderligere drikkepenge. Sprogligt er det helt forkert, da drikkepengene er betalt. En korrekt formulering ville være:”Ønsker du at betale ekstra for god service?” Bringer man dette synspunkt frem er undskyldningen altid, at det er softvarens eneste formulering, hvorfor branchen er nødt til at bruge den. En ulækker omend mild metode til lidt pengeafpresning!

  2. Af Frank Rasmussen

    -

    Man kan også vende den om, jeg har i flere år været ansat i butik og oplevede dagligt hvordan kunder forventer den røde løber foldet ud foran deres fødder. Danske kunder forventer ofte den bedste service og kæmpe rabatter og derudover skal du vide alt om det du sælger og det er svært med flere afdelinger og 40.000 varenumre.

    Servicen er dårlig, lønnen er dårlig og alting bliver bare dyrere og ringere i Danmark. Priserne på f.eks fødevarer er 40% højere end resten af EU.

    Vi kan lære meget om kundeservice i f.eks Amerika eller i Thailand hvor jeg har oplevet den bedste kundeservice generelt i servicesektoren. I Danmark er vi dovne og selvfede, går rundt i usselt tøj og forventer det hele til det halve (ja jeg generalisere)

  3. Af Anette Nielsen

    -

    Hold da kaje, for en sur liberal egoist. Kunne det være fordi lønnen var så grotesk lille, at de ikke synes, at der er noget at smile af ?? Jeg har ingen respekt for de liberale tosser, der ikke kan se længere end deres egen næsetip. Lad os da få indført en mindsteløn alle kan leve af – men det er hun sikkert ikke interesseret i.

  4. Af Rigmor Kløvedal

    -

    Til kamp mod patriarkatets tiggerfletskåle!

  5. Af Viggo Dahl

    -

    Tjenerne minder mig mest om grådige husmødre, der tigger sypenge, som de drikker op i smug!

    Men det er desværre ikke nyt, at det ikke er til at få ordentligt tyende. Det er som om tyendets naturlige glæde, ved at tjene dem, der fortjener det, er forsvundet.

  6. Af Helle Hansen

    -

    Tjaaa, det kan da virke en anelse provokerende at komme ind i en butik og se to piger bag disken som ikke rykker sig en millimeter, trods de nu ser, at der er kunder i butikken.
    At må afbryde deres samtale og spørge efter et produkt , og stadig notere sig , at ingen lemmer af den grund flytter sig. Men heldigvis har jeg min gode humor , som fjerner ethvert tiltag til at skrue op for volumen. For er det grotesk nok , så siger man jo høfligt fra selv.
    Et er service i detailbranchen, noget helt andet er den manglende service indenfor sundhedssektoren. Når veluddannede sygeplejersker og læger udviser total mangel på empati og i værste fald er en medvirkende årsag til at mennesker mister livet på landets hospitaler, på grund af en tillært ligegyldighed og kynisme , så er der brug for at råbe op !!
    I hvor mange år er der snakket om at vores sundhedsvæsen er ” helt til rotterne ” ?? Hvorfor accepteres det ? Er de rige på privathospitaler ?? Meningsdannerne ? Sæt hellere spot på fraværet af ” service ” på landets hospitaler, fremfor en trendy cafe´i indre København. Det er der brug for !

  7. Af Benny Blance

    -

    Jeg forstår ikke at det er noget problem, at kortlæseren spørger, om man ønsker at give drikkepenge. Man trykker da bare på “nej”, og så er det problem løst.

    Hvorfor skal folk i restaurationsbranchen have drikkepenge, når alle andre ikke får drikkepenge? Kan de ikke bare nøjes med deres løn ligesom alle andre.

  8. Af Jakob Rasmussen

    -

    Tjenere, der får løn, vil have drikkepenge, selvom deres service er elendig.

    Men det er jo småpenge, der er tale om.

    Ekstremt højtlønnede bankchefer vil også have bonusser for deres almindelige arbejde, som de nægter at betale tilbage, når banken går fallit; de forlanger endda en gylden faldskærm, når de bliver fyret for deres overmodige inkompetnece, for ikke, at fortælle, hvad de ved, om ulovligheder begået af bankens ledelse.

    Her er der tale om eksorbitante beløb.

  9. Af Maria Due

    -

    ANDREAS WEBER – 25. JULI 2016 9:26

    Tak for dit indlæg.

    Jeg blev i formiddag ringet op fra et firma i København, hvor en meget høflig mand undskyldte, at man i øjeblikket ikke var i stand til at levere en vare, som jeg havde bestilt. Det var tydeligt, at han forventede surhed eller måske ligefrem et møgfald, for han havde beklaget flere gange, inden jeg lidt muntert svarede, at så måtte det bare vente. “Gør det ikke noget)”, spurgte han forbløffet og brød derefter ud i taksigelser.

    Mon ikke nogen skulle øve sig i at være sødere mod andre ovre i hovedstaden, for den samtale var jo ganske barok. Hvis varen ikke kunne leveres nu, så nyttede det ikke, at jeg begyndte at skælde ud, hvad jeg heller ikke havde lyst til. Men manden anså det tydeligt nok for sandsynligt, at jeg pr. automatik ville benytte lejligheden til at læsse en masse frustrationer over på ham.

  10. Af Steen Schmidt Nielsen

    -

    Kœre Anna Sophie.

    Bare fortsœt uagtet tonen i svarene på din blog.

    Mange hilsener Steen.

  11. Af Dagmar Odilsen

    -

    Der er også nogle, der mener, at supermarkedernes kasseassistenter er frække og meget lidt servicemindede.

    Men det undrer mig altid, når nogen siger dét, for det oplever jeg stort set aldrig. Tværtimod, så oplever jeg, at de altid er parat til at svare på selv tåbelige spørgsmål.

    Måske skyldes det, at jeg ikke selv er nedladende overfor kasseassistenterne, og behandler dem på samme måde, som jeg gerne selv ville behandles, hvis jeg selv var kasseassistent…

    Nogle mennesker, der gerne ville være højere på strå, end de er, behandler kasseassistenterne nedladende, for selv at føle sig bedre end dem, og dét er forståeligt, hvis servicearbejderne behandler dem med den samme foragt, som de bliver mødt med.

    Men man kan jo vise nedladende parvenuer, der behandler servicepersonalet nedladende, foragt med stil; nogle mennesker er så ringe, at man kun kan sige “De” til dem.

  12. Af Ole Sommer

    -

    At dømme efter samtlige ASHs blogs, så langer hun ud efter alt og alle, der ikke lige opfører sig efter hendes kvalmende og røvsyge normalitetsbegreber. Man kan håbe hun karikerer virkeligheden for at fremme forståelsen.Men hvis ASH er sådan i virkeligheden, er der ikke noget at sige til, at hun får dårlig betjening ude i byen… Det havde jeg også givet hende, hvis jeg var tjener.

  13. Af Claus Nielsen

    -

    Hvorfor i det hele taget give drikkepenge..?
    Her i DK er der i priserne incl. 15% betjening så der ER betalt for en forventelig venlig betjening. … ! Noget andet ville være hvis en væsentlig del af lønnen var drikkepenge som f.eks. i USA, men det er en helt anden diskussion….. !
    MIn opfordring er derfor DROP alt hvad der hedder drikkepenge, vel og mærke ,hvis IKKE der ydes noget, som ligger helt UDEN for en foventelig betjening/service

  14. Af Brian Lund

    -

    Det er absolut heller ikke noget jeg kan genkende som et generelt problem i Danmark, heller ikke i vores kære hovedstad… Jeg kommer der godt nok ikke så tit, men når jeg har været på restaurant eller café i København har jeg altid fået et sted mellem ok og fremragende service (også af de ikke-restaurant-ejende-teenage-ansatte)!

  15. Af Erik Boklund

    -

    ASH kunne jo også bare ste3mme med fødderne… som alle vi andre, der ikke har en klumme, gør… i stedet for at spilde læsernes tid med first world problems fra café latte-bæltet.

    Står de ligefrem og forlanger drikkepenge af dig? Nej, vel? Så lad bare være med at give, hvis ikke du er tilfreds. Men hvad rager det dog os andre?

  16. Af Conny Westphall

    -

    Det er et problem at alle undersøgelser af pris og service i DK viser for høje priser og alt for lav service. Det sidste kan vi dog gøre noget ved, hvis det blev erkendt af ejer/indehaver af butik, restaurant, seværdighed, at det personlige møde med turisten/gæsten kunne skabe meget mere værdi for begge partner. Jeg mener, der skal fokuseres og trænes i fem områder:

    – Ambitionsniveau, det er generelt alt for lavt
    – Den model det enkelte sted vil servicere kunderne efter, herunder salget a-la “sådan gør vi her hos os”
    – Det magiske ved at træne personalet til at kunne føre gode dialoger med kunderne
    – Effekten, hvilke mål (udover omsætningen) og indsatser stiles der efter
    – Hvordan fejres og evalueres resultatet.

    Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvordan erkendelsen kunne opnås idet det er mit klare indtryk, at når der tales om dårlig service, så tænker langt de fleste i branchen, der hvor de kunne gøre noget ved det, at det er ikke hos dem, de har glade kunder. Det må være hos naboen. Hvor ville det være en god ting, hvis flere ville arbejde kontinuerligt med at udvikle deres service og salgsadfærd. Sikke nogle bundlinjer vi ville få at se rundt omkring.

  17. Af Pia Giordano

    -

    Vi giver drikkepenge vi god service og anmelder altid elendig service på trustpilot da restauranterne får direkte besked.
    Så kan man også rose en tjener der har gjort det rigtig godt. Vi bør nok være bedre til at sige det når vi er der altså når service eller maden ikke er god!

  18. Af Jens Jørgen Halkær

    -

    De fleste af os ved godt at national selvkritik er en MEGET Dansk ting, og her har vi så sandelig da et godt eksempel på det.
    Vel er det en god ting at vi sådan skal pille nullermænd ud af egen navle for hele tiden at perfektionere vores samfund, men kunne du ikke i din selvkritik være LIDT mere elegant næste gang? Den ikke-linkede rapport du fortæller om er åbenbart forfattet i DK, men optræder i samme sætning som “verdensmestre i dårlig service” så man får en slags indtryk af at der findes en international rapport der konkluderer at det er det vi er. Det er vist mere noget du lige synes det kunne være skægt at kalde os, er det ikke?
    Jeg ved ikke om Anne Sophie Hermansen nogensinde har rejst uden for DK til feks. Frankrig hvor man kun er flink mod folk der taler (perfekt!) Fransk, eller Holland hvor ekspedienten bliver mopset fordi man låner en kuglepen der står ved disken til at skrive på en konvolut man lige har købt samme sted.
    Men som sagt: Jeg synes det er sundt at vi ikke er selvfede og bare læner os tilbage og lader tingene falde fra hinanden. Sålænge vi har folk som dig til at bilde os allesammen ind at Danmark er et forfærdeligt sted på flere forskellige måder, så kommer vi aldrig til at hvilke på lauerbærene!

  19. Af Mike O'Shea

    -

    Ifm. Arbejdsophold i Frankrig en gang i 80’erne fik jeg selskab af en Dansk kollega. Jeg tog ham med til et fremragende spisested jeg havde fundet. Da vi sad og ventede på hovedrettten kom vi i snak om betjening på restauranter i Frankrig. Han chockerede mig med sin mening at tjenere osv. var jo næsten undermennesker.

  20. Af Jan Johansen

    -

    Kender du typen? Hun fører sig frem, hvorend hun kommer. Hun føler selv, at hun er noget særligt, Hun kan nu og da godt være lidt grov i mælet, men hun kan også forestille at være bly som et lam. Værst er dog, at hun også kan virke lidt eller meget arrogant. Det kan til tider gi’ nogle knubs, både nonverbalt og verbalt, men hun fornemmer ikke, at hun nu og da selv lægger op til disse reaktioner. Hun trænger om nogen til et vink med en vognstang – et vink, der signaliserer, at nu er du altså for meget!

  21. Af Maria Due

    -

    Hm, tror du ikke, at du husker forkert. Mike O’Shea eller hvad du nu hedder.

    I Danmark er det jo sådan, at selv teenagere og andre unge mennesker fra velbjergede og ofte velhavende hjem tager studenter- eller feriejob som tjenere eller ved kassen i et supermarked, og at vi andre respekterer dem for det.

  22. Af Henrik Knage

    -

    ” De Drog Mod Vest” – og hvorfor gjorde de det? Det var fordi der ingen service var at finde i Øst – og derfor drog de mod Vest. Da de kom til Vest – og fandt behag i Vest – udeblev servicen også i Vest.
    Det kan enhver dog fortstå – hvis man vil have opmærksomhed på en café i Danmark, skal man opføre sig aparte. Tro mig – der er rigtigt.

  23. Af cgp cgpdk

    -

    Hæ’Hæ’ Frank Rasmussen….

    Højt service niveau i Thailand.?
    Fik en P-bøde for at holde på den forkerte side af vejen, på en ulige dato. Ok. Konverterede straks Politistationen og betalte min bøde.
    F’aneme’ om der ikke på Politistationens disk, stod en stor gennemsigtig box, med et endnu større skilt. TIP BOX. .!
    Så kunne du oven i bøden betale til politiets ‘kage kasse. Havde jeg lyst til det.? NOT.!
    Amazing Thailand-

  24. Af Javier Martinez

    -

    Ja, vi kender alle din arrogante type på restauranter mv. ash…Det hele betalt af staten enda..

  25. Af Kurt Jørgensen

    -

    Det er sjovt, jeg synes heller ikke, det er så slemt med den manglende service i Danmark. Men jeg forventer jo heller ikke, at folk skal hoppe og springe for mig, jeg handler ikke ind i de dyre butikker, og går ikke på dyre restauranter. Jeg behøver ikke snobbe op af, og vel meget hellere går ind et sted, hvor tjeneren ikke står, og leger ny fin og vigtigt…

    Jeg arbejder selv i et servicefag, jeg kører taxi i Odense. Vi har IKKE en fast tøjkodeks, men jeg er altid iført, lange sorte bukser, en sort t-shirt og sort jakke, sort sko og sorte strømper. Da jeg synes det hører med til oplevesen, og servicen af at køre med en taxi, at chaufføren er velklædt. Jeg spørger altid ind til kunden, om det er for varmt eller koldt i vognen, om musikken er i orden. Tager ALDRIG telefonen uden at spørge kunden om det er i orden, og tager den kun, hvis jeg får lov og det enten er chefen eller centralen, der vil have fat i mig. Jeg står næsten altid ud får at hjælpe med bagagen, eller henter deres bæreposer, og tager dem ud af bagagerummet når turen er slut.. Hjælper gerne folk ind eller ud af vognen, eller handler ind for folk. Kort sagt næsten alle mine kunder, for en super god service af mig… Men de folk som er overlegen og tror de ejer mig, og tror de kan behandle mig som de lige vil, de opdager tit en kold skulder, og her får de IKKE en super service. De bliver behandlet godt, og fragtet hen hvor de skal. Men de skal lære at opføre sig ordentligt, og ikke tro at de ejer mig, eller andre bare fordi, de spiser eller kører eller bruger ens håndværk eller køber ind i min butik…

    Tit er det de samme rige og velhavende personer, sikkert ligesom Bloggeren herover, der har denne overlegende opførsels overfor andre mennesker. Som de selv klart føler at de er hævet over, denne lave status som denne arbejder har.. Det er tit også de samme personer, som i medierne synes at vi, som har disse lavtløns jobs sagtens kan gå ned i indkomst, eller arbejde meget mere, eller være mere service orienterede eller gå meget senere på pension osv…

    Hvad med at prøve noget nyt, mød de personer som i er sammen med, i samme øjenhøjde som de selv er. Så skal I se, så for I sikket også en meget bedre oplevelse og service ud af dette… Og hvis man ikke absolut forventer super service over alt, så bliver man mere positiv når man så endelig får denne ekstra service…..

  26. Af Allan Carlsen

    -

    Min erfaring er nu at hvis man giver en ekspedient/ tjener et smil får man i 99% af tilfældene et tilbage. Som skrevet er der enkelte som ikke gør men det er godt nok ikke mange som ikke prøver at give god betjening hvis de føler de bliver værdsat af kunden

  27. Af Maria Due

    -

    Kurt Jørgensen, det du beskriver kl. 19:37 vil jeg kalde livskunst. Du lægger mere i dit arbejde, end du strengt taget behøver, og dermed viser du respekt for både jobbet og kunderne. En sådan indstillig er ikke mindst guld værd for dit eget selvværd og kan praktiseres i alle typer arbejde. Jeg har tidligere arbejdet i bedriftssundhedstjenesten og ved derfor, hvilket arbejde, der slider ensidigt og hvor, og når jeg står i kø ved en kasse, tænker jeg næsten altid på kassedamernes og -mændenes skuldre og lænd og prøver at fortrænge, hvor mange gange de foretager de samme bevægelser hver dag. Flere af dem har også et lille spil gående for ikke at glide i ët med tapetet men i stedet vise flaget som en individuel person. En af pigerne skifter hele tiden frisure og hårfarve, en anden gør meget ud af neglene, og en tredje er iført bambi-øjenvipper, som virker helt hypnotiserende på os i køen, når hun lader dem feje frem og tilbage for at indfange tomater, agurker og mælkekartoner.

  28. Af Bryan Ruize

    -

    Ansöka om ett personligt, affär eller kombi lån idag och vi erbjuder även fastighetskrediter . Om du behöver mer information och du vill ta ut ett lån med oss, helt enkelt skicka ett e-post nu på ruize7815 @ gmail. com

  29. Af Jan Johansen

    -

    Rettelse til 25.07, 18:05:
    Signalerer

  30. Af Leif den Lykkelige

    -

    Det er danske kvinder, der har deres forgyldte tiggerfletskåle fremme i den helt store stil; ikke det underbetalte, ufaglærte personale, der arbejder på de cafeer, hvor ASH driver den af…

    Uddrag fra “Kvinder er en ”underskudsforretning””, Ugebrevet Mandag Morgen 31. januar 2013:

    “Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. Som velfærdssamfundet er skruet sammen i dag, er kvinder en ”underskudsforretning” målt over hele livet, mens mænd betaler mere til samfundskassen, end de får ud af den.

    En nyfødt dansk pige vil i snit modtage 1,6 million kr. mere fra det offentlige i form af overførsler og offentlige velfærdsydelser, end hun kommer til at bidrage med via skatter og afgifter gennem sit liv.

    For en nyfødt dreng er det lige omvendt. Han vil i snit komme til at bidrage med 0,6 million kr. mere, end han vil modtage i sit liv – altså en forskel på 2,2 millioner kr. sammenlignet med den nyfødte pige.

    Den store forskel

    Forskellen på mænd og kvinders bidrag til velfærdsstaten er over 2,2 mio. kr.

    Det viser en analyse foretaget af professor Nina Smith fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet på baggrund af beregninger fra De Økonomiske Råds sekretariat.”

    “”Selv om danske kvinder har været flere årtier på arbejdsmarkedet, er de stadig i en økonomisk situation, hvor de er afhængige af forsørgelse. Forskellen er bare, at det ikke længere er ægtemanden og familien, der er forsørgeren, men velfærdsstaten. (…)” siger Nina Smith.”

    Kilde: Specialkørsel fra De Økonomiske Råds sekretariat, baseret på DREAM-kørsler af grundforløbet for Dansk Økonomi, Forår 2012.

  31. Af Leif den Lykkelige

    -

    De ufaglærte, mandlige tjenere er altså også med til at forsørge superforkælede kvinder, som ASH, over skatten, SAMTIDIGT med, at de er nødt til servere kaffe for det forkælede damemenneske, der endda tillader sig at bitsche over betjeningen.

    Hvide, forkælede overklassekvinder, der opfører sig som om, de er stadig er undertrykte, selvom det nu er DEM, der er undertrykkerne og udbytterne, om nogen…

    Det er til at blive islamist af.

  32. Af Per Nielsen

    -

    Til kamp mod matriarkatets tiggerfletskåle…

  33. Af Hans Jensen

    -

    Start med at tage tiggerskålen fra den formodede skabsbøsse Bob Glitter, send ham ud med en kost og få politiet til at anmode ham om ikke at skrive yderligere i Berlingskes debat. AHS ved nok, hvem han er, eller kan nemt få det at vide, men ikke hvor mange falske identiteter, han benytter.

    Giv derefter kvinderne ligeløn, og lad mændene føde hverandet barn og tage halvdelen af det kedelige husarbejde, så skal det nok gå altsammen. Hvis det ikke sker, forudser jeg, at mange flere kvinder i fremtiden vil foretrække af have husholdninger uden mænd som fast inventar. Så kan vi sidde på cafeerne og holde jul sammen med det lette kavaleri og lege sugardaddy, hvis nogen gider at være med, når vi har passeret de 25-30. Derefter blir der god plads til muslimske storfamilier.

    https://politiken.dk/debat/profiler/giese/ECE1874821/liberale-der-hader-kvinder/

  34. Af Niels Peter Lemche

    -

    ASH: Skulle du ikke se efter på din blog i dag. Dette indlæg er vist ikke ifølge reglerne: BRYAN RUIZE – 25. JULI 2016 22:05

  35. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære ASH,

    Jeg går også ofte på restaurant og i butikker, men jeg har ikke set noget til de nævnte tiggerskåle. Jeg oplever også oftest, at jeg får en både høflig og venlig service. Selv en ‘billigkæde’ som IKEA har et yderst kundevenligt og hjælpsomt personale.

    Vi lever tilsyneladende i to vidt forskellige verdener.

    Måske fordi jeg ikke er en del af cafe latte segmentet, som primært er yngre kvinder. Det er måske de cafeer, du beskriver.

  36. Af jette meier

    -

    Man forstaar stadigvaek ikke I Danmark, at faa god til bedre service, giver man drikkepenge. Her I the U.S. er daarlig service saa godt som ukendt. I Danmark har jeg nogengange faaet temmelig daarlig og langsom service I restauranter. Drikkepenge virker temmeligt godt, jeg ved ikke hvorfor de er afskaffet I Danmark?

  37. Af Thor Arentoft

    -

    Jeg tror faktisk på (næsten) fuldt alvor, at Danmarks befolkning trænger til en kraftig lavkonjunktur. Det går FOR godt i Danmark; det er som om alle tror på Thor Pedersens højstemte planer på at “SNART KAN DANMARK KØBE HELE VERDEN” for deres “friværdi”.
    Arrogansen hos befolkningen har øget markant, under VKO-regimen.
    Det er et helt andet Danmark som findes nu, end det Kim Larsen så fint beskrev i: “Det er en kold tid som vi lever i, alle går rundt og fryser”
    Næsten alle går stadig rundt og fryser, men nu er det ikke på grund af armod; nu er det på grund af et følelseskoldt og egoistisk samfund; der er præget af: tænk på dig selv og skid i alle andre.
    Velstanden har ikke gjort Danmark til et lykkeligere samfund: for det kræves mere end materielt standard; nemlig også en følelse af et retfærdigt samfund, med plads for alle.
    Det er måske sådan som skrevet står: DU SKAL ÆLSKE DIN NÆSTE; SOM DIG SELV.
    Vi har måske glemt noget vigtigt.

  38. Af Niels Juul Hansen

    -

    Kære ASH, venligst frigiv indlæg. Debatterne bliver uinteressante, hvis der skal ‘botaniseres’ i dem.

  39. Af Brita Heden

    -

    I Sverige säger hotel. O restaurangfackförbundet NEJ till drikkepengar. Varför? Jo, man anser att det håller lönerna nere. Arbetsgivarna argumenterar mot högre löner i branschen med motivet: ni får ju drikkepengar!! Mycket tänkvärt.
    Bort med en gammal och omodern sedvana!

  40. Af Søren Pommer

    -

    Det kan sagtens gøres bedre, hvis café ledelsen har viljen til at stramme lidt op. Det har vi lavet en app til at hjælpe lidt med. Her er der et eksempel:

    https://www.gluu.biz/da/hvordan-cafe-servicen-blev-bedre/

Kommentarer er lukket.