Mick Jagger var ikke ultraløber på munkediæt

Af Anne Sophia Hermansen 71

I dag er der halvmaraton i København, og jeg er ikke en af de ca. 25.000 løbere. Jeg vil hellere drikke kaffe og læse en bog på en café, end jeg vil spæne rundt i Københavns gader sammen med tusindvis af svedende mennesker, mens jeg tjekker mellemtider og tænker på døden.

Løberne er givetvis drevet af en lyst til at udfordre sig selv. Måske af midtvejskrise. Af dødsangst. Eller også er de underlagt den sundhedsdyrkelse, der er i tiden, og som godt kan grænse til fanatisme. Engang var det at være sund ikke at være syg – i dag er det at være sund en forsagelse af alt det, der i fremtiden kan medføre sygdomme. Og det er jo ikke så lidt.

Vores sundhedsdyrkelse begrænser sig så langt fra til motionsløb.

Da jeg for nylig flyttede tilbage til Østerbro, bemærkede jeg, at der var kommet en stribe nye butikker. De butikker, der var lukket under finanskrisen, var nu genåbnet, men ikke som boghandlere eller antikvitetsforhandlere, men som helsekostbutikker, sportsforretninger, butikker med dyre cykler og juicebarer, hvor overtatoverede fyre serverer sellerijuice med ingefærshot. Der er kommet en SMAG, som byder på quinoasalat og perlecouscoussalat og en Greenskin med økologiske hudplejeprodukter, superfoods og kosttilskud. Butikker der føjer sig til butikkerne med yogaudstyr, der supplerer de mange yogastudier, og som ligger i nærheden af økobagere, økovinforhandlere og økologiske fødevarefællesskaber.

Og det er bestemt fint, at økologi er gået fra at være marginalt og urtekusset til at være mainstream og tilgængeligt. Men vores sundhedsdyrkelse er samlet set begyndt at få et halvreligiøst islæt, og den gennemsyrer både vores privatliv og professionelle liv.

Tænk bare på hvordan de fleste virksomheder i dag har en sundhedspolitik. Et fitnesscenter. En frugtordning. En massør. Der er alkohol- og rygeafvænningskurser. Du skal jo optimeres. Være sund og kunne præstere, så der står mere tilbage på bundlinjen, når du forlader virksomheden som en god konkurrencestats-soldat for at løbe DHL-stafet med kollegerne.

Jeg så for nylig, at 250.000 danskere hvert år deltager i et motionsløb, herunder deltager et stigende antal i et maratonløb eller tager en ironman. Sidstnævnte, der tidligere var en ekstremsport, er godt på vej til at blive en folkesport, og de fleste af os kender da også en midaldrende mellemledertype i corporate blå skjorte, som kan skrive ironman på CVet.

Og respekt for det. Men hvad blev der af at leve livet, måske endda nyde det i stedet for at optimere og måle det i hoved og mås? Og nej, jeg mener ikke, at vi skal have fyldt hospitalerne med overægtige danskere, flasket op på kakaomælk og cowboytoast – jeg undrer mig bare over tendensen.

Det er som om, Corydons konkurrencestat er blevet et indre anliggende og til en daglig kamp mod uvaner og aldring. Som minimum forventes vi at kunne kontrollere vores krop, og hvis der vokser rosédeller frem, skal de naturligvis slås ned med en juicekur og et nazistrengt løbeprogram. Krop og vægt er klassemarkører, og speltklassen har naturligvis ikke sovsepatter.

Særligt er det mænd og kvinder omkring min alder, jeg er 43 år, der træner sig op til et maraton eller en ironman. Jeg forstår ikke, hvor de får tiden fra. Er det ikke den samme gruppe, der lørdag efter lørdag fortæller os i Politikens debatsektion, at de savner kvalitetstid med deres børn, fordi de har så meget arbejde? Alligevel kan de sjovt nok klemme timelange løbeture ind i dagligdagen toppet af lidt havsvømning og en tur på carboncyklen.

Det undrer mig, at vi er en af verdens mest sportsglade nationer og foretrækker at vride os på en motionscykel fremfor at læse flere bøger, være noget for andre og måske et nyt sprog. Det er da mere sexet at være en gastroseksuel farkrop fremfor en udmagret ironman og meget mere interessant at have en bordherre, der har læst Leibniz i stedet for et løbeprogram. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Rolling Stones havde været Rolling Stones, hvis Mick Jagger havde været ultraløber på munkediæt.

Og det er måske det virkelige problem med sundhedsdyrkelsen: Den er enormt selvoptaget på en ufestlig måde. Den påstår, at det gode liv er det sunde liv. Og den gør kroppen moralsk, men næppe lykkelig. Derfor vil jeg nu gå over efter en svinsk direktørsnegl i Lagkagehuset, mens konkurrencestaten gennemsveder Københavns gader, og mens jeg glæder mig over, at vi var flere til demonstration foran Christiansborg i går end til halvmaraton i dag. Trods alt.

71 kommentarer RSS

  1. Af Ulf Timmermann

    -

    Berlingeren – nu atter med blogoplægger-universalgeniet ASH. Just one more “lousy little poet” once more.

  2. Af Ole lukøje

    -

    Indlæg i filteret fra i forgårs?

    mvh
    SS

  3. Af Henrik Opsving Knage

    -

    Nu ved jeg hvad det der ”sovse” noget betyder.
    Det er sådan set en forlængelse, at et udtryk der går helt tilbage til det historiske begreb ”Amazoner”.
    Altså syd – amerikanske kvinder, der både kan synge på åbent hav, og lokke mænd i fordærv.

    Der er mange nulevende skønne ”Amazoner”, måske lidt større end de tidligere, men alligevel Amazoner, hvis eneste forskel er, at deres ”våben” buer og pile, er udskiftet med kærlighedens dræbende pile.

    Hold ud tøser 🙂

  4. Af Ole lukøje

    -

    Indlægget var om sovsepatter?
    3 stk faktisk!
    Mvh SS

  5. Af søren SKAFTE

    -

    Kan Berlingske virkelig være tjent med Anne Sophia Hermansens skriverier og den debat, hun fremprovokerer?

  6. Af p jensen

    -

    Er det nu en god idé at gemme aktuelle indlæg væk under “ældre” kommentarer?

    ASHs debatter er da udmærkede, men ville være endnu bedre hvis visse fjollede og dybt åndssvage indlæg blev frasorteret. Men tante B. foretrækker tilsyneladende at promovere diverse underlødige kommentarer, til stor irritation for læserne og de almindelige bloggere.

  7. Af Ann-Sophie Lignell

    -

    Kære Anne Sophia.

    Fantastisk befriende og morsom kommentar om motionsløb, der weekend efter weekend fører “ikke deltagere” på alle mulige og umulige omveje. Ærgerligt at individualiteten og lysten til at være lige netop sig selv så ganske ensformigt skal ofres på massernes alter….. og et plaster på såret efter, at jeg i går fik tæv og puf af op til flere “elitemotionister”, da jeg måtte krydse deres løberute på Trianglen for at formindske min sene ankomst hos en speciallæge. I forvejen var min bil strandet i Hellerup efter håbløse omveje til barrikaderede gader på Østerbro, og jeg, der elsker ballet, golf og yoga var mod egen vilje spændet fra Hellerup til Trianglen for altså at indhente den tabte tid – på kun 15 minutter og vel og mærket i modsat retning end de rettroende. At tænke sig at det ikke en gang kunne falde sportsfanatisterne ind (antageligt pæne og ordentlige familiefædre), at jeg havde et vigtigt ærinde, som altså gik på tværs af den sirligt planlagte rute. Jeg synes, at det er bekymrende, hvad mennesker kan finde på, når de bliver slugt af massen og glemmer, hvem de selv er.

    Forhåbentlig bliver evindelige mega-sport-events med tiden suppleret af åndrige og sanselige alternativer som gadeteater, digteoplæsninger eller gadekøkkener med fællesspisning.

    Venlig hilsen

    Ann-Sophie

  8. Af Niels O

    -

    Mick Jagger er skam i kanonform. Dårligt eksempel. Måske Keith Richards havde været et bedre.

    Så måske der generelt burde strammes op på basisviden, før du benytter den til forkerte sammenligninger.

    Det minder mig om dengang, du misforstod TV-2 teksten “Tidens kvinder”.

    Endelig kunne det være rart med forklaringshenvisninger til dine bizarre udtryk, som JEG i hvert fald ikke kender, f.eks. rosedeller og sovsepatter…???

  9. Af Daniel Thompson

    -

    Amen to that.

  10. Af Willem Feijen

    -

    Yes!!! Rart at vide at man ikke er alene.
    Du har fået en ny fan Anne Sophia Hermansen.

  11. Af Jesper Lund

    -

    Ann-Sophie Lignell

    Forventede du at motionsløberne skulle stoppe op med at løbe for at du kunne nå en aftale hos en speciallæge? Hvis svaret er ja, så har du godt nok et stort ego.

  12. Af Ole Skovgaard

    -

    Selvfølgelig har du da delvist ret her ASH, morsomt indlæg i øvrigt. Alting med måde. Motion er jo sundt. I øvrigt kan jeg tilføje lidt i samme boldgade, at de par gange om året, hvor man lukker henholdsvis Storebælt og Øresundsbroen for trafik fordi Broløb nr. 45 A og B skal afvikles svømmer Facebook over med vrede, rasende og irriterede menneskers indlæg. (nærmest uanset politisk observans)

    Jeg forstår dem egentlig godt, resten af året skal de via afgifterne finansiere selvsamme broer som så for øvrigt i dag, nærmest er de eneste muligheder fordi færgerne er lukket ned. Hver gang et nyt løb dukker op er det åbenbart vigtigere. det er altså en smule komisk. Men det passer jo fint med tidens ånd, Grønt lys til alt hvad der er miljømæssigt rigtigt, Gående, Løbende og Cyklende…. Rødt lys for resten af befolkningen. Trængslen har bidt sig fast.

  13. Af Lone Hansen

    -

    Jeg hæfter mig ved, at forfatteren åbenbart tror, at det ene udlukker det andet.

    Men faktum er, at mange faktisk godt kan lide at komme ud at løbe. Mange kan lide at dyrke triathlon etc. At dyrke en eller anden form for seriøs motion udelukker ikke, at man har overskud til andre. Det udelukker ikke, at man læser en god bog. Det udelukker ikke, at man har tid til sine børn. Tværtimod har mange taget det til sig, netop fordi de oplever, at de får langt mere overskud af at være i god form. De får overskud af turene ud i naturen. De får overskud af at mærke sindets friskhed ved høj puls.

    Samtidigt er der en ansvarlighed i at leve sundt. En ansvarlighed overfor miljøet. En ansvarlighed overfor samfundet og en ansvarlighed overfor éns nærmeste. Mange er begyndt at være ansvarsbevidste. Det er godt for helbredet og det er godt for samfundsøkonomien, hvis vi holder os sunde og raske så længe som muligt. Så i bund og grund er det en win-win situation.

    Hvis vi kigger nærmere på videnskaben, så er det blevet konstateret, at langdistance motionister lever længere end sofakartofler. Deres mentale velbefindende er bedre og flere mentale og livsstils sygdomme kan helbredes gennem motion. Så alt taler for, at motion er en vigtig del af en godt og langt liv.

    Når vi taler om maden, så er det gået op for flere og flere, at sund mad faktisk kan smage rigtigt godt. At man begynder at spise mere grønt og økologisk betyder ikke, nødvendigvis, at man forsager noget. Det betyder blot at man udskifter noget usundt med noget lige så smagfuldt men sundt. At spise usundt er blot en vane som er tillært. Sund mad kan være en lige så stor tilfredsstillelse og lige så stor en naturlig del af hverdagslivet.

    At dyrke motion har ofte en socialt aspekt indbygget. Jeg er fx selv medlem af en triathlon klub, hvor det sociale er en vigtig del af det at dyrke motion. Her møder vi venner og bekendte og ordner “verdens situationen”. Vi mødes til stævner og familierne er ofte involveret i sporten. Både forældre og børn. Så sporten udelukker ikke kvalitetstid med børnene. Desuden har jeg ikke mødt en eneste triathlon motionist, der har været ekstrem. Eliten og de professionelle træner selvfølgeligt meget, men de tilhører kun en forsvindende lille del af alle triatleter. At gennemføre en Ironman, er på ingen måde ekstrem. Det kan lyde ekstremt i en sofakartoffels øre, men træningen kræver en god portion balance og træningsåret er delt op i forskellige perioder med forskellig fokus. I nogle perioder er der selvfølgeligt mere træning end andre. Men det er på ingen måde ekstremt. Hvis man skal være ekstrem med noget, så er det at være ekstrem mådeholdende med sin træning, da man ellers får skader etc.

    I bund og grund betyder sunde motions- og madvaner ikke, at man er blevet ekstrem på nogen måde. Det betyder blot, at man lever på en anden måde, der kan være lige så medlevende som at sidde hjemme på sofaen og læse i en bog og æde store fede røde bøffer. Blot det, at det er blevet muligt at kunne finde sund mad, når man går ud for at spise, er helt fantastisk. Der er blevet rig mulighed for at udfordre sine smagsløg med sund mad. Så holdningen afhænger af de briller man ser med.

  14. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Alt med måde er nok det bedste for både den fysiske og mentale sundhed.

  15. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det var dog utroligt, at når der spørges til en forklaring på udtrykket ’sovsepatter’ , så larmer folk op. Havde det været om FNs sikkerhedsråd, så ville det ikke afføde sådant. Siden skriver en debattør, at han ikke forstår udtrykket og heller ikke rosédeller, skrevet som var det rosedeller.

    De fleste er vel ikke tvivl om, at også vin feder. I hv f i rigelige mængder.

    Sådan er debatter også, og igennem de vel 8 år eg har deltaget, så har der været morsomt pjat også – især hvor folk er hyppige gæster på diverse blogge og trods alt deltager seriøst.

    Det var dog li’godt nogle moralske opstød fra enkelte .. VÆRRE end den ASKESE som overdreven sundhed på alle planer kan udøve for den enkelte .. og ASHs blog er til tider også et ‘frikvarter’. Det kunne det anses for, da hun var her på b.dk tidligere so blogger.

    Så slap dog lige af! 🙂

  16. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg har til gengæld stadig ikke opfattet det med Mick Jagger – denne bønnestage på stoffer medsamt Keith Richards. MJ er ganske forfærdelig for mig at høre på – så ham tilfældigt nylig igen .. han er jo ved at gå ud af sit gode skind, når han agerer på scenen .. total ‘maniac’ for mig at se. Aner ikke, hvad han egtl synger ..teksterne .. ??

    Men – hvis ASH blot mener, at han så ikke behøver at løbetræne, så er det vel det – men ikke umiddelbart et godt valg til at forstå noget i denne sammenhæng. For mig i hv f.

  17. Af j nielsen

    -

    Manden der populariserede jogging, Jim Fixx (“efter 10 kilometer kaster du op. Ignorer det”) døde i alder af 52 af et hjerteanfald efter sin daglige løbetur.

  18. Af Jesper Lund

    -

    J. Nielsen

    Ja, livet er farligt. Man kan dø af det.

  19. Af J Nielsen

    -

    “Jeg har til gengæld stadig ikke opfattet det med Mick Jagger – denne bønnestage på stoffer medsamt Keith Richards. MJ er ganske forfærdelig for mig at høre på – så ham tilfældigt nylig igen .. han er jo ved at gå ud af sit gode skind, når han agerer på scenen .. total ‘maniac’ for mig at se. Aner ikke, hvad han egtl synger ..teksterne .. ??”

    Danmark er et af de få lande hvor man kan prale med at der er ting man *ikke* forstår.

  20. Af Tina Rose Belling

    -

    Det synes som om, at det handler om et enten eller. MEN er det gode liv ikke netop en balance mellem begge? Og hvem har forøvrigt retten til at definere hvad der er godt eller sundt? Dog har videnskaben bevist, at livet forlænges betragteligt, når vi spiser sundt, dyrker motion, får vores søvn og har et socialt netværk. Mange sygdomme kan forebygges, lindres eller helbredes ved at dyrke motion. Som tidligere kræft syg og med døden tæt på, er jeg meget bevidst om, hvad der er livsglæde for mig. Motionen fik mig hurtigere i gang med livet igen. Motionen gav mig energi og formindskede mine bivirkninger som jeg lever med. Motionen gør mig glad i låget og gennem motionen har jeg fået et endnu større netværk. Og når så jeg har dyrket min motion, så nyder jeg en kop kaffe på cafeen. Vi ses snart til træning igen 🙂

  21. Af Lotte Garbers - Forfatter, foredragsholder, debattør. Og megasej.

    -

    […] Anne Sophia Hermansen, der pissede mig mest af. Den klumme fra Berlingske  kan du læse her. Min klumme kan du læse i sin fulde længde […]

Kommentarer er lukket.