Er Pia Kjærsgaard den nye Richard Møller Nielsen?

Af Anne Sophia Hermansen 105

I weekenden var jeg inde at se »Sommeren 92« med min 11-årige søn. Det var en meget rørende film om, hvordan den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen førte fodboldlandsholdet frem til sin første og hidtil eneste slutrundesejr – uden at han dog af den grund fik den anerkendelse, han fortjente. Sportsjournalisterne ville have noget andet end det de fik. De savnede 80ernes mere kreative og boblende fodbold, og de manglede flamboyante stjerner som Preben Elkjær og Frank Arnesen. I stedet fik de defensiv fodbold og afbud fra de krukkede Laudrup-brødre.

Pressen var kritisk, og det kneb med den folkelige opbakning. Dansk fodbold var trådt ud af en magisk guldalder og ind i en defensiv arbejdsalder, og selv om Richard Møller Nielsen hjemtog EM-guldet, fik han ikke meget credit for det. Eksperter tilskrev det held og tilfældigheder. At spillerne spillede på trods af en træner, der, ligesom holdet, var med på et afbud.

Da vi gik ud af biografen, tænkte jeg, at filmen må give datidens sportsjournalister og eksperter lidt at tænke over. Særligt kan man undre sig over, at Michael Laudrup, der kun gad spille sit eget spil og aldrig har sagt noget interessant, fortsat dyrkes som en helt.

Men filmen fik mig også til at tænke på, hvem nutidens Richard Møller Nielsen er? Hvem mødes med ringeagt og mangel på anerkendelse for en storslået indsats? Hvem har udholdt en behandling, der ville få andre til at resignere?

Og det har Pia Kjærsgaard.

Få har fået så hårdhændet en behandling og er blevet udskældt og set så meget ned på. Alligevel har hun været i stand til at skabe Dansk Folkeparti på ruinerne af Fremskridtspartiet og har gjort det til et af landets største og mest magtfulde partier.

Især blev den manglende vilje til anerkendelse tydelig, da hun i juni blev udnævnt til Folketingets formand. Landets næsthøjeste post, det er kun Dronningen, der rangerer over Folketingets formand. Ærefuldt skulle man tro, og så var hun endda den første kvinde på den post.

Men jeg noterede mig, at Kvinfo og Dansk Kvindesamfund ikke ligefrem brød ud i jubel. Flere dage skulle der gå, før de to organisationer på deres Facebook-sider fik ymtet et lille beklemt tillykke. For Pia Kjærsgaard er godt nok kvinde, men ikke den rigtige slags. Hendes politik er heller ikke den rigtige slags, ligesom Richard Møller Nielsens fodbold ikke var den rigtige slags. Ifølge disse »rigtige« mennesker.

Kort forinden, da der var valg, fik Dansk Folkeparti som bekendt et historisk godt resultat. Store dele af Danmark var hverken rødt eller blåt, men gult. »Mor Danmark har tisset i bukserne«, jamrede mange. »Hofteskreds-valg«, skrev Politiken. Og horder af journalister valfartede til Sønderjylland og transmitterede direkte derfra, for hvem var dog alle disse sære mennesker med urinsure fingre, der havde stemt på Dansk Folkeparti? Denne dubiøse race måtte udforskes og analyseres af eksperter, der var helt målløse.

Hvis ikke det var så komisk, ville det nok være tragisk. Eller bare småligt, ligesom med EM-guldet.

Værre blev det, da mange feminister forsøgte at bortforklare den manglende fejring af Danmarks første kvindelige formand med, at hun jo slet ikke var den første kvinde på den post. Det var i virkeligheden socialdemokraten Ingeborg Hansen, som i 1950 blev valgt som formand for Landstinget. Folketinget og Landstinget er godt nok ikke helt det samme, og det ville SLET ikke have været det samme, hvis det var Helle Thorning-Schmidt, der havde fået den fornemme post.

Og ja, det er en ærlig sag at være uenig med Pia Kjærsgaard, men det er uærligt at hykle. Ligesom smålighed og mindreværd hører hykleri ikke ligefrem til de mest charmerende menneskelige egenskaber. Det skrev Sørine Gotfredsen forleden på sin blog, der netop handlede om »Sommeren 92« og den ringeagt, der blev Richard Møller Nielsen til del.

Til sidst i sit indlæg opfordrer hun til at holde den type lavere følelser i skak, næste gang de truer med at dræbe al anstændighed. Det er for sent med Richard Møller Nielsen, men vi kan stadig nå det med Pia Kjærsgaard.

105 kommentarer RSS

  1. Af Henrik Opsving Knage

    -

    Lige nu sidder jeg og krummer tæer ved tanken om, at Verden er så primitiv, som den synes at være.

    Der er ingen grænser for tålmod, og lang line, i dansk landsholds – fodbold, selv om det tilsyneladende ikke er lysten der driver værket.

    Hvis det ikke er lyst, må det være økonomi – hvad ellers?

    Den der uendelige tålmodighed i dansk landsholdsfodbold, sat op imod manglende, eller slet ingen tolerance, i forhold til flygtninge – gør mig en lille smule bekymret.

    Blot et flygtigt spørgsmål ud i den blå luft: Hvad ville der ske med de flygtninge, der gerne vil til Danmark, hvis Danmark skulle være så heldige/uheldige, at Danmark vandt verdenmesterskabet i fodbold?

    Kunne hele Danmark så “Gå på vendet”?

  2. Af Henrik Opsving Knage

    -

    Vandet – sorry 🙂

  3. Af Bjørn Sørensen

    -

    Hvis du vil høre kritiske stemmer, bør du give dem adgang til at ytre deres besyv.
    Dette er dit andet indlæg og småligheden føles allerede, så det er op til dig om du om du vil acceptere mit bidrag, men jeg gider ikke konstant tjekke for at se om mine kommentarer kommer igennem, så jeg kan få feedback.
    Tag Mads Holger som jeg på mange måder deler opfattelse med, men hver gang jeg kritiserer den offenlige sektor, hvilket i høj grad er berettiget eftersom den ikke har formået at forvalte velfærdssamfundet og og dens institutioner tilfredsstillende.
    Den offentlig sektors manglende evne til at løse mange af de påtagede opgaver er landets alvorligste problem som man ikke i det uendelige kan ignorere.
    Hvis vi vil have en fremtid med velstand må vi omkalfatre samfundet så almindelig sund fornuft bliver måden at håndtere problemer på, og ikke lade sig drive af uprøvet urealistisk idealisme.
    Hvilket er essensen i den konservative opfattelse.
    DK har nu i 20 år stagneret økonomik og vi er raslet ned af ranstigen blandt verdens rigeste lande.
    Hvis vi vil vende stagnationen bør vi se fremad og erkende fejltagelserne.
    Men det kræver at vi er åbne over for hvor vi har fejlet.

  4. Af GEORG CHRISTENSEN

    -

    Danmark i sin egen “politiske” selvforherligelse, har mistet sin troværdighed overalt i Europa, vel nok også overalt i verden.

    Det er sørgeligt, at se mit Danmark side om side med Ungarerne. støttet af næsten alle de gamle partier men især DF´s ,de brune skjorter med deres forvredne kors. har intet med Danmark at gøre , selv om de misbruger Danmark i deres propaganda. De er simpelthen gået over “stregen”, en streg, som ikke bør overskrides ., hvis “LIVET” og dets “eksistens berettigelse”, tages alvorligt.

    Næste valg, vil de med deres “nazilignende” tendenser se, at de har bygget deres egen grav.

    .

  5. Af Jacob Poul Skoubo

    -

    Nu har jeg så også set Sommeren ’92, og jeg skal ikke komme med en længere filmanmeldelse her, men ASH er da helt galt afmarcheret, når hun sammenligner fodboldtræneren Richard Møller Nielsen med en modbydelig politiker som Pia Kjærsgaard, som har lige så meget empati og medfølelse med mennesker i nød som der kan være på bagsiden af et 50-øres frimærke.
    Sammenligningen holder ikke overhovedet ikke vand.
    ASH, det er en helt klar ommer!

Kommentarer er lukket.