Tak for kampen

Af Anne Sophia Hermansen 102

Ikke længere skal jeg drikke polemikkens sorte mælk. Ej længere skal jeg fløjte mine meninger frem og lægge dem ugentligt i en klummegrav. Jeg har vredet al uenighed ud af mit genstridige sind igen og igen. I næsten fem tyndfede år har jeg været meningsmaskine for Berlingske.

Så godt som alle har smagt min skræppen; feministerne, mandschauvinisterne, lærerne, lægerne, de grådige, de kongelige, de kristne, de inkompetente, de selvfede (der stedvis kunne minde lidt om mig selv). Jeg har i timer, i dage, i måneder, i år, krattet med flækkede negle i sur muld, ledt som et vildsvin i skovbunden efter endnu en selvantænding, efter endnu en mobilisering af en træt indignation. Og jeg har gentaget mig selv, jeg har taget fejl, jeg har taget meget fejl endda, jeg har også haft RET, og jeg har været en lille fabrik af debat og polemik. Der spillede op til dans på klokkeslæt.

Men nu er det slut. Dette bliver den sidste kommentar fra min hånd, og næste uge bliver den første, hvor jeg ikke skal skændes med andre end min mand. Han er også lidt mere nådig. Det bliver skønt at falde blødere, og det bliver mærkeligt ikke at skulle producere en holdning om alt fra puddelmænd til politikerlede over beskatning af friværdier, curlingbørn, femipampere og velfærdssamfundet som hæveautomat. For af og til mener jeg jo ikke noget. Tro det eller lad være.

Jeg har elsket at skrive og debattere. Jeg tror også, at jeg har været med til noget, der var vigtigt. Jeg mener, det var vigtigt at prøve at skabe en samtale om køn, der indeholdt min generation af kvinders erfaringer og måske også nogle af mændenes. Jeg mener også, det var vigtigt at deltage i en samtale om kvaliteten af den undervisning, vi giver vores børn. Og det har været vigtigt at deltage i samtalen om, hvad det er for kummerlige vilkår, vi byder folk, der træder offentligt frem – politikere, kunstnere, intellektuelle, meningsdannere. Vi vælter dem rundt i svovlpølen på Facebook og giver dem så en fuckfinger i Deadline. Og ak, det kalder vi “ytringsfrihed”. Som om. Det bliver meget fedt ikke at være en del af freakshowet i debatland, bare i et stykke tid.

Det blev til mere end 250 klummer og indlæg på min blog, og måske var det hele lige meget. Men så var vigtigt at prøve. Jeg kunne ikke lade være. Men det kan jeg nu. Tak Berlingske, for plads, hjælp og forståelse. Tak til jer, der har læst. Tak til jer, der gjorde mig klogere undervejs. Vi ses igen. Men nu har jeg kun tilbage at sige:

Tak for kampen. Og tillykke til jer, der var skidetrætte af mig.

Også bragt som klumme i Berlingske den 29. januar 2014

102 kommentarer RSS

  1. Af Lonny Fischer Olsen

    -

    p.s. indstal`ler en Baby-simulator i alle de overste folke-skole-klasser ! —Det skal nok afholde de “skrukke” Skolepiger/drenge fra, at blive gravide ! —Og dog ! —Har de hjernen siddende i ” den forkerte ende” ! Saa sker det alligevel ! —Saa træder det offent-lige system til ! Og tvangs-fjerner de “smaa stakler” ! —der saa fortsætter “den sociale arv ” I een uendelighed ! –I virkeligheden er det “til, at tude over ” ikke sandt ??

  2. Af Lonny Fischer Olsen

    -

    Hans Engell har ret ! —Zoo ! Skal skamme sig rigtig meget !–“viden-skabelig direktør eller ej ! Han er ikke fulgt med tiden ! —Som-om der ikke er “vanartede” drenge nok ! —Saa er der ingen grund til, at de (afstumpede !) skal staa og grine af ” den værgeløse lille giraf`s ” brutale aflivning / skaaret i stykker – og endelig smidt for løverne ! —Det er paa tide, at faa “en ny direktør i zoo. !

Kommentarer er lukket.