Dansk skønlitteratur er som en lørdag i IKEA

Af Anne Sophia Hermansen 58

Danske forfattere er mere optaget af at diskutere parforhold i samtalekøkkenet end i at flyve ud i verden på skriftens vinger. Sådan ser det i al fald ud, hvis man bladrer i forlagenes efterårskataloger.

Her er et udpluk. Martin Kongstad erklærer i “Fryser jeg” parforholdet for dødt, og snart debuterer sociologen Henrik Dahl skønlitterært med romanen ”NT – en forstadstragedie”, der skal være en satirisk fremstilling af 10‘ernes forestillinger om den perfekte familie, hvordan vi skal leve, elske og spise. Lone Aburas udgav for nylig ”Politisk roman” om en kvindelig desillusioneret gymnasielærers samliv med en politisk korrekt tandlæge, og Maren Uthang kommer senere på året med en fortælling om familiehemmeligheder og hendes norske fars relation til en dansk kvinde. Filminstruktør Jon Bang Carlsen er undervejs med en selvbiografisk familieopløsningsfortælling, “Tøsedreng” hedder den, og Ida Jessen har netop i “Postkort til Annie” beskrevet kvinders til tider yderst problemfyldte forhold til mænd og sønner.

Hvorfor denne store interesse for mænd og kvinders forhold til hinanden? Da jeg for et par uger siden anmeldte Einar Mar Gudmundssons finanskrisekritiske “Islandske konger”, gik det op for mig, at kun meget få danske forfattere har forholdt sig til finanskrisen. Ganske vist slog den hårdere i Island end i Danmark, men også her har den haft massive konsekvenser og blandt andet medført konkurser, teknisk insolvens, arbejdsløshed og mistillid til bankerne, rådgiverne, politikerne og ejendomsmarkedet. Hvorfor har den ikke har gjort større litterært indtryk? Jeg undrer mig.

For nylig gjorde kulturminister Marianne Jelved opmærksom på, at 40 % af befolkningen enten aldrig eller sjældent åbner en bog. Litteraturen er ellers vigtig for os som mennesker, skrev hun i Politiken, den er en del af vores kulturelle og demokratiske dannelse. Det lyder flot, men kunne det tænkes, at danskerne ikke læser så meget som kulturministeren kunne ønske, fordi meget af den moderne danske skønlitteratur er blevet ligesom IKEA første lørdag i november? Navlebeskuende, klaustrofobisk og fuld af småforkælede middelklasseskænderier i Ektorp-sofaen.

I disse år ser vi en overproduktion af tilstandslitteratur. Mange af vores samtids forfattere – ofte med baggrund i forfatterskolen – synes besat af parforhold og familieliv. Muligvis fordi den eneste reelle begivenhed i deres liv har været et parforhold og den mest prægnante kulisse familielivet. Hvor mange af det 20. århundredes forfattere skrev på voldsomme liv, Hemingway f.eks., skrives der i dag på dansk velfærdsliv, på mæthed, speltboller og first world problems. Velfærdsstaten har således skabt mange trygge liv, men meget lidt kunst, der virkelig betyder noget. En anden forfatterbesættelse er sproget; der udfoldes stort sprogligt talent, men det bliver et formål i sig selv og overskygger totalt indhold, mening, handling, risiko, erfaring – samtidens tilstandslitteratur er genren for dem, der har talent, men meget lidt på hjerte.

To observationer i den forbindelse: Den ene er, at støttesystemet til ny dansk litteratur virker som et selvopretholdende system af gensidigt bekræftende tilstandslitterater. Støtten går gang på gang til en lille skare af forfattere. Den andet er, at forlagene er blevet svagere i deres rolle som redigerende; vi mangler simpelthen forlæggere, der ikke reagerer på krisen i bogbranchen med at sprøjte endnu mere uredigeret bras ud, men arbejder længere og dybere med manuskripterne.

Eller simpelthen bare nogle gange siger: Hør her, min ven: ”Du kan skrive, men hvad med at skrive om noget?” Og sorry, kvoten for beskrivelser af parforhold og familieliv er opfyldt.

58 kommentarer RSS

  1. Af Lonny Fischer Olsen- korrespondent

    -

    Hvad gør vi med ARNE RUD ?

  2. Af Arne Rud

    -

    Danmark er landet med blå hav og himmel, grønne skove og røde tage, men til orientering er der intet fag i faglige huse, kun sorte tage.

  3. Af Henrik Knage

    -

    Nogle ypper kiv, medens andre dølger åsyn, i byen ved havet, i stilladstroldenes hjemstavn Mars tæller “bogen” som adgangsbillet til ballonfærd med Nils Holgersen – og hans vidunderlige rejse. Men Røde Mor sidder stadig gerne med ved forhandlingsbordet, gerne som krigsmaskine, men bedre som taskenspiller og Lama.

  4. Af Lonny Fischer Olsen- korrespondent

    -

    Hvad fik skatteborgerne for millionerne det har kostet, at sende curling-generationen paa Aarhus universitet og Aarhus Seminarium – Arne Rud ?

  5. Af Lonny Fischer Olsen- korrespondent

    -

    @ Niels Juul Hansen ! –Det er klogt, at “vente med at sove til du bliver gammel” Fordi der er haardt brug for folk med livserfaring ! -Saa LILLESMØRHUL kan komme paa “ret køl igen” –Universiteterne og seminarierne –gør ikke “de unge mennesker klogere” –De gør dem faktisk DUMMERE end godt er !

  6. Af Lonny Fischer Olsen- korrespondent

    -

    Hvis ungdomsgenerationen har “drukket” hjernen ud ! –Saa maa det vel ogsaa gælde gymnasielærerne ; Det var dem, der opfandt “fredagsbaren ” —Ikke sandt ??

  7. Af Arne Rud

    -

    Aarhus Seminarium hører hjemme ved væksthuset i Botanisk Have og Bogtårnet ved Ringgaden er velbeliggende som Lærerhøjskole for fagudvalg ved naboskoler. I Smilets By har en skolegård en skøjtebane, hvor børn lærer curling.

  8. Af Lotte Garbers - Forfatter, foredragsholder, debattør. Og megasej.

    -

    […] motor i teksten. Det har jeg ment en del om i det her blogindlæg, som blev provokeret frem af Anne Sophia Hermansens indlæg i […]

Kommentarer er lukket.