F.o.r.a.r.g.e.t.

Af Anne Sophia Hermansen 62

Forargelsen lever og har det godt i Politikens spalter. Forleden skulle vi forarges over kvindesynet i den bedagede serie Sex and the City,  og før det over omskæring af drenge og kvinder, der ville have en neanderthaler-mand. Selvfølgelig skulle de rige også have en tur; deres arrogance, begær og krav om skattelettelser var lige til at forarges over, mente en lektor med det, han selv kaldte en ”hæderlig mellemindkomst”.

”Jeg forarges”. Nå da. Er det 10’ernes svar på 00’enes ”jeg skammer mig”? For 10 år siden skammede vi os klassisk over udlændingepolitikken, 24-års reglen, tørklædeforbud, asylansøgere i Brorsons Kirke, Muhammedtegninger og over at være dansker i et land med så mange fladskærme og så lidt udsyn. Sætningen var en fribillet til en loge af moralsk overlegne åndsfyrster, der ikke kunne drømme om noget så ulækkert som at stemme på DF eller tage på charter, gå med kopitasker, have sommerhus i Hornbæk eller være funktionær. Behaget ved egen politisk korrekthed blev kun overgået af ubehaget ved de andres smagløshed og småborgerlighed.

I dag synes skammen at være ved at glide ud til fordel for forargelsen, den håndfaste moralske fordømmelse af de andres liv. Vi befinder os i kølvandet på finanskrisen, og nu rynkes der på næsen af finans og forbrug – af kvinder, der kan lide sko, folk, der tjener penge, politiker-lønninger, DONG-lønninger, bankdirektører, gyldne faldskærme, velstand og Strandvejsvillaer.

Men vi forarges så sandelig også over ændringer i kønsroller og familiemønstre. Over singlemødre, unge mødre, gamle mødre, mødre, der ammer for længe og mødre, der slet ikke ammer, lyserødt lego, regnbuefamilier, kvindekollektiver, mænd med barnevogne, mænd, der kun tager 14 dages barsel, er mor nr. 2, over forældre, der holder ferie uden deres børn, er venner med dem eller over kvinder, som til stor forargelse synes, at spædbørn – breaking news – er kedelige (hvilket de helt korrekt er).

Meget kan man sige, men privilegeret er det samfund, der gider bruge tid på at diskutere en dreng i kjole og forarges over en tv-serie, der sluttede for snart 10 år siden.  At en kvinde desuden kan vække vild debat på Information, i Politiken og komme en tur i Deadline-studiet, fordi hun har fået et donorbarn, er grænsende til det latterlige, for hvad rager det egentlig os andre?

Forargelsen på peger på den nationale lidelse: ondt i a røw, som man siger i Jylland, hvor jeg kommer fra. Vi er ikke mere moderne end at vi stadig er et bondefolk, der hele tiden kigger over skellet, over hækken, ser på naboens næsten identiske liv og debatterer petitesserne sygeligt med den kone og hund, der ligner os selv til forveksling. Mere end nogensinde før burde vi liberalisere vores sind og løfte vores blik. Men ak, naboens dreng går i kjole og genboens datter har en ældre elsker. Måske har de også flere penge end os.

Og hvad så?

Danmark er ifølge OECD det tredje mest lige land i verden. Målt på trangen til at stikke næsen i andres liv og FORARGES er vi imidlertid verdensmestre. Vi vælter os i rettigheder og sejre, men vi savner kampe og intensitet. Så vi Facebook-opdaterer for vildt om stegt flæsk-konflikten på Vejlegården og føler os som frihedskæmpere, behageligt tilbagelænet i den mentale hjørnesofa, hvor forargelsen ledsages af den ene gratis omgang efter den anden.

Eller vi forarges over racismeparagraffen – hvor grotesk, at den forhindrer os i at tale frit. Over Kongehuset, denne anakronisme og bums på demokratiet. Mig bekendt står institutionen bare ikke i vejen for demokratisk praksis i Danmark.

Jævnligt opfører vi teatre for hinanden baseret på en forargelse, der i virkeligheden er en nostalgisk længsel efter egentlige problemer. Sommeren er højsæson; hvad fanden skal vi ellers give os til?! Om en uge har frihedskæmperne forladt Vejlegården og kastet sig over en ny sag. Så er der en rigmand, der nægter at sige undskyld for sine privilegier eller en kvinde, der mader sit barn med munden. Selvfølgelig vil det skabe stor national debat. I al fald et par dage.

Sagen er, at vi ikke har værdige problemer i Danmark, men problematiske værdier og har det så godt, at det næsten føles skidt. Og det er lige til at forarges over.

 

 

62 kommentarer RSS

  1. Af søren sørensen

    -

    Skrevet af Tobias Mogensen, 27. juli 2012 kl. 07:29
    Kniber det med læsefærdigheden? Be mor og far om at få deres skattepenge retur,ihvertfald fra 7 klasse og fremad! Så dansk, som en DFér på grisefest i mallorca, dog uden hverken grisen eller chaterturen!

  2. Af Birgitte Moltke

    -

    Godt skrevet. Af samme grund har jeg kun et weekend abonnement på Berlingske Tidende.

  3. Af Ole Parnel

    -

    Fint og nu har vi endda forfinet forargelsen i en grad, så vi forarges på andres vegne.

  4. Af Jens Hansen

    -

    Skrevet af Tobias Mogensen, 27. juli 2012 kl. 07:29
    Kniber det med læsefærdigheden? Be mor og far om at få deres skattepenge retur,ihvertfald fra 7 klasse og fremad! Så dansk, som en DFér på grisefest i mallorca, dog uden hverken grisen eller chaterturen!
    Skrevet af søren sørensen, 27. juli 2012 kl. 14:28

    Og det råd kommer fra én, der højst sandsynlig gik ud af 3.die klasse.
    Som en anden har skrevet: søren sørensen. Dumhed er også en Guds gave; men du må ikke misbruge den.
    Dette kan jeg til fulde tilslutte mig.

  5. Af Lonny Fischer Olsen

    -

    Hvorfor flytter du ikke bare tilbage til Jylland! — Vi havde det meget bedre i gamle dage, da der ikke var masseinflation fra Jylland!!! -Hele den friske Københavner stemning er fuldstændig forsvundet – og man har ikke lyst til, at komme der mere!!! Det skal lige indskydes: Man bliver ikke Københavner af at flytte fra Jylland til KBHVN. —Det er en helt speciel type mennesker!!! Som stort set er helt forsvundet!!!

  6. Af Jørgen Christensen

    -

    Lonny Fischer Olsen: En Københavner er en Jyde, der har forsøgt at læse til Fynbo; men dumpede!

  7. Af Johan Nielsen

    -

    Hvem er ‘vi’, som hele tiden går og forarges?

    ‘Vi’ er en midaldrende, småborgerfrue fra middelklasse-ghettoen Østerbro, der har et mellemlederjob hos et middelstort forsikringsselskab med fem underordnede, der står henne i vindueskarmen og skal vandes to gange om ugen.

    En sådan middelmådighed må forarges op og ned og til siden og ikke mindst være forarget over alle de andre, der tillader sig samme luksus.

  8. Af søren sørensen

    -

    Skrevet af Johan Nielsen, 31. juli 2012 kl. 01:18
    ja sagt godt,grundigt og korrekt. kommentere normalt ikke folk jeg er enige i, da det er nytteløst.

    Skrevet af Jens Hansen, 30. juli 2012 kl. 13:26
    3 die..hard film, troet kun der var 2 og at mel gibson som borgerlige racist og katolsk fanatiker(altså uden real bekymring om indvandring, da han ønsker indvandring som billig lønpressere for den borgerlige ejende elite og kun bruger dem som stemmeslugere)….Faktisk har jeg mødt mel gibson eller mener jeg har for “look alikes” forekommer jo i USA og i den danske “borgerlige wanna be an american superstar categorie”, i tenderloin(san franciscos værste område, og nej jeg er macho sørensen til la femme fatale, selvom jeg respektere bøsser,lesbiske,transvistitter mv, højere end enhver borgerlig!), mens han var på vej ind på en sex klinik som det område er fuldt af. Ja tro det eller ej, men jeg mener det var ham, 3 die..hard mel gibson den katolske ypperspræst med kun en-dog sublim film bag sig- apocalypto..

  9. Af Lars Thomsen

    -

    Forargelse! Jamen, er der et eneste medie i verden, der ikke baserer en væsentlig del af sine aktiviteter og indtægter på forargelsen? Kritisk journalistik handler vel primært om at afdække og rapportere om de dele af sandkassen, hvor der er “noget galt”. Afhængig af observans (og egen situation) kan dette “noget galt” opfattes som en ret eller noget, der skal laves om med det samme. De “bedste” historier er vel dem, der medfører den største reaktion, så forargelsen er vel udover antallet af læsere, seere og lyttere, en af de eneste kvantitative måleindikatorer for journalistisk succes og effekt. Uden at skyde efter ASH alene, men nærmere den medieverden hun lever i, vil jeg hævde, at hun og kollegaerne lever af forargelsen. Så kan vi få et bud på, hvordan medieverdenen, herunder Berlingske, kan medvirke til at reducere forargelsen uden at afskaffe den kritiske journalistik?

  10. Af Carsten lindorf

    -

    Sagen er. at bloggere kun blogger fordi de bliver for lidt sagt imod. Jeg citere fra torben steno længslen efter fasteformer:- Anders Fogh Rasmussen-æraen rummer jo nedbruddet med den kompetente magtudøvelse. Det er jo en del af opgøret med smagsdommeriet, der også åbnede porten til vulgariteten. Samtidig introducerede Fogh en ny skabagtig høflighed i form af politisk korrekthed, der dækker over, at du ikke siger, hvad du mener, men siger det, folk vil høre. I skyggen af en egentlig høflighed står vi tilbage med skabagtighed, der kan sammenlignes med barokkens høflighed, hvor man med paryk på spiller et dobbeltspil og bagtaler alle, så snart man vender ryggen til. Særlig de sidste 10-15 år er der sket et skred i høflighed. Der er ikke flere grænseoverskridelser tilbage. Vi kan ikke blive ved med at sige at at det fordi vi er imod gamle normer. De normer de helt unge snart sagt skal læse sig til.

  11. Af Ulrik Hansen

    -

    Hvorfor har du så travlt med s.p.l.i.n.t.e.n. i din brors øje uden at skænke b.j.æ.l.k.e.n. i dit eget en tanke?

  12. Af hr j Christensen

    -

    Der er vel ikke sket anden end at det gamle radioråds medlem georg metz har været ude og støtte både SF og enhedslisten i deres kurs mod afgrunden. Men lige lidt hjælper det. Revolutionen kommer, det er ganske vist. Vist nok om tredive år. vejlegården har vist os at den gamle jødiske marxisme aldrig har haft svaret på et samfund. Carl Marx vævre slimede angreb på vesten med hans oprupte skriplerier blev aldrig det drømme senarie om verdensherredømmet han og alle andre jøder drømte drømte om i begyndelse af det 18′ århundrede. Men Lenin var dygtig til at udnytte situationen til egen fordel. Og dermed, farvel marxisme.
    Nu er der kun forargelsen tilbage.

Kommentarer er lukket.