Et køn der gør sig hjælpeløst til grin

Af Anne Sophia Hermansen 103

For cirka et år siden udkom den internationale undersøgelse Who Makes The News. Undersøgelsen, der udkommer hvert femte år, undersøger mænds og kvinders repræsentation i medierne og viste dengang, at kvinder er stærkt underrepræsenteret i forhold til mænd, men ikke noget om hvorfor. Det sidste debatterer de i øjeblikket i norske og amerikanske medier, og blandt andet har forfatteren Torgrim Eggen skrevet en kronik i VG, hvor han konkluderer, at det er de løbende personangreb og seksuelle chikanerier, der i overvejende grad får kvinder til at holde sig ude af den offentlige debat.

Samme konklusion er bloggeren Helen Lewis Hasteley for nylig kommet frem til i et meget langt indlæg i New Statesman. Her har hun spurgt en række kvindelige bloggere om deres erfaringer, og de fortæller mere eller mindre enstemmigt det samme. Om kvindehad, voldtægtstrusler og dødstrusler, velbekomme (links nederst i indlægget).

I Danmark har vi en lidt underlig tendens til at kategorisere den slags som “klynk”. Som om det er et vilkår i sig selv, at er man kvinde, offentlig person og måske beskæftiget med kønsspørgsmål, ja, så er det helt naturligt, at man bliver seksuelt forulempet, og det må man kunne stå model til. Elisabeth Møller Jensen, direktør for Kvinfo, siger sådan her i et interview i Berlingske:

– Man skal være parat til at blive svinet til fra alle kanter. Hvis du f.eks. udtaler dig om feminisme og ligestilling, skal du ikke være sart.

Det er desværre sandt. Det er desværre også sådan, at det følelsesmæssige engagement ret ofte kommer til at skygge for fornuften, og og så bliver diskussioner om ligestilling og feminisme højst bizarre at følge med i for andre og umulige at tage alvorligt for endnu flere.

På det seneste på de to forfattere Susanne Staun og Jette Hansen skrevet to indlæg om feminisme (tror jeg?) til henholdsvis Berlingske og Politiken. Utroligt velskrevne og med et greb om sproget, de fleste af os kun kan drømme om. Men indholdet? Substansen? Den drukner i fjendebilleder, nedgørelse, personforfølgelse, motivgranskning, injurier og bevidste fejlfortolkninger. Blå versus rød feminisme. Feminisme kontra antifeminisme. Kvinde mod kvinde. Og ja, jeg har selv været en af dem, der skrev om “gammelfeminister”, så jeg er ikke selv et hak bedre.

Men da jeg læste begge artikler i går og fulgte debatten om dem på Facebook, slog det mig: er vi som kvinder i gang med at gøre os hjælpeløst til grin?

For i stedet for at komme med konstruktive løsninger, der kan minimere løngabet mellem mænd og kvinder eller sobert debattere bestyrelseskvoter, trafficking, barsel og hvordan vi får flere kvinder i medierne, opfører vi os som de udsultede køtere i middelalderens freakshows, vi går dyrisk i struben på hinanden, mens omverdenen gyser eller fornøjes og – frygter jeg – mister respekten for os som køn og mennesker.

Når det kommer til ligestilling, synes vi i høj grad at mangle en debatetik, og så længe vi ikke er i stand til at debattere på en ordentlig, konstruktiv, nuanceret og løsningsorienteret måde er det min påstand, at vi ikke får ligestilling i Danmark.

Heller ikke i medierne (og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på bestyrelserne, der nok vil betakke sig for at få sådan en flok konfliktsøgende ballademagere ind).

Det er ingen hemmelighed, at jeg personligt er en af dem, der står for skud i øjeblikket, blandt andet fordi jeg ikke vil finde mig i at blive sexistisk forulempet på nettet, og jeg modtager løbende mails fra kvinder, der har mistet lysten til at blande sig i den offentlige debat. Også fra flere, der tilkendegiver, at de er blevet feministisk hjemløse, fordi der ikke længere findes et sted, hvor de kan se deres holdninger repræsenteret. Det er blevet en kampplads. Hvis prisen for offentligt engagement også er at blive udråbt som hykler og klynker, at blive fejllæst, stigmatiseret og latterliggjort, så fordyber de sig hellere i Magasins julekatalog end de møver sig ind i Deadline.

Kan man fortænke dem i det? Nok ikke, men det er et tab for vores demokrati, og spørgsmålet er, om ikke det er på tide, vi gør noget ved det. I første omgang kunne vi jo begynde at søge efter årsagen til, at kvinder ikke blander sig, og oplagt kan man jo begynde med at se på, hvordan kvinder behandles, når de træder ud i offentligheden med deres holdninger.

Og i særdeleshed på, hvordan de behandler hinanden.

Her er en samling gode råd til kvinder (og mænd, ingen diskrimination her), der gerne vil gøre sig gældende som meningsdanner:

1.  Find ud af, hvad du brænder for. Du har reelt muligheden for at sætte en samfundsmæssig dagsorden, hvis du viser mod og følger dit hjerte.

2.  Der er forskel på “free speech” og “hate speech”. Har du en blog, så slet negative kommentarer fra folk, der har et debat-destruktivt formål eller bare personligt vil fornedre dig, og hyler de op om deres ukrænkelige ytringsfrihed, så glæd dig over, at de jo er frie til at oprette deres egen blog.

3. Vær ærlig mod dig selv og acceptér at blive udfordret på dine holdninger, men ikke på din person.

4. Lad dig ikke kanøfle. Hvis du oprigtigt oplever, at du har fat i den lange ende, har du det som regel også. Gandhi sagde: First they ignore you, then they laugh at you, then they fight you, then you win.

5.  Stå ved dig selv og googl aldrig dit eget navn. Det vil sjældent gøre dig glad, hvad du finder på særligt anonyme blogs (og du er selvfølgelig ikke anonym).

6. Undgå også at læse kommentarer under artikler, du optræder i. De, der har noget interessant og konstruktivt at fortælle dig, skal nok sende en mail eller kontakte dig på Facebook.

7. Får du en hård medfart, kan du evt. søge lidt inspiration hos Viktor Frankl, der i kz-lejren kom til den erkendelse, at vi i sidste ende selv bestemmer, hvordan vi lader os påvirke af andre, og han blev udsat for VIRKELIG tortur. Kunne han, kan du også.

8. Og det er det værd, tro mig.

Om hvordan det (også) er at være kvindelig blogger i USA: http://www.newstatesman.com/blogs/helen-lewis-hasteley/2011/11/comments-rape-abuse-women

Og om hvordan det (også) er i Norge: http://www.vg.no/nyheter/meninger/artikkel.php?artid=10039602

103 kommentarer RSS

  1. Af Ole Larsen

    -

    Kan vi ikke lide lugten i bageriet, kan vi bare flytte os.
    Og det er der så flere og flere der har fundet muligheden af!
    : http://www.udvandrerne.dk/

    Sammenholdt med regeringens udspil om at det bliver muligt at have dobbelt statsborgerskab. Er det da helt klart noget der skal dyrkes!

    Og så en lille historie – fra bageriet 🙂

    En aften i sidste uge da kæresten og han var på vej i seng fik han lyst…… og begyndte at røre ved hende, pludselig siger hun: “Jeg har ikke lyst i aften, skat… gider du ikke bare holde lidt om mig?”
    HVAD??? Hvad fanden er nu det?
    Og så siger hun det som alle mænd frygter mest: “Du er simpelthen ikke i kontakt med mit følelsesmæssige kvindelige behov, så jeg kan ikke tilfredsstille dit mandlige fysiske behov.”
    Da hun så det mærkelige udtryk i mit ansigt sagde hun: “Kan du ikke bare elske mig for det jeg er, og ikke for det jeg kan gøre for dig i soveværelset?”
    Da han forstod, at han ikke ville få noget sex den aften, lagde han sig til at sove…

    Den næste dag besluttede han, at tage en fridag for at tilbringe dagen sammen med hende…
    De gik ud og spiste en dejlig frokost og tog derefter i Field’s for at shoppe.
    Han gik rundt med hende mens hun prøvede flere meget dyre sæt tøj.
    Hun kunne ikke bestemme sig så han sagde til hende: “Tag bare dem alle sammen, skat”.
    Hun ville så have et par sko til det nye tøj, og han sagde: “Lad os købe et par til hvert sæt tøj, skat”. Derefter gik vi ind hos en guldsmed, hvor hun valgte et sæt diamantøreringe, og nu var hun helt ekstatisk…
    Han begyndte at tro, hun testede ham, for nu bad hun om en hestesaddel, selvom hun ikke kan ride, og jeg tror jeg tog fusen på hende, da jeg sagde: “Selvfølgelig skat”.

    Hun opnåede nærmest seksuel ekstase af bare ophidselse og med det største smil sagde hun nu: “Det var vist alt skat, lad os gå til kassen og betale”
    Han kunne næsten ikke holde masken, da han sagde: “Nej skat, jeg har ikke rigtig lyst”

    Hun blev helt blank i ansigtet og hendes kæbe ramte gulvet. HVAD???
    Og så sagde han: “Helt ærlig skat… vil bare have dig til at holde alle disse ting et øjeblik.
    Du er ikke i kontakt med mit finansielle behov som mand, så kan ikke tilfredsstille dit shoppebehov som kvinde”… og fulgte op med: “Kan du ikke bare elske mig, for den jeg er, og ikke for hvad jeg kan købe til dig?”

  2. Af Ole Larsen

    -

    Kan man være misogyn og stadig være helt vild glad for og tiltrukket af, nogle kvinder!?
    http://www.b.dk/kommentarer/et-studie-i-feministisk-fordomsfuldhed

    Det siges der er én til os alle. Det er en stor fed løgn – der er mange.
    fx er der muligvis også mænd der er interesseret i feminister – såvel som der er nogle feminister der er interesseret i mænd.

    Og er det ikke bare smukt – og livsbekræftende, når to der holder af hinanden, står sammen i modgang?
    Det er da det livet handler om… … .. .
    http://www.billedbladet.dk/Kendte/Nyheder/2009/10/Ritt%20Min%20mand%20er%20depressiv.aspx

  3. Af Simone Petersen

    -

    Hej Anne Sophia,
    Jeg uenig I det, du skriver. Selvfølgelig var vi kvinder engang underrepræsenterede i forhold til mænd. Jeg synes, at det langt fra er alle blogge, der bliver chikaneret på grund af den seksualitet, man har. Jeg synes, der er mange kvinder, vel lige så mange som mænd, som deltager i offentlige debatter. Selvfølgelig er der tilfælde, hvor kvinder får trusler og bliver hadet på grund af, at de er kvinder, men jeg synes ikke, det er så alvorligt, som du får det til at fremstå. Du får det til at lyde som om, at ingen kvinder kan deltage i offentlige blogge eller debatter og forvente at blive taget seriøst, det er jeg meget uenig med. Jeg synes ikke, at vi kvinder er ved at gøre os hjælpeløse til grin. Du skriver også, at vi ikke har ligestilling i Danmark, der er jeg uenig, som jeg skrev tidligere var der engang stor ulighed mellem mænd og kvinder, men jeg synes at det er udlignet i dag.

Kommentarer er lukket.