Ikke mere bling-bling og kage, Frede & Mary

Af Anne Sophia Hermansen 107

Danmark har cirka lige så mange eksperter som iPhones og svin. Naturligvis også en masse eksperter i Kongehuset, dette epicenter for pudret mening, og en af dem er historiker Jon Bloch Skipper. Han siger i denne uge til det nordkoreansk underdanige Billed-Bladet, at kronprinseparret Frederik & Mary er i fuld sving med at bære Kongehuset videre og sætte nye standarder for modernitet og åbenhed. Det beviste de f.eks. lørdag aften i Aarhus Musikhus, hvor de åbent erklærede hinanden deres kærlighed. Igen? Nå nej, hvilket moderne par! 

Men en ting er, at vi fra tid til anden får lov at se lidt ind i deres liv. Tak for det. Det betaler vi også et sted mellem 400 og 500 mio. kroner for årligt. Noget andet er, at der faktisk kan være svært at finde noget af virkelig værdi derinde. Noget at se op til og blive inspireret af. Kongehus-specialisten Skipper mener imidlertid, at vi positivt kan identificere os med dem, med deres værdier og normer, og han ville sikkert have haft ret, hvis vi stadig levede i de friværdijublende 00’ere. Det gør vi bare ikke længere, og mens en ny nøjsomhed og forbrugerminimalisme er ved at ramme os andre, lever Frede & Mary det søde liv med maksimalt forbrug og minimal arbejdsindsats. Rollemodeller? Da kun for de mest forhærdede velfærdsnydere, næppe for yderne.  

Modsat dronning Margrethe og prins Henrik, der efter sigende ubesværet kan samtale på flere sprog om alt fra taoisme til politik over nutidskunst og historiske slag, har vi en midaldrende kronprins, der stadig fester på Simon’s og en kronprinsesse med et massivt overforbrug af tøj. Når de åbner munden er det i bedste fald usammenhængende, i værste fald uinteressant. Og de skal bære Kongehuset videre? Mod hvad mon? Måske flere skattebetalte skiferier i Verbier med popstjerner og kongelige playboys. 

Skal Kongehuset fortsat have en form for berettigelse, må det knap så unge par i gang med at sadle om. I stedet for at Mary fotogent fælder tårer over verdens elendighed, kunne hun jo spørge Richard Branson, hvordan man gør noget aktivt for at forandre verden. Og Frederik kunne overveje, om ikke det er på tide at droppe diskoteksbesøgene og begynde at træde i karakter som kultur- og værdibærer. Måske inspireret af engelske prins William, der synes at have forstået ord som pligt og ansvar, og dagen efter sit bryllup tog på arbejde som redningspilot i stedet for på bryllupsrejse.

Virker det frelst? Så er det, fordi vi har glemt, hvad format er, og det danske kronprinsepar er desværre ikke i overhængende fare for at minde os om det.

Mens det norske kronprinsepar holder deres skiferier i hjemlandet og er tæt på dets traditioner og historie, ligger Frede & Mary og slanger sig på en yacht i Saint Tropez med et glas Cristal i hånden. Meget imponerende. Og mens engelske prins Charles har skabt et ret cool økologisk landbrug, er det snarere biler, der optager landbrugsprinsen Joachim, for heller ikke kan har skabt sig en profil på baggrund af sit arbejde, men på baggrund af sin store appetit på fritid. Også meget imponerende.

Med de kulturelle forbilleder kan vi egentlig godt droppe at snakke om lavkultur, og meget symbolsk er realitystjerner også smasket sammen med de kongelige i ugeblade og tabloidaviser. For det er same same. Om 20 år er lille prins Christian formentlig ringforlovet med en deltager fra Paradise Hotel, og Amalienborg har udskiftet rytterstatuen af Frederik V med en af Frede på et boogie board.

Og vi elsker det åbenbart.

Når republikanerne og andre fornuftige fremsætter deres kritik af Kongehuset, får vi omgående at vide, at de er til stor nytte for dansk erhvervsliv og genererer uhørte mængder PR. Ja så, dokumentation?

Da Ekstra Bladets journalist Jan Körner undersøgte sammenhængen mellem PR og monarki, fandt han den ikke. Det kan du se her: http://ekstrabladet.dk/flash/kongelige/danskekongelige/article1261824.ece

Også en gruppe studerende fra Cambridge har undersøgt, om det giver bedre økonomi at være monarki end republik, og de fandt heller ingen forskel. Til gengæld er det dyrere at have dronning Margrethe siddende end en præsident, hele 26 gange dyrere faktisk, se her: http://ekstrabladet.dk/flash/kongelige/danskekongelige/article1472930.ece

Endelig er det svært at se, hvordan celebrity-kronprinseparret kan gøre en afgørende forskel for dansk erhvervsliv, hvis ikke vores produkter er bedre eller mere innovative, kun dyrere end udlandets. Skulle nogen også foretrække danske komponenter frem for billigere indiske, fordi vi har et monarki, må vi sandelig håbe, at bestyrelsen får afsat vedkommende.

Ikke kun ud fra et økonomisk perspektiv, men også ud fra et værdibaseret brandingperspektiv, for hvem er det egentlig, der associerer noget positivt med et kronprinsepar, der hverken udviser flid, signalerer substans eller sætter et eksempel, der kan få os andre til at ranke ryggen?

Selvfølgelig er kronprins Frederik sød, når han kører sit barn til børnehave i Christianiacykel, men det er jo middelklassen, han efteraber. Og når kronprinsesse Mary minder os om, at vi skal bruge solcreme og passe på med at blive for tykke, er det ligesom at høre på socialdemokraterne.

Det eneste, der nærmer sig en årsag til at bevare Kongehuset, er, at det er ”dansk historie” og ”hyggeligt”. For 400-500 mio. kr. årligt kan vi imidlertid give meget støtte til nye talenter, der kan udvikle og udfolde dansk kunst og kultur, og selv om jeg af hjertet bryder mig meget lidt om støtteordninger, vil de penge dog være endeløst bedre givet ud end på Kongehusets svar på Anni & Erik, Deres Kongelige Værdiløsheder, i dag i Saint Tropez, i morgen i Verbier, i overmorgen i Bling-Bling.

Betal for det selv.

(Også bragt som Indspark i dagens avis og her: http://www.b.dk/kommentarer/frederik-og-marys-soede-liv

107 kommentarer RSS

  1. Af l. frederiksen

    -

    You can fool SOME of the people all of the time and you can fool ALL of the people some of the time – but you cannot fool ALL OF THE PEOPLE ALL OF THE TIME! The true YOU always comes out, Mary and Frederik.

  2. Af Christel Thrane

    -

    Hvor har du ret, ASH! Og mig bekendt har Kronprins Frederik det lidt på samme måde som dig! 😉
    Jeg synes nu, som nogle andre også skriver, at Mary er det største scoop Frederik har gjort til dato! Jeg synes, hun er gennemført fantastisk! Og er forbillede som mor, kvinde og menneske! At hun bruger en masse penge på tøj kan jeg på ingen måde hidse mig op over, hvis ikke hun – hvem så? Jeg er glad for, at hun har stil og klasse…!
    Men hvordan afskaffer vi reelt kongehuset?
    Er det virkelig den optimale løsning på det dilemma, du anskueliggører?
    Eller er det mere noget med blot at skære drastisk ned på deres royale tilskud… måske med skelen til Alexandra-modellen!
    Jeg ved det ikke, men tænker at finanskrisen er en oplagt mulighed for at ryste posen og se på hele kongehuset på en ny måde!

  3. Af sar sar

    -

    Kære ASH:) Endnu en gang BRAVO!
    Du bliver måske en af de arkitekter over en ny orden i vor desværre nu feudalistisk og pseudodemokratisk regime, som først eller senere skulle blive til en realitet.
    Vh. Stanislaw A.Rydzewski

  4. Af Louise Rosendahl

    -

    Ej, jeg plejer at eeeeeelsker dine indlæg ASH! men at henvise til en undersøgelse ekstrabladet har skrevet er simpelthen det mest useriøse jeg nogensinde har set! det er for ynkeligt! Og det er så pinligt når folk generalt snakker om det ikke kan betale sig at have et kongehus! de regentparret (ja jeg ved du snakker om kronprinseparret, men jeg er sikker på de vil gøre det lige så godt!) var i russland for nylig, skabte bl.a. 45-50 små danske virksomheder kontakter og mulighed for at komme ind på det russiske markede! Jeg har boet i Australien og der nede fra rejser folk hertil, blot for at se hvor Mary har slået sig ned.. gode turist penge!
    Man afskaffer simpelthen ikke verdens ældste monarki (bortset fra de japanske samuraier..) bare fordi de følger med tiden. Hvis de ikke gjorde, så havde bloggen nok handlet om det. Er så skuffet over dette useriøse og uoplyste blogindlæg – det dårligste til dags dato!

  5. Af Linda christensen

    -

    Hvilke voksne mennesker har brug for forbilleder ikoner og hvis det skulle være sådan, hvad er så chancen for at de skulle være offentligt kendt, mine er i hvert fald dybt personlige og aldeles ukendte for en større forsamling.

    .

  6. Af Jesper Lund Falk

    -

    Anne Sophia Hermansen

    Hvornår skriver du en ny blog, hvor du bruger ekstrabladet, som kilde? For EB er topseriøs og man kan altid regne med denne avis. Det passer også fint til Berlingske Tidende, der rigtig tit bruger det gamle En Skør, Skør Verden, som kilde på trods af, at det er tusind år siden, at sidste nummer blev udgivet. du er jo kanonseriøs, skriver vanvittigt nøgtern og er intet mindre end verdens bedste blogger (såfremt jeg skal forstå dine tilhængere ret). Lisbeth K., vores fælles bekendte, er garanteret tilfreds gange 100 med dig og dine inputs herinde!

  7. Af Jens Hansen

    -

    Hvorfor skal kongehuset give bundlinieværdi? Kongehuset er ikke et firma men en kulturinstans – ligesom opera, kunstnere, skuespil, museum, etc. Hvor mange kunstere får ikke støtte som jeg ikke ser nogen bundlinieværdi i?
    Igen ringe og populistisk indslag fra ASH.

Kommentarer er lukket.