Valget set fra 2100 Spelt

Af Anne Sophia Hermansen 38

Historisk mange har brevstemt ved dette valg. Måske skyldes det, at de er i udlandet eller ikke orker lange køer ved valgstederne, eller måske handler det slet og ret om, at vi kollektivt har fået så meget valgkvalme, at det bare skal overstås i en fart. Jeg tror det sidste. 

Vi har i år været vidne til en valgdækning, der gør det svært at se forskel på realityprogrammet Kongerne af Marielyst og docu-soap’en Politikerne i Valgdyst. Alt er blevet kommenteret, belyst og vendt og drejet af en hær af tidligere spindoktorer, politiske eksperter, forskere, halvstuderede røvere og ikke mindst 14-årige Zimone, der på forhånd er træt af at zlide og gerne vil på efterløn. 24 timers overvågning, 24 timers snak og pølsesnak. 

Lars Løkke Rasmussen lagde ellers ud med at udskrive et valg fra bunden af Maslows behovspyramide. Valget skulle handle om økonomisk sikkerhed og om at få smør på brødet. Ikke så meget øreslik her. Når vi roder rundt dernede i de allermest elementære behov, kan det også virke absurd at diskutere legetøj i Happy Meals, grønne parker og klassekvotienter, så derfor blev der snakket om kontante langtidsbudgetter, krone-til-krone-finansiering og fremrykkede offentlige investeringer, og vi skulle hele tiden ”kigge ud i verden”. 

Efter hvad? De fleste danskere skal først på charterferie til næste år, og den går næppe til Kina. At Grækenland med op til 90 % sandsynlighed kollapser om et par uger, og Tyskland truer med at smække kassen i, hørte vi ikke så mere om. Næ, vi sprang i uge to til noget, vi kan forstå, nemlig betalingsringen, denne Berlinmur med C02-glorie, som vi jo godt ved er endnu en skat på arbejde forsøgt pakket ind i cool klimabevidsthed.

Men i stedet for dette anakronistiske skrummel, så find dog på noget tidssvarende – øg investeringerne i solenergi og jordvarme, gør noget ved kloakeringen, sæt intelligente punkter på den grønne dagsorden. Og hold op med at plyndre os i skatter og afgifter. 

Akkompagneret af båthorn og klappepølser i Silkeborg-hallen nåede valgdækningen sit lavpunkt. Kære TV2, mange danskere ER faktisk i stand til at forholde sig til politik uden cheerleaders. At Vestager og Barfoed kort forinden havde forlovet sig med hinanden, var åbenbart ikke gået op for tv-stationen. Der var lagt op til præsidentvalg, rød mod blå, og jeg havde såmænd gerne stemt på den politiker, der var skredet fra det freakshow. For det ville da have været en markering af, at politikere ikke fortjener de 5.000 klovnenæser, der er klistret på valgplakaterne i København. At man faktisk kan have både integritet og stolthed som politiker. 

SF accelererede sin identitetskrise, og Villy lukkede bæstet ud af posen, da han åbnede op for fornyede diskussioner af 24-års-reglen. Den skulle afskaffes og så ikke og så lidt alligevel. Ja, goddaw do. SF fungerede bedst i valgkampen, da partiet var en omegnsfilial af Socialdemokraterne, for når Villy åbnede munden, gik partiet tilbage, og samtidig voksede Radikale og Enhedslisten på hver sin side af Helle Thorning. Går hun hen og bliver statsminister, bliver det interessant at følge, hvordan hun vil danne bro mellem revolutionsromantikerne og de caffelatte-liberale og dem på ukendt politisk crack.  

På DR bevægede Askometret sig lige så fascinerende lidt som de gps-sendere, der var sat på en række kandidater. Nu kunne vi følge dem til Vester Skerninge og på toilet, hvor spændende, og til næste valg får de formentlig et webcam i måsen, så vi kan få det hele med. Samtidig gik de 8-10 daglige meningsmålinger op og ned og så op igen. Den statistiske usikkerhed bag tallene forblev en hemmelighed, partierne styrtdykkede med -0,2% og genrejste sig så med vanvittige +0,3%, og politikernes mindste udtalelse kunne naturligvis aflæses i de sakrale tal. Indtil der kom nye tal, som sagde noget helt andet, og som så blev udlagt som den hellige skrift. 

Danmark fik også sit 10. parti. Det var B.T., der meldte sig ind i valgkampens sidste uge med lidt kunstigt åndedræt til Helle Thornings skattesag, der stadig handler om, at hun vil maksimere skatten for os andre, men minimere den for sig selv. Forinden havde Lars Løkke haft en klassisk aften i Grøften, og det var også en helt ufattelig stor skandale. Mente en SF’er. Men ingen af delene gjorde andet end at bekræfte os i ting, vi godt vidste. At Helle er i kløerne på verdens mest nidkære skatte-system, og at Lars spiser og drikker som alle os andre.  

Undervejs forblev visionerne for Danmark herreløse, maksimalstaten får formentlig lov at leve videre og blive endnu større og endnu flottere, og snart kan vi således lægge velfærdssamfundet i graven. Trist, ret meget faktisk, men heldigvis åbnede en folketingskandidat fra Liberal Alliance humoristisk op for, at tidens ligestillingsbevidste kvinder kan få hele to mænd og således give lidt modspil til alle dem, der dyrker flerkoneri andre steder på kloden.

Samtidig meddelte Enhedslisten, at Mærsk bestemmer alt for meget over Mærsk. Partiet afstod dog fra at ville overtage den private virksomhed ved en voldelig revolution, den skulle bare ekspropieres, ligesom Lego i øvrigt kan se frem til at blive det. For husk, som Per Clausen sagde mellem to klappepølser i Silkeborg-hallen: Det er ikke dine penge, men vores penge. Jaså. 

DF mindede os om, at de faktisk også var med i valgkampen, da de lovede pebersprays til alle ældre. Hvorfor ikke et haglgevær? Fuck DF, sagde en SF’er og demonstrerede, at man åbenbart ikke behøver store åndsevner for at stille op til Folketinget.  

Betydeligt større åndsevner har Johanne Schmidt-Nielsen. Hun tiltrak imponerende mange vælgere, mens partiets øvrige kandidater enten delte lussinger ud, fortalte om deres tidligere støtte til terrororganisationer som PFLP eller lovede at arbejde for en nationalisering af landets største virksomheder. Som der stod på Facebook i går: ”At stemme på Johanne er som at samle den smukke blaffer op på vejen, hvorefter alle tosserne kommer op af grøften.” Hun kommer til at trække mange med sig ind i folketinget. 

Endelig fik Lars Løkke Rasmussen smidt en baby i favnen og blev afkrævet svar på, hvornår moderen, der er på kontanthjælp, kan få sin ghanesiske kæreste herop. Var det ikke noget selv at flytte til Ghana? En noget paf statsminister sagde, at han ikke kunne kommentere hendes situation, men ville ringe, og sekundet efter havde vi så artiklen: “Han ringede aldrig!!”. Kvinden er symptomatisk for et velfærdssamfund, hvor alt personligt ansvar er outsourcet til staten. Løs mine problemer, nu! 

En undersøgelse fra 2005 af mediernes valgdækning viser, at jo mere monstrøs dækningen er, desto hårdere holder vi os for ørerne. Mon ikke mange kan nikke til den konklusion? Jeg kan. Men holder EL’s fremgang og vanvidskurs, og bliver Helle statsminister, kan vi såmænd få valg igen i 2012. Ikke mindst derfor stemmer jeg BLÅT.  

Men mest stemmer jeg blåt, fordi Lars Løkke Rasmussen overbeviste mig i Aftenshowet tirsdag aften. Her gav han ærlige svar og forklaringer på, hvorfor han ikke kan love mirakler. Ikke noget valgflæsk, ingen leflen, no Nancy Reagan gaze og 12 minutters ævl, men ren snak om Danmark og den behovspyramide, han tog udgangspunkt i tre uger før. Jeg så, hvordan tvivlerne fik svar på deres spørgsmål og blev klogere, og jeg blev stolt og tænkte: dét er min statsminister. 

Hav et godt valg.

38 kommentarer RSS

  1. Af Søren Hansen

    -

    … mens vi andre hørte Lars Lykke tale for sin syge far og huskede hans skattelettelser til de højestlønnede midt i en finanskrise med kæmpeunderskud på statens budget.
    Men jeg er så godt som enig i diagnosen ASH! Lad os alle stemme på politikere, som nægter at stille op til 10 sekunders interview på TV!

  2. Af Anders Lund Madsen

    -

    I lige måde. Og tusind tak for dine klummer – de er som sommerregn efter en laaaang dag i solen!

  3. Af Jesper Høegh

    -

    Uhyre vigtigt vi stemmer blåt

    den eneste vej frem – ikke flere “tosser op af grøften”

  4. Af Rasmus Knus

    -

    En betalingsring vil også nedsætte luftforureningen på Østerbro til glæde for dig og din familie.

    Og det virker fint i London, Oslo og Stockholm.

    Men ellers fuldstændig enig i at valgkampen ikke har været hverken berigende for vælgerne eller køn at skue.

    Måske skulle man overveje en anden vinkel – fra mediernes side – end sportsbegivenheden og måske skulle man overveje en spærretid for meningsmålinger hertillands. F.eks fjorten dage før valgdagen. Det vil efter min opfattelse fjerne noget af den overflødige inerti mellem de daglige meningsmålinger (med en usikkerhed på min. 2,5 pct.) og så korpset af kommentatorer med legio holdinger til disse.

    Fokus i en valgkamp burde i stedet ligge på udfordringerne på kort og lang sigt og naturligvis politikernes løsninger.

    P.s. Husk at stem.

  5. Af Niels Olesen

    -

    Løkke og hans folk påstår, at de kan forudse økonomien til sidste decimal frem til 2020, det er da et mirakel:)

    Du skriver dit indlæg, som om blå blok har overbevist dig, men du har jo været blå hele tiden. Tænk, hvis en ræverød person havde skrevet den diamentralt modsatte blog, ville den være interessant? Du stemmer blåt, fordi …
    … man kun kan være stolt, af vores statsminister, som gør alt rigtigt og kan svare som der svares skal, mens de andre dårligt er værdige til folketinget.

    Du stemmer blåt, fordi det er der dine værdier og interesser varetages bedst, og sådan er det.

  6. Af Jesper Kampmann

    -

    Jamen tillykke med det ASH.
    Efter så mange iagtagelser, analyser og overvejelser nåede du i mål. Som tidligere LA (HA) kandidat, kunne jeg godt tænke mig at få vide hvorfor du skiftede side?
    I øvrigt har VK-regeringen da gjort det helt uovertruffent godt med voldsomt stigende statsgæld frem til 2020. Men du finansierer måske også eventuelt overforbrug med nye gældsbreve??

  7. Af T H

    -

    Har, i perioder, fundet ASH lidt for Cafemamma, karriere, Hellerupsmart, men det her er vittigt, skarpt og godt set…

  8. Af Ulf Timmermann

    -

    Det er helt fantastisk, det her. Verdens Lykkeligste Folk går til valg. The Classless & Free, raden rundt. Konfronteret, ganske vist, med et ubehageligt spørgsmål, som det nok udsætter at tage stilling til: Skal det, eller skal det ikke, genoprette en besværlig arbejderklasse, ved fuld styrke, til at producere for sig – på hjemlig grund.

    Jeg har det ligesom von Trier, nogen gange. Jeg brækker mig.

  9. Af niels hansen

    -

    ASH

    “Men mest stemmer jeg blåt, fordi Lars Løkke Rasmussen overbeviste mig i Aftenshowet tirsdag aften.”

    Enig. Selv om jeg er tilhører centrumvenstrefløjen, så foretrækker jeg da også Lars Løkke fremfor blåøjede ‘blålys’ som Anders Samuelsen (og Lille Emil, der har vist hele Danmarks befolkning, hvad der sker, når curlingbørn bliver voksne).

  10. Af Niels O

    -

    Alle, der mener, at landets økonomi er blevet ringere under VK-regeringens 10-årige forløb, bør kigge på statistikkerne i vedhæftede links. Så meget bedre end under Nyrup, og finanskrisen er vi kommet pænt igennem.

    Fjern mellemrum i alle links (dette pga. evt spamfilter)

    Udvikling i betalingsbalancen siden 1960:
    kortlink .dk/9fvw

    Statens gæld siden 1975:
    kortlink .dk/9fvx

    Danmarks underskud femtemindst i EU i 2010:
    kortlink .dk/9cnn

    Udviklingen i det offentlige underskud i 2010:
    kortlink .dk/9fvy

    Finansministeriets foreløbige vurdering af S og SFs forslag til økonomisk
    strategi ”Fair Løsning 2020”:

    kortlink .dk/9cg8
    (sammenfatningen i starten er rigeligt)

    Ingen udlandsgæld. Tværtimod nettoformue.
    kortlink .dk/9hay

    Så hvad er problemet?

  11. Af Holger Overgaard Andersen

    -

    Klogt,begavet,vittigt causeri

  12. Af sar sar

    -

    Tak ASH, du ramte plet igen. . . Jeg har kun et spørgsmål, som jeg alene selv ikke kan besvare og det er:
    * Hvorfor vort demokrati er så usympatisk trist, – og hvorfor de største idioter vil prøve på, at komme til magten?

  13. Af sar sar

    -

    Undskyld ASH jeg glemte at underskrive min kommentar med fuld navn og det er: Stanislaw A. Rydzewski. . . Vh sar

  14. Af Kim Petersen

    -

    Mit højdepunkt i valgkampen her i 2100 Spelt har helt klart været dette ellers oversete stunt fra Vestsjælland:

    http://www.tv2east.dk/artikler/falsk-valgdebat-i-reersoe

    Uden tvivl over stregen, men hamrende morsomt!

  15. Af Tomas U

    -

    Jeg er helt enig: Løkke gjorde figur som saglig statsmand der tager ansvar med bund i en solid basisviden og nej – jeg mener ikke det var indstuderet eller på autopilot. Skidt med historien om hans syge far (min far fik også prostatakræft sidste år) men de nøgterne facts vedr. sygehus reformen, er facts som os der følger en lille smule med i daglige er klar på, men hvad med dem der kun ser “showet den sidste aften”, dem skal der lefles og forklares for i 11e time og det gjorde Løkke godt. Jeg er dybt forundret over (jeg mener DYBT forundret) at Villy kan kludre rundt i svar og termer (OGSÅ!) under den afsluttende debat. Der findes en hel del intelligente og velformulerede SF’ere, så hvordan i alverden kan en pauseklovn som Villy S trække så mange vælgere til partiet???!!! Jeg fatter det ikke. Helle T stod ret op og ned med et stivnet smil og kiggede konstant på sin dukkefører i skikkelse af Margrethe Vestager. Jeg håber det bedste, men frygter det værste :-/

  16. Af L Hansen

    -

    uhyggeligt at betrage de to politikkere, der efter mediernes vurdering og et utal af eksperter, har klaret sig bedst i valgkampen:

    Johanne – i den grad flabet, nuvel køn og frisk at se på. Hun et produkt af “jeg vil have det samme som ham og hende! det er fejt hvis ikke jeg FÅR det samme!”. Mangel på dannelse

    Vestager – jeg blev selv i starten (også) fanget af din enorme favnelse og fornuftige tiltag om at bygge bro over midten og det endelige opgør med blokpolitikken. Men ganske rigtigt som Emil siger: Vestager – radikal politik har jo en lang tradition for, at det vigtigste er, HVAD der bliver samarbejdet om og ikke med HVEM! ?? Vi har ikke fået svar på, hvorfor du egentlig foretrækker Helle. Har I nogle gensidige personlige værdier, kan I jo drikke en Latte på Østerbro sammen, men at sætte landets og borgers økonomi på spil er ganske enkelt uansvarligt.

    Jeg er helt enig med ASH, at det personlige ansvar og frihed ikke længere anses som værdigt i dette samfund. Nej, trenden er, at det er sympatisk at fremstille sig selv som et offer.. Hvor er den gamle vikingespirit om stoltheden over at klare sig selv, gøre sig umage hver dag & samtidig deltage og løfte til gavn for fællesskabet.

    Godt valg

  17. Af Hans . Lund

    -

    Kære ASH!
    Hvor er det dog vidunderligt, at læse dine blogs. Som regel er de fantastisk morsomme – krydret med herlige sammensætninger af ord – og med en vis (selv)ironi og sarkasme!
    Meeen – når nu Helle har fået plantet sig i stolen, så vil det langsomt gå op for hende hvilket rædselsscenarie hun bevæger sig ud – med Villy, Johanne og Margrethe som styrmænd i et hav af folk på en eller anden overførselsindkomst eller ansat i det offentlige. …. Der skal lånes penge til at betale for gildet !
    Jeg mindes en vidunderlig tegning i Svikmøllen (eller var det Blæksprutten ?) fra starten af firserne. Heinesen og Anker – i slidte smokings – kommer ud fra Centralbanken, med pengene væltende ud af lommerne med ordene: ‘Og så til Maxims vi går!’
    Ja, når vi går ned skal det fan… være på første klasse.

  18. Af Frans Josef Meyer

    -

    I kbh. har S/SF planer om at indføre betalings ring – og hævder, at det er samme model der bruges
    i Stockholm.

    Det er det på afgørende punkter ikke.

    Deroppe har den endnu ikke givet indtægt… for øvrigt.
    Siden starten i 2007.

    … Og den er fradrags berettigede for privat personer – som befordring fradrag (!)
    Og fuldt fradrag for virksomheder.

    ””
    Huvudsyftena med trängselskatten är att

    minska fordonsträngseln i Stockholms centrum,

    förbättra framkomligheten och

    förbättra miljön i innerstaden.

    Intäkterna från skatten skall används till nya vägbyggen i Stockholmsområdet.
    “”

    Miljøet står ikke først – og penge fra -skatten-
    skal bruges til mere vejbyggeri.

    Det er jo ikke raket videnskab, at mindre trafik – giver mindre forurening. Det er bare ikke hovedformålet i Stockholm.

    Man kan altså på afgørende punkter ikke sammenligne den med S/SF’s plan om en betalingsring i kbh.

    http://sv.wikipedia.org/wiki/Tr%C3%A4ngselskatt_i_Stockholm

  19. Af Carsten Bugge

    -

    Kære ASH,

    Hvis du vil noget for miljøet, og ikke bare holde de penge du tjener i dine egne lommer, hvorfor kæmper du så, så ihærdigt for at holde liv i en regering, der intet har gjort på området?
    Kan ske at Johanne Schmidt-Nilsen trækker tosserne med op af grøften. Det samme har Pia K gjort i mange år. Er Pia’s tosser gode nok, fordi de holder liv i din blok.
    korrekt, valget startede med en fornuftig snak om økonomi. Og VKO raslede ned i meningsmålingerne. I uge to skiftede vi til følelser, og VKO steg. Sidste uge af valgkampen, har den igen handlet om økonomi, og VKO’s målinger er igen faldende. Kan det være, at venstfløjen er bedre, når det handler om fornuft, og højrefløjen bedst når det handler om følelser?
    V og K skulle være så økonomisk ansvarlige? Og alligevel er de offentligeudgifter, og størrelsen af den offentlige sektor steget mere under dem, end under Nyrup-Rasmussens SR regeing. Og hvad værre er, Danmarks konkurrence evne er faldet, og Danmark er ikke længere Europas mest ervhvervsvenlige land.
    Vi skal rede velfærdssamfundet, skriver du. Men læser man Fogh-Rasmussens Fra socialstat til minimalstat, så er det tydeligt, at man længe har ført en politik, der kun kan føre til afvikling.
    Vi står i en krise tid. En krise som VK nægtede at se i øjnene.

  20. Af K. Petersen

    -

    Kære ASH

    Rigtig rammende beskrivelse af valgkampen, så enig, og glad for at høre at du trods alt ikke stemmer på Saxo Bank……. øhhhhh jeg mener selvfølgelig Anders Samuelsen. Kan ikke lade være med at pointere, at når man stemmer blåt, så får man også en flok “tosser” med i købet, nemlig Dansk Folkeparti. Så uanset om man sætter sit kryds på den ene eller den anden side, så følger der “tosser”. For mig er det helt afgørende at DF nu sættes udenfor, derfor et kryds ved liste B.

  21. Af Anders Hagemann

    -

    Kære ASH
    Når du taler om forskellige grunde til, at der er så mange, der har brevstemt denne gang, så vil jeg lige tilføje, at min kones og min grund til at gøre det var, at stemmestedet, som hidtil har været en skole 5 km herfra (Astrup), ikke længere kan bruges; i stedet skulle vi have stemt ca. 13 km herfra (i Arden). Vi valgte så at brevstemme i Hadsund en dag, vi alligevel skulle dertil.

    Med venlig hilsen
    Anders Hagemann

  22. Af Jan Jakobsen

    -

    Flot og godt skrevet! “Ukendt politisk crack” – en fin betegbelse for dem, der stemmer på liste Ø’s i nogles øjne karismatiske leder. Om hun går over i historien som Den Gode Leder, vil tiden vise. At Ø str til et kanonvalg er skyts til dem, der vil fratage gymnasieelever valgretten! Mage til umoden tågesnak skal man lede længe efter. Og i ghettoerne stemmer de også rødt, for kun dér får man lov til at modtage endnu flere af andres penge i sociale ydelser uden at yde en fløjtende fis til gengæld. Danmarks statsminister har i løbet af 20 dage udviklet sig til en statsmand med pondus. Han har været længe om det, men han har det dog i sig. Modsat hende dér, den anden, der er gift med ham den vellønnede brite med skattepligt i Schweiz. Hende med den leasede bil, ungerne i privatskole osv. Socialdemokrat? My ass. Min stemme er BLÅ – den havde været radikal, hvis Vestager havde haft mere ben i næsen de sidste fire år.

    Lad os få betalingskanaler hele vejen rundt, så man kan fravælge cheerleaderne på de to statsstøttede kanaler. Det er desværre sigende for niveauet i dette land efterhånden. Gud bevare Danmark!

  23. Af Søren F. Hansen

    -

    @ASH
    Lækkert at læse også du er blevet så overbevist om statsministerens kvaliteter, at han og Venstre får din stemme. LA har ført en god valgkamp, men det er ikke det samme, som at det er et troværdigt parti.

  24. Af Kim, Shanghai

    -

    Kaere ASH

    Du gik ikke til valg med De Liberale – det var egentligt kedeligt, for du er den eneste kvinde i DK med en hjerne…..

    Jeg har nydt dine indlaeg her udefra – omend forstaaet, at de mange gange tilhoerer et opgoer med den danske female-cafe-latte generation.

    I et land, hvor velfaerd forbindes med tabt velfaerd, naar skattelelser gives til mennesker for, at de kan bestemme mere selvstaendigt over deres haardt tjente skaller, er der intet haab…..

    Jeg oensker dig alt vel – og afventer DKs bankerot med SSF ved
    roret…..

  25. Af Emil Valentin

    -

    Åååh ASH, gift dig med mig!

  26. Af Jens A. Bang

    -

    @ ASH

    Valget set fra Nå-Generationen – fra en tidligere kandidat for Liberal Alliances sammenrend af politisk, overflødiggjort udskrab fra andre partier – mener du vel?

    Men du valgte jo netop ikke borgerligt, som du skriver. Du valgte at trække dig ud af cirkus i tide. For børnenes skyld….eller sådan noget. Jeg tror dine egne ord var…”demonstrerede, at man åbenbart ikke behøver store åndsevner for at stille op til Folketinget”??.

    Det er jo skønt at se en blog fra en politisk uafhængigt blogger på det uafhængige boligudlejnings medie Berlingske – lige under valget – der sådan på en lidt positiv agtig, distanceret og alligevel dybt indsigtsfuld borgerlig måde – igen beskriver din omgangskreds.

    Og det, alle har kunnet se på TV. Eller måske foretrækker man TV2 i 2100 Negativ Egenkapital?

    Nu ved du så – ligesom resten af landet – at politisk ukendt crack tilsyneladende også bruges af flere end Anders Samuelsen og hans omvandrende galehus, nu i dobbelt så mange varianter. Ovenikøbet i jakkesæt og slips.

    Og at Danmarks Statsministerium ikke længere styres af de vægtige repræsentanter fra fedtnesscentret og inderkredsen af smagsdommerne fra Restaurant Sepp – men af en kronisk utilfredsstillet kvinde, der ikke er dømt for skattesvindel men heller ikke frikendt for skattespekulation. Og de radikale ved magten….

    Måske du som pressechef i den finansielle sektor – vistnok i den del, der med 90% sikkerhed har en økonomi, der minder om Grækenlands – skulle koncentrere din blog om puddelmænd og kvindelige dræbersnegle, singlekultur, designerbørn og generationen, der hellere vil have et samtalekøkken end tage et samfundsengagement:

    Nå-Generationen. 40+, fede og fucked i hovedet. Født mellem 1968-78. Kort sagt, de vælgere, der har skabt situationen over de seneste 10 år. Samme 10 år hvor ingen af dem har tjent rigtige penge til Danmark – kun lånt penge, til meget mere end køkkenet: “Generation Fucking Up”.

    Og vær bekymret. Se dig blot omkring i 2100 idag.

  27. Af Chris P.

    -

    Hej ASH.
    Din statsminister har netop ikke gjort noget ved sol/jord-energi eller fornyelse af kloaknettet, så det forstår jeg ikke. Det eneste Din statsminister har gjort er, at tage penge fra de fattige og give til de rige. Yderst banalt men ikke desto mindre facts. Sikke nogle visioner ! Det var sørme synd, at han ikke vandt.

  28. Af Christian Richhardt

    -

    Kære ASH. Du er da verdens mest uheldige kvinde!
    Jeg vil virkelig håbe, at du kommer ind i en bedre “stime”.

    mvh

  29. Af Allan Andersen

    -

    Så det var humoristisk ment, da den politiske kuglestøder talte for flerkoneri? Ha-ha-ha. Vil du vædde en flaske vin på, om mindst to af ‘partiets’ medlemmer har fundet et nye parti inden for to år – eller holder helt op? Altså at partiet går i opløsning ligesom forgængeren Ny Aliance?

  30. Af M. Frederiksen

    -

    @Skarp indlæg ASH
    Jeg forstår ikke hvorfor alle (fra journalister til vælgere) er så imponeret over Margrethe Vestagers store evner. Efter min mening er hun smart og beregnende og KUN ud efter magt og indflydelse. Hun bliver ved med at sige at de Radikale Venstre er økonomisk ansvarlige og skatten skal ikke sættes op. Samtidig peger hun på en rød statsminister som ikke har styr på økonomien overhoved og hun åbner også gerne ladeporten igen (vi kæmper stadigvæk med problemerne fra sidst de var ved magten)for at lukke udlændinge ind uden at stille krav til dem og som koster det danske samfund dyrt (vi stoler også på udlændige….). 24 reglen vil de også afskaffe. Også det er en omkostning. Hun går også ind for en betalingsring hvilket er igen en ekstra skat for almindelige lønmodtagere. Og skal vi ikke også have en km afgift, os der betaler de dyreste afgifter på biler i hele verden. De velhavende skal nok klare det. Hun er en meget lusked person som fremstår troværdig men ikke er det for hun vil ikke danskerne det godt. Selv om VKO ikke rigtigt førte borgerlig politik stoler jeg 100 gange mere på dem end luskefisen Margrethe Vestager.

  31. Af Henrik Petersen

    -

    Hvis man går ned i de enkelte delkredse, vil man – uden den store forbløffelse – se, at Radikale blev det største parti i Østerbrokredsen under Københavns Storkreds.

  32. Af Karsten Aaen

    -

    Jeg er aldrig nogensinde i mit liv på venstre-fløjen i Danmark stødt på nogen som opfattede sig som et offer for noget som helst. Til gengæld har jeg set mange mennesker på højrefløjen beklage sig over, at de har tabt millioner på deres investeringer. Og bankerne har også udråbt sig selv som ofre for finans-krisen omkring år 2008-2009…

    Jeg er også stødt på nogle af mine tidligere kolleger, som mente, at staten da skulle betale for en gentest af de sygdomme de havde – uden var der noget bevis for at der genetiske sygdomme i slægten. Da jeg forsigtigt foreslog, at man da måske nok selv kunne gøre det, lød svare ‘a betaler da mi skat.’

    Alt personligt ansvar er udliciteret til staten – æh nej. Folk som er i krise er ofte ikke selv skyld i det. Folk på Lolland som går arbejdsløse har jo ikke selv valgt at Vestas flytter produktionen af vind-møller til Kina, folk i Nordjylland er jo ikke selv skyld i at firmaerne udliciterer produktionen til Indien, Kina eller Vietnam.

    Folk som er arbejdsløse ved godt at det er deres eget ansvar at sørge for at få et job. Folk som f.eks. er det som hedder matchgruppe 4 og er på kontanthjælp er aldeles ikke ledige; de er på kontant-hjælp. Og det er der en grund til – f.eks. den at de alkoholikere. Og nej, man vælger ikke selv at være alkoholiker, eftersom der er en vis stærk evidens for genetisk påvirkning her.

    Mht. betalings-ringen i København er det en god idé, mener jer. Mht. den i Stockholm, så må man her huske på at i Sverige er der ingen registrerings-afgift eller en meget lille en. Derfor ville det være fair, imo, at sætte registrerings-afgiften på biler ned, men indføre f.eks. en betalingsring omkring Køben-havn. Dem, der så kører i biler, ja de betaler for en forurening, de laver. Faktisk et kort liberalt princip….

  33. Af Christian Stricker

    -

    Anne Sophia Hermansen

    Du skriver godt og har fat i en del ting, men det er ærgeligt at du her, som i P1 programmet du ofte er i, overhoved ikke kan holde dine subjektive holdninger ude fra dine politiske analyser og fremtidsbud.

    F.eks. synes jeg at din insisteren på at social demokrater er katastrofale for økonomi er stærkt trættende at høre på og får en til tænke på om du overhovedet ved hvad du taler om? Løfter vi blikket til nærområdet er der jo f.eks. ingen sammenhæng mellem socialdemokratisk styre og økonomisk “performance”. Holland og skandinavien har ofte haft SD regeringer og er blandt verdens absolut rigeste økonomier, men der er også eksempler på det modsatte.
    Lige så kan nævnes at skattetryk heller ej er korreleret til økonomisk performance (igen har vi lande med høje skattetryk og god performance, men også lande med højt skattetryk men med dårlig performance).

    Jeg ville ønske at du ville moderere indholdt af din fine kommunikation og overveje om holdninger som du og omgangskredsen tager for givet, nu også er givne.

  34. Af Axel Eriksen

    -

    Konkrete ting har overhovedet ikke været oppe i denne valgkamp: Økonomi, ja!
    Oppositionen har sjoflet regeringen til med udokumenterede påstande!
    Mod dumhed kæmper selv Guderne forgæves – hvis de i øvrigt findes! De “røde” tror åbenbart på et mirakel fra oven.
    Under den borgerlige regering fra 2001 har DK for første gang siden 1963 fået overskud på betalingsbalancen – og udlandsgælden er væk!
    Den nykårede socialdemokratiske statsminister er komplet uvidende om dette – men plapler bare løs!!

    Det kunne aldrig falde mig ind at påstå, at blondiner generelt er dumme. Men som med alle andre hårfarver kunne der måske også være en blondine, der ikke har “opfundet krudtet”! Det er vist en kendsgerning i Danmark!

  35. Af Christian Stricker

    -

    Axel Eriksen

    Vær venlig at gøre dig bekendt med virkeligheden:

    betalingsbalancen har været i plus siden ca 1990.

    Den “store” Schluter overtog en netto udlandsgæld i 1982 på 160 milliarder, dette var steget til 500 milliarder i 1993, da anden løgnagtighed tvang ham fra magten.
    I 2001 aflevere Nyrup nogenlunde det samme beløb til Anders Fogh, men det var en gælds reduktion målt i andel af BNP fra 57 til 38 pct.

    Under fogh bliver resten af gælden barberet væk, men Under Løkke forventes næste år at gældsætte DK for ca. 100 milliarder.

  36. Af L Nielsen

    -

    “man åbenbart ikke behøver store åndsevner for at stille op til Folketinget.”

    Skarpt set ASH, det beviser kugledanseren fra LA jo til fulde.

  37. Af Jesper Ostergaard

    -

    Hvis jeg havde været en politiker, som havde fået lagt et barn i favnen, ville jeg havde udsagt en berømt Tuborg reklame til moderen;
    “Klip dit hår og få dig et arbejde”.
    Det er reklamen hvor det grandvoksne barnebarn nasser sin bedstemor om penge til sit band.

  38. Af Tom Hagen

    -

    Socialdemokraterne og Helle Thorning Schmidt har naturligvis kun interesse i, at Danmark kommer tilbage på sporet under en SF-S-R-regering. Og det kræver naturligvis en ansvarlig politik. Det ved Helle Thorning Schmidt godt. Og glem nu ikke, at den nuværende parlamentariske situation såmænd blot er en tilbagevenden til normalen. Mange mindretalsregeringer har siddet 10 år på magten.

    Det er forudsigeligt, at højrefløjen med vanlig bitterhed fortsætter med at angribe “Fair Løsning”. Men måske er det værd at bemærke, at planerne om øget arbejdstid i “Fair Løsning” (også) handler om mere arbejdstid til de grupper på arbejdsmarkedet, som alle siger, vi i fremtiden har brug for – de højtuddannede. Tilbagetrækningsreformen omfatter primært faglærte og ufaglærte; altså den gruppe, som ikke kan finde jobs i dag, fordi de jobs, de har forsvinder ud af landet. Vi er nogle, der synes, at “Fair Løsning” er mere fremsynet end tilbagetrækningsreformen jf. desuden Løkkes egen 6-minutters plan. Han ved godt, at der er behov for, at (også) de højtuddannede bidrager til at få væksten tilbage på sporet. Det er nemmerlig logik for gakhøns…

    Det er typisk at højrefløjen, fremhæver deres “enorme” økonomiske indsigt. Men (!) VKO har netop dokumenteret gennem 10 år, at de ikke kan styre væksten i den offentlige sektor (underskud på underskud). VKO hældte benzin på en i forvejen overophedet økonomi med ugennemtænkte skattelettelser. VKO indførte nye låntyper, som i høj grad har bidraget til den nuværende situation på boligmarkedet – og værre endnu, har gjort hele nationen meget sårbar over for rentestigninger. VKO indledte deres regeringstid med at smadre Svend Aukens arbejde omkring vedvarende energi og afleverer et underskud på Finansloven på 85 mia. kr. til Helle Thorning. 22 økonomer har samstemmende konkluderet: VK-regeringen har i de sidste 30 år været den mest uansvarlige, hvad angår økonomistyring. De samme 22 økonomer fremhæver 90’ernes SR-regering (Nyrup-regeringen) som den bedste til økonomistyring. Herefter kan slipsedrengene i VU m.fl. plapre videre om deres visemænd i partitoppen. De taler imod bedre vidende. De taler imod realiteterne!

    Med hensyn til kvinden, som Lars Løkke aldrig ringede til: Hvordan skal hun få faderen til sit barn ind i verdens mest lukkede land. Hallo, vi taler om et land, hvor læger, proffesorer osv. bliver smidt ud, fordi reglerne er så stramme, som de er. Det er vanvid.

    Jeg er glad for, at Danmark har fået en ny regering, der har fokus på jobskabelse og har mennesket i centrum.

Kommentarer er lukket.