Dåb i The Royal Paradise Hotel, gaaaaaaaaab

Af Anne Sophia Hermansen 78

”Her er Fredes smukke blondine”, skriver eb.dk og svælger videre i, at Danmarks kronprins gik i byen i weekenden. Ekstra pikant er det naturligvis, at kronprinseparret i dag døber sine tvillinger, og pressen vil derfor være opmærksom på, om Mary smiler stift og straffende til sin ægtemand. Måske, for bortset fra den kulørte presse, er det da kun kvinder, der kan gå op i, at der festes igennem før en familiebegivenhed.

Ligesom Kronprins Frederik satte nye standarder, da han havde våde øjne under vielsen, gør han det også nu, hvor han demonstrerer, at Danmarks kommende konge ikke er en underhund, som fire børn senere er dresseret til at bruge weekenden på at arrangere blomsterdekorationer. Næ, modsat så mange mænd i børnefamilier går han i byen og slår sig løs; han er ingen vatpik med monogram, trynet på hjemmefronten og konstant iført bæresele, bondeskjorte og far-agtige hørbukser. Og respekt for det!

Mindre respekt for at DR og TV2 om lidt går i gang med endnu en klistret propagandaudsendelse om kongehuset. Der er royal dåb omkring kl. 15.30, men selvfølgelig får den fuld gas fra kl. 12 og frem til ca. kl. 21 med endeløse diskussioner af børnenes navne, dåbskjoler, Marys tøj, Frederiks skæg, middag i Taffelsalen, splitflag, sejltur, vink og hurra. Alt sammen sovset ind i henførte suk. Dækningen af regeringens 2020-plan må naturligvis vige for de royale Kaj & Andrea, og verden skal anmodes om at stå stille adskillige timer før og efter dåben, som kun kan forventes at tilføre vores liv grænseløs, ukritisk mening.

Frederiks aften på Simon’s har påkaldt sig stor interesse, men mindre er interessen for en kritisk dækning af kongehuset, dets eksistensberettigelse, arbejdsindsats og udgifter. Mens svensk presse f.eks. kan afdække Carl Gustavs op- og nedture på aktiemarkedet, og spansk presse kan undersøge Juan Carlos’ forretningsforbindelser og den indflydelse, de udøver ved hoffet, er dansk presse kun lige i stand til at kommentere Marys kjoler med højlydt sukkersød hvinen.

Det danske kongehus har simpelthen det, som både Berlusconi og modvilligt skiftende afrikanske, kinesiske og nordkoreanske diktatorer fantaserer om, nemlig en underdanig og logrende presse. Man kan undre sig over, at DR og TV2 ikke har mere journalistisk selvrespekt, end at de vil agere propagandamaskine for denne anakronistiske institution, og man kan også spørge sig selv, hvorfor tv-stationerne gang på gang forsøger at bilde os ind, at familien er travl, når vi alle ved, at chancen for overanstrengelse er latterligt minimal. Tjek bare deres kalendre; her er ingen risiko for stress. Eller egentligt arbejde.

I går fik vi historien om Venstre-toppen, der går på Michelin-restaurant og uretsmæssigt mistænkeliggøres for at bruge offentlige midler til private formål, og i weekenden var det politiker-boligerne i København K, der var tiltrak opmærksomhed. Hvorfor hører vi ikke – og langt mere retsmæssigt – om kongehusets forbrug af danske skattekroner, f.eks. hvor meget, der årligt går til et privat fransk vinslot? Integrations- og udviklingsminister Søren Pind skulle også for et par måneder siden stå til regnskab for sin rabatordning hos Sand – ingen alen er jo for smålig, når det kommer til vores måling af politikere – men omvendt gider ingen beskæftige sig med, at Prins Henrik privat tøffer rundt i skibet Dannebrog. Hvorfor ikke?

Nevertheless, i dag sendes der endnu et afsnit i The Royal Paradise Hotel, historien om en særdeles privilegeret familie på overførselsindkomst og dens udskejelser. En familie, der er i strid med vores demokratiske grundprincipper, men som ikke desto mindre hyldes ukritisk for at lave ingenting og bruge skattekroner til private formål. Oplagte rollemodeller for det flertal af befolkningen, der står udenfor arbejdsmarkedet, og meget symptomatisk er dåben da også lagt kl. 15.30 på en almindelig torsdag, også kaldet “i arbejdstiden” (for hvem det udtryk efterhånden giver mening).

78 kommentarer RSS

  1. Af Ole Juul

    -

    eb.dk skriver……….

    Royalist eller ej; eb.dk er det mest nedrige slimede slamorgan der findes, men omvendt det er godt de klemmer på, jo før går de “ned”, og gerne med pendenten Se&Hør.

  2. Af Jakob N

    -

    Well Nikolaj Winther,
    har du overvejet, hvilken kommunikationsform du opnår mest ved: 1) tilsvining af andre uden reelle argumenter for, hvad der er galt med de andres holdning/argumenter eller 2) en saglig beskrivelse af, hvorfor DU mener, at monarkiet er værd at holde fast i?

    Mit udgangspunkt er, at jeg ikke kan få øje på, hvad der skulle ligge til grund for, at det er nødvendigt eller ønskeligt at bevare en institution, som har sit udspring i grundlovsgivne særrettigheder. Kongehusets rolle har forandret sig over tid, men det betyder da ikke, at det partout SKAL bevares til tid og evighed.
    Jeg forstår ikke det økonomiske i diskussionen. For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om kongehuset giver over- eller underskud. Hvis du lægger mærke til mange af indlæggende herinde, så henvises der netop til, at man da ikke kan nedlægge noget, der giver så og så mange penge i kassen. Så, jo mere overskud, jo mere skal vi bevare det? Det er som at høre diskussioner om Staden. Jeg har boet lige op og ned af stedet, og jeg opfatter det som gennemført asocialt, udemokratisk og kriminelt, så jeg er sådan set revnende ligeglad med, hvor mange amerikanske turister der lægger penge i de danske kasseapparater, når de besøger stedet.

  3. Af Jesper Ostergaard

    -

    I øvrigt har de geniale medarbejdere på mit arbejde røbet hvad ungerne skulle hedde. Sonny og Cher!

  4. Af Simon Frandsen

    -

    Til alle jer, der mener at vi republikanere er hadske, dumme, navlepillende, jantelovsstilbedende, perfide pattebørn (og så meget andet). Har i virkeligt ikke bedre argumenter? Annie Winther? Nicolai Winther? Har i andet i jer end bare den klassiske ‘du er grim’-argumentation fra de tidlige år i folkeskolen?

    Angående jeres kritik af det økonomiske argument (som man åbenbart kan skyde ned på 5 minutter). Det interessante tal er jo ikke, at det koster 315m om året. Det interessante, er at de 315m kommer fra et virksomheds-skatteprovenue, betalt på et overskud som (statistisk set) er 8-12% af omsætningen. Vi taler altså i størrelsesordnen 9 milliarder som kongehuset skal tjene ind – bare for at nå break-even. Jeg tror personligt ikke, at nogen køber Grundfos’ pumper eller sejler med Mærsk pga. kongehuset, så det, der er tilbage er turismen. Så, hvis vi ikke havde et aktivt kongehus, ville turismen falde med 9 milliarder? Er det jeres 5-minutters argument? Det kunne jeg godt nok godt tænke mig at se bare tilnærmelsesvist dokumenteret

  5. Af Kirsten G

    -

    Endelig en (nogenlunde) sober diskussion på en blog om Kongehusets eksistensberettigelse. Og ****** til ASH for at benytte dagens festlige lejlighed til at bringe emnet på banen.

    Ang. kongehusets turistværdi: Hvilke turister vælger mon Danmark som destination, fordi vi har D. Margrethe og det øvrige menageri? Ville nogen royalister herinde vælge fx. Belgien som rejsemål pga. deres kongehus? Min søster bor i Italien, hvor de mange Kig Ind-pendanter svælger i alt kongeligt, og dernede havde ingen hørt om Frede og Marys bryllup eller andre begivenheder.

    Lad os få en republik, og så kan D. Margrethe for min skyld sagtens stille op som præsident og blive demokratisk valgt – hvis et flertal ønsker det!

  6. Af Jesper Kampmann

    -

    Til alle dem der fastholder at kongehuset er en nødvendighed vil jeg gøre følgende bemærkninger:

    USA har ved sin forfatning omhyggeligt valgt at have et statsoverhoved som vælges af befolkningen. Dette princip har været gældende siden 1776. Tænk lidt over det!

    Fortalerne for kongehuset mener, at det er en god forretning? Mig bekendt er der ikke lavet deciderede cost/benefit analyser af institutionen, så det må stå hen i det uvisse om een krone ud til kongehuset resulterer i to kroner ind til statskassen?
    Er det helt rimeligt på forhånd at definere de kongliges skæbne som fanger i et gyldent bur. De kan abdicere, hvad der egentligt er naturligt når man ingen reelle beføjelser har som regent.

    Jeg savner stadig svar på hvorfor Frederik & Co. skal udelukkes fra at debattere hvad som helst, når vi iøvrigt har tildelt os ikke-kongelige demokratiske rettigheder???

  7. Af Nikolaj Winther

    -

    @ Simon Frandsen: “Det interessante, er at de 315m kommer fra et virksomheds-skatteprovenue,”

    – De 315 mia. er jo ikke (mer)udgifter til kongehuset, men et aggregeret beløb på alskens udgifter, relaterende til (men ikke baseret på) kongehuset. Størstedelen af de penge skal findes kongehus eller ej. Desuden udgøres finansieringen af kongehuset ikke af selskabsskat alene. Hvis mit arbejde er (del)afhængigt af merindtægter fra et kongehus, skal min skattebetaling jo indgå i finansieringen. Du må i øvrigt også gerne stille regnestykket op for de 9 mia.

    “Jeg tror personligt ikke, at nogen køber Grundfos’ pumper eller sejler med Mærsk pga. kongehuset,”

    – Og hvad så? Du kan jo ikke forvente, at alle indtægter i Danmark skyldes kongehuset.

    “så det, der er tilbage er turismen.”

    – Nej, der er hundredevis af andre firmaer i Danmark – ikke kun Grundfos og Mærsk. Du kan jo høre i Dansk Industri, hvor højt de vægter dem. Men turismen er da ikke en uvæsentlig indtægtskilde i Danmark. 62 mia. i omsætning om året sidst jeg checkede. Og ikke en uvæsentlig del af det skyldes til dels kongehuset (men ikke alene – det er da helt givet).

    Hvis virksomhederne var så kede af kongehuset, er jeg da overbevist om, at de ville stå på barrikaderne for forlange det afskaffet. De er ikke sene til at kræve særbehandling i så mange andre sager, så hvorfor her? Hvis der reelt er 9+ mia. at hente?

    @ Jakob N. – Jeg kunne godt tænke mig, at du rettede den samme kritik imod republikanerne herinde – og evt. forholdt dig til min kritik af deres mangelfulde (eller oftest helt fraværende) argumentation.

    Jeg er glad for, at du dropper økonomi-diskussionen. Hold bare fast i det. MHT. staden, så mener jeg også det er uholdbart at retfærdiggøre dens eksistens med økonomi. Men dertil at sammenligne det med kongehuset er da noget af et spring, da kongehuset f.eks. ikke er ulovligt, eller drives ved ulovlige midler.

    Jeg går ud fra, at det er det demokratiske aspekt du efterspørger. Jeg vil her forsøge at klarlægge min motivation:

    Kongehuset er demokratisk indsat jf. mulighederne i grundloven, primært afstemningen i 1953, senest bekræftet i afstemningen om tronfølgelovsændringen i 2009. I “traditionel” demokratisk (flertalsdikatur) forstand står monarkiet stærkt funderet.

    Ser man på det mere statsfilosofiske element, er et monarki en beskyttelse af folket imod magtfuldkomne politikere. Det ses til overflod i republikker, såvel dem med begrænsning på valgperioder som dem uden. Ser man på f.eks. den franske republik, så er senest Jacques Chirac (Sarkozy er også godt i gang) smurt ind i korruptionsanklager og har meget belejligt immuniseret sig selv i videst mulige omfang. Noget lignende ser man i USA, som er tynget af begrænsningen af perioder, hvor præsidenten løber fra alt ved genvælgelse, da der ikke er noget at tabe.
    Forskellen hertil ses i vores monarki – og i monarkiet som princip. Monarken vælges ikke, og er derfor uafhængig af folkestemning mv. Men fordi folket har den reelle magt, er monarken bundet op af noget ingen præsidenter er bundet af: Arvefølgen. Hvor præsidenter (eller uansvarlige premierministre – se på f.eks. Italien) ikke skal bekymre sig om den næste i rækken, eller i hvert fald kun har et pærifært forhold til vedkommende, er monarkens efterfølger, vedkommendes eget barn. Monarken har altså ingen interesse i at gøre institutionen upopulær – og så lige malke koen inden man bliver sendt på pension (ses ved så godt som alle politikere), eller endda udsætte institutionen for decideret sabotage, fordi efterfølgeren måske er politisk modstander (meget billedligt set ved, at Clintons medarbejdere i det Hvide Hus angiveligt fjernede W-tasten fra alle husets tastaturer dagen inden Bush tog over).

    Endelig er der forholdet mellem parlament og monark/præsident. Da monarken er upolitisk, har parlamentet ingen interesse i at genere monarken og dennes arbejde, ligesom monarken ikke har interesse i at blande sig i parlamentets arbejde. Se f.eks. på USA, hvor præsident og parlamentsflertallet skifter, og gør alt hvad de kan, for at hæmme samarbejdet og udviklingen. Det så vi under Bush (en Demokratisk dominerede Kongres forhindrede f.eks. Bush i at fremsætte en lovforslagspakke, som skulle forebygge det forestående økonomiske krak – de ville vente til deres egen kandidat kom til (Obama var blevet valgt) og lade ham gøre det – hvilket så var for sent) og vi ser det nu under Obama (sundhedsreform, finanslov osv. osv.)

    Vi kan blot se på blokpolitikken i DK i øjeblikket, og se, at scenariet ikke er så fjernt. Forestil dig, at Poul Nyrup de seneste 10 år havde haft veto-ret på lovforslagene. Hvor mange tror du var kommet igennem? Eller forestil dig, at Bendt Bendtsen havde siddet. Hvor kritisk ville han have ageret? Der er en iboende risiko for omfattende korruption, når der er tale om et præsidentvælde, især hvis parlament og præsidentsædet fyldes af partifæller.

    En monark vil i princippet kunne stoppe korrupte lovforslag (såfremt traditionen tillod det) – på folkets vegne, som folkets – hele folkets – beskytter. Samtidig vil en monark ikke have interesse i at politisere, da dette vil være imod institutionens generelle interesse.

    Rent demokratisk er der også en anden fordel ved monarker, netop det faktum, at de ikke er valgt. Hvis Anders Fogh Rasmussen blev valgt (eller udpeget) til præsident – hvor mange i befolkningen ville så opfatte ham som “deres præsident”? Hvis han blev valgt, et sted mellem 25-40%. Hvis han blev udpeget, et sted mellem 10-25%.
    Da monarken ikke er valgt (og ikke politiserer) kan vedkommende være HELE befolkningens overhoved, både reelt og filosofisk. En præsident vil altid have en meget stor del af befolkningen imod sig, alene på baggrund af vedkommendes politik, og kan derfor aldrig, filosofisk set og næppe heller reelt, opfattes som disse modstanderes overhoved.

    Jeg kan med andre ord ikke se én eneste fordel ved en præsident – kun ulemper, men til gengæld se en masse fordele ved et monarki, og meget få ulemper.

    Din tur.

  8. Af Nikolaj Winther

    -

    @ Kirsten G.: “Ville nogen royalister herinde vælge fx. Belgien som rejsemål pga. deres kongehus?”

    – Det er en af de få ting, som jeg ville finde interessant i Belgien.

    Uendelig mere interessant end diverse EU-institutioner, domstole osv. osv. Dér kan i i øvrigt tale om rene udgifter.

    “Hvilke turister vælger mon Danmark som destination, fordi vi har D. Margrethe og det øvrige menageri?”

    Jeg er ikke sikker på, at der er ret mange, som tager til Danmark ALENE med det som formål. Men hvad vil du mene, at det tyder på?

    “og dernede havde ingen hørt om Frede og Marys bryllup eller andre begivenheder.”

    – Det kan vel ikke komme bag på nogen, at Italienerne ikke ved, hvad der foregår omkring dem. De har rigeligt at se til selv. Men ikke desto mindre, var netop kronprinsebrylluppet i almindelig nyhedsrotation på CNN, BBC osv. osv. Det seneste der var dér, var vist klimatopmødet i 2009. (Hvad gav bedst publicity?) Så det er ikke kongehusets skyld, at Italienerne ikke kender til det. Jeg ved i hvert fald, at australierne kender RIGTIG meget til det danske kongehus, ligesom tyskerne også er ganske velinformerede.

  9. Af Erik H

    -

    Et Danmark uden kongehus? Ja, det lyder måske meget godt i teorien, men uden det royale, hvad er der så tilbage af den danske kultur?

    Svaret er et lille middelmådigt land sovset ind i socialisme og bureaukrati.

    En pamper præsident flankeret af flere bureaukrater. Så kan vi ligeså godt melde os ind i sovjetunionen.

  10. Af Frank Leegaard

    -

    Jeg ser kun een reel berettigelse i kongehuset. Vores nordatlantiske brødre og søstre kan godt lide kongehuset.

    Dermed styrker det rigsfællesskabet.

    Bortset fra det, siger det mig intet. De skal sgu have lov til at kalde deres unger det de vil 🙂 – i fred – Fra mig af. 🙂

  11. Af Jesper H

    -

    Er det Kongehuset – der styrer TV stationerne –

    Næppe – !

    Men det kan være I snart får en DRONNING KINNOCH – med en
    RIGTIG TØFFELHELT MAND – der ikke får lov at komme på SIMON.

    Liberal Alliance må da prise sig lykkelige over – TOPFIGUREN –
    er stået af – en person der er utilfreds med alt og alle -i alle blogs – er et meget ubehageligt bekendtskab.

  12. Af carl-heinz feddersen

    -

    Nikolaj Winther.
    Det var da de mest ……….indlæg, jeg har læst fra dig.
    Laver du sjov, er du ironisk……..du kan da ikke mene en brøkdel af det, du fyrer af.

  13. Af NIkolaj Winther

    -

    @carl-heinz feddersen

    Jeg står ved det hele. Har du selv noget at bidrage med?

  14. Af Rita R.

    -

    Du godeste Anne Sophia Hermansen- som jeg normalt er meget enig med og holder meget af at læse. Her går du da i for små sko.

    Det kongehus er muligvis en anakronisme, men en højt elsket en!

    Du minder faktisk om mig selv, da jeg var ung og rød.

  15. Af T. Sørensen

    -

    Er tidligere garder og tidligere tilhænger af kongehuset..
    Min nye status som republikaner skyldes ikke Frede, Mary, eller Daisy, men at kongehuset blev spændt foran Løkkes EU afstemning.
    Gad vide om mit gamle hæderkronede regiment ikke ligeså godt kunne holde vagt om en præsident? Hvorfor ikke?
    Kongelige på TV er lige spændende som at iagttage maling tørre.

  16. Af J. E.

    -

    @Simon Frandsen
    Du har helt ret. Den økonomiske argumentation for at beholde kongehuset som et PR/reklameprojekt holder ikke.
    Hvis vi tager et blik syd på, så vil de fleste danskere nok ikke kunne undsige at have besøgt Frankrig en eller flere gange. De havde også monarki og enevælde, men er nu en republik. Det har så vidt jeg ved ikke nogen indvirkning på deres turisme.

  17. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. hr. T. Sørensen, 14. april 2011 kl. 22:21)

    Går garderne med på natklub efter barnedåben?

    http://www.bt.dk/royale/her-tager-frederik-svigerinden-med-paa-natklub

  18. Af Simon Frandsen

    -

    Nicolai, de 9 mia genererer 900 mil i overskud, som med virkshomhedsbeskatning ghiver et skatteprovenue i omegnen af de ca. 315 mil, som kongehuset ifølge den senest opdaterede undersøgelse koster os. Der er tale om omkostninger i offentlige erhverv, der kan relateres direkte tilbage til kongehuset. Der er eksempelvis ikke inkluderet, at kongehuset ikke betaler moms, bidrager til betalingsveje såsom Storebæltsforbindelsen etc. etc.

    Din tænkte beskatning som ansat i en virkshomhed, der ‘lever af’ kongehuset skal jo ikke medregnes af to årsager 1) din løn fragår virksomhedens regnskab inden vi når til dens overskud (som beskattes), og 2) du kan ikke regne multiplikatoreffekter ind i sådant et regnestykke, da det jo er skruen uden ende. Ellers skal vi jo have momsen med at det forbrug, du har, den andel af lønnen til kassedamen, som du har etc. Disse multiplikatorer er latente i samfundøkonomien og kan ikke bare tilgodeskrives efter frogodtbefindende.

    Jeg er overrasket over din argumentation omkring de magtfuldkomne politikere. Dem kan vi slippe af med igen – og det er jo hele fidusen ved et demokrati. Hvis jeg er uenig i Margrethe’s smag i love, hvor skal jeg så henvende mig? Hvis hun mener momsen skal sættes op til 75%, hvordan kan jeg gøre min mening gældende.

    Monarkiet er en anakronisme. Det hører til i de tider, hvor magt var agt. Folket var repræsenteret ved den stærkeste og den stærkeste slog ned på dem, der udfordrede hans/hendes magt.

    Idag vælger vi vores repræsentanter. Det kaldes demokrati og er generelt accepteret af de fleste vestlige lande som en mere passende styreform i det 21. århundrede.

    Min grundlæggende modstand mod kongehuset er to ting.

    Jeg er 100% meritokrat. Goder og positioner skal tildeles efter merit, efter evne. Jeg vil have den bedste fodboldspiller på landsholdet, den bedste virksomhedsleder i bestyrelsen og den bedste politiker som statsminister. Når der kommer en, der er bedre skifter vi ud. Således optimerer vi resultaterne efter bedste evne.

    Vi væltede Saddam, vi prøver på at vælte Gadaffi, vi vil rigtig gerne vælte Kim Jong Il, blandt andet fordi de har en opførsel som feudal-konger. De har allerede udpeget den næste i rækken – deres søn. Hvem mon kommer efter ham…?

    Vi græmmes når fagbosser og venstreborgmester giver attraktive lejligheder til deres børn og bekendte. Men hvorfor dog? Det er ‘deres’ at gi’ – godt nok gennem et kustodeforhold, men alligevel….

    Jeg vil selv kunne vælge mine repræsentanter. Mine forfædre har kæmpet og blødt for min ret til at kunne vælge mine repræsentater i snart 300 år. Vores soldater kæmper og bløder idag for at andre kan få den samme ret.

    Vores næste konge har en eneste legitimitet. Han blev født. Ingen som helst anden. Han har en puls.

    Og ham vil du sætte over en person, der har skullet tilegne sig den viden, det kræver at blive statsminister. Som med succes har overbevidst et flertal i belfolkningen om, at han/hun er den rette til at varetage den tillid at repræsentere os?

    Kernestenen i din argumentation synes at være, at det er en fordel, at Margrethe ikke er valgt. Jeg beklager – men jeg kan ikke strække min forståelse derhen, hvor du befinder dig.

  19. Af Annie Vinther

    -

    @Nikolaj Winther – Jeg kunne ikke have skrevet det bedre, eller mere korrekt selv!
    Til republikanerne og att.: J.E:
    Ved I overhovedet hvad I taler om? Ellers vil min franske husbond meget gerne underholde jer et par timer, med de fantastiske “glæder” der er ved den franske republik i forhold til det danske system. Relevante artikler neden vedr. udgifterne til den franske præsidents administration. Det er ikke peanuts… Dertil kommer kongressens og senatets udgifter. En mastodont af en institution!
    http://www.enjoyfrance.com/content/view/1106/36/
    http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/1567948/Sarkozy-demands-140-per-cent-increase-in-pay.html

  20. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jamen -lad os da endelig sænke barren!

    Omend et kongehus kan forekomme fortidigt, så kan en præsident ikke erstatte, hverken historiske fakta eller Kongehusets nuværende værdi.

    En præsident kan i hvert fald ikke – og vi har intet emne for mig at se.

    Herligt med frihed for al mulig politisk skvalder – og stort set, så er Kongehuset, hvad vi selv gør det til. Sæbeopera el Hollywood-stjerne, der med brask og bram kan forfølges og tillægges hvadsomhelst – alt efter ‘dagens trend og behov’, især hos sladderpressen.

  21. Af Simon Frandsen

    -

    Annie Vinther, vi kan jo også bare ophøje startsministeren til formelt statsoverhoved. Der står jo ingensteder skrevet, at vi absolut SKAL til at kreere et statsapparat ovenpå vores folketing.

  22. Af Kim Poulsen

    -

    Det har ikke været det samme, siden tyskerne overtog den danske trone. Vi vil ha Svend Tveskæg tilbage!

  23. Af Jesper Karlsen

    -

    Sjovt som i hæjtuddannede akdrig formår at projicere jeres vrede og frustration det rette sted hen..

    at medierne ikke er deres opgave voksen kan vel aldrig blive monarkens skyld?

    ASH som altid tåger du rundt. på samme tid sindsygt underholdende og samtidig dybt ynkeligt at være vidne til.

    Men vender nok tilbage efter endnu et godt grin oh bekræftelse af at selv de smukke og kloge også er grimme gæs uden megen omtanke.

  24. Af Jesper Karlsen

    -

    udover det kunne det være sjovt at se hvor mange penge ASH har kostet sanfundet.

    med institutioner ,uddannelse ,de mange gange hun har været til læge , nyder godt af de penge hvert år giver til medierne . hendes seneste sygdonsfoløb og ikke sidst hendes barn/børns plads/er i div.institutioner.vselvfølgelig holdt op imod det hun har tilført samfundet som en af mange repræsentanter for den “frie” danske presse.

    forventer yderligere fra ASH fokus om vigtige ting . såsom hvorfor direktører for bonuser for at udføre det der egentlig bare er deres job, eller f.eks hvad de mange hundrede millioner vores medlemskab af EU koster skatteyderne .

    eller f.eks hvorfor 40% flere mænd er blevet arbejdsløse end kvinder og ikke mindst hvor de politiske tiltag er for at ændre dette . eller at mænd får længere straffe end kvinder for de samme forbrydelser.. eller hvad der sker med de mange handlede kvinder og hvad politikerne har tænkt sig at gøre for at afhjælpe problemet.

    men nej det må vente , langt vigtigere er det at bruge tid på at brokke sig over at andre bruger tid på noget man ikke selv mener der bør bruges tid på, for det er bare tarveligt.Ejendommeligt i sig selv

    gætter på at ASH bitterhed bunder i at det ikke var hende der blev ‘mary’ på trods af hun har siddet på de helt rigtige clubs med de helt rigtige stålbørstet barer og bare ventet og ventet.

  25. Af KB Nielsen

    -

    Anne Sophia Hermansen synes at have fundet sin stil – hendes blogbidrag bliver bedre og bedre. Selvfølgelig er de skandinaviske kongehuse dybt forældede og hører ikke til i en moderne verden. Dronning Margrethe har sikkert forlænget denne dødskamp, men hun bør lukke og slukke. Finnerne og islændingene klarer sig glimrende med præsidenter og uden dette vamle reality-show. Til de sidste royalister: Brug Finland og Island som eksempel og ikke Frankrig osv.
    I øvrigt var hovedpointen i fru Hermansens indlæg den følgagtige, ukritiske og småborgerligt imponerede danske presse. Også jeg får myrekryb, når tv-speakerne andægtigt sænker stemmen, fordi nu kommer de kongelige anstigende. Bvadr!

  26. Af Pål Hanson

    -

    Et monarki er en anakronisme, om det er dyrere eller billigere end en republik er vidunderligt ligegyldigt, fordi det i 2011 er dybt underligt at hylde en familie som værende speciell, når nu den rent faktisk er ganske ordinær.

  27. Af Benjamin Kurzweil

    -

    Kongehuset er de riges “legetøj”, og underholdning for den jævne dansker.

    I et land som Danmark, der er dybt middelmådigt, kan man godt argumentere for, at der skal være plads til den slags pomp og pragt.

    Men jeg ser nu ikke Cirkus Amalienborg, som nogen rollemodel. Hvordan kan folk, der er født med en guldske i munden, agere rollemodel? Amalienborg hæver ikke niveauet via deres egen adfærd. Tværtimod. Tilbage står derfor kun underholdning og sæbeopera, som Billed Bladet og Se og Hør kan sætte pris på.

    Underholdning for danskerne ville ikke have været noget problem, hvis det ikke var fordi, at dronningen skal underskrive hver en lov, som er vedtaget i Folketinget. En sådan handling hører ikke hjemme i et demokrati.

    Et monarki hører ikke hjemme i et demokrati. Derimod kan Cirkus Amalienborg godt høre hjemme i et demokrati.

    – Men hold dronningen helt udenfor enhver lov som er vedtaget i Folketinget.

    – Desuden skal Kongehuset forbydes at uddele ordener til folk udenfor Danmark, fordi Kongehuset trækker alle danskeres omdømme med ned i sølet, fordi udlændinge tror, at alle danskere bakker op om ordener til diktatorer, hvilket ikke er tilfældet.

    Jeg har ikke lyst til at blive opfattet som en person, der har sagt god for, at diktatoren af Bahrain har fået den fineste danske orden (Storkorset), lige under Elefantordenen. Som dansk statsborger, vil jeg i al evighed skulle stå til regnskab for, at “det officielle Danmark” har tildelt en diktator en så fin en orden.

    Derfor: Hold Kongehuset helt udenfor alle disse ting, og lad dem bare stå for sæbeoperaen og tildeling af ordener til danske statsborgere. Så er skaden begrænset.

    Vi kan ikke forbyde adlen at have sit foretrukne “legetøj”. Derfor skal Kongehuset fortsætte, men med klare begrænsninger. Endnu tydeligere begrænsninger, end tilfældet er i dag.

  28. Af Ditte Okman

    -

    Jeg tror, at jeg elsker dig.
    Det er mageløst, hvor ukritisk vi dækker en begivenhed eller institution som kongehuset.
    Jeg har selv skrevet et par ord om TVs dækning, som er langt mere vrøvlet end de såkaldt underlødige medier.
    Hvornår begynder væsentlighedsmedierne at tage deres opgave alvorligt? Hvornår får vi nuancer?

    http://www.ditteokman.dk/?p=322

Kommentarer er lukket.