Generation Vatpik på Planet Earth

Af Anne Sophia Hermansen 157

It’s still the same old story… Når en mand og kvinde flytter sammen, så ryger mandens ting først i tremmerummet og herefter på lossepladsen. Måske er det ligefrem en naturlov, i al fald i de hjem, vi i øjeblikket præsenteres for i TV2’s boligprogram “Herre i eget Hus”. Her er der ingen barskabe med halogenspots, FCK-trøjer i glas og ramme, løsgående ledninger, playstation og oversize fladskærms-tv, næ, den slags indretningsmæssige katastrofer er for længst erstattet af orkideer i metermål, mormormøbler, pyntepuder og duftslys nok til at fordrive Gaddafi fra kontinentet. Men hjælpen er heldigvis nær. De stakkels mænd, der alt for længe har været hjemløse i eget hjem og haft deres ædlere dele hængende på den grædende Madonna, får nu hjælp af Pelle Hvenegaards testosteronpatrulje.

Se f.eks. et klip her:
http://www.youtube.com/watch?v=u7vrziJmb7E

“Vær aggressiv, når du smider ud, for der er rigtig meget lort, mormorsatan, crap, ragelse, affald, sutteklud, mormorting, røvballegardiner, ukrudt herovre – ud, rædsel, ud, hele det her arrangement – ud, de her stole her – ud, puder – ud,” lyder geværsalven fra den anti-østrogene oprørsleder.

Det interessante ved boligprogrammet “Herre i eget hus” er, at det handler om alt andet end indretning. Det er et parforholdsprogram – eller rettere: et naturprogram om den truede race manden og om kvinden, der kun adskiller sig fra knæler-hunnen derved, at mens knæler-hunnen er kendt for at æde hannens hoved, nøjes kvinden bare med at klippe bollerne af ham.

Følgende udtalelser er lidt tankevækkende:
“Jeg elsker engle og stjernetegn – og at få ret”
“Jeg synes, Michael passer meget godt ind i mine ting”
Og “jeg er nok en lille smule tøffelhelt……….”.

Det sidste kommer fra en mand, der lever i et hjem, hvor toiletbrættet ikke kan slås op, og hvor vinskabet er fyldt op med lyserødt legetøj.

Man fristes til at spørge sig selv: hvordan er det gået til, at manden, formerly known as savannens potente jæger med uhæmmet hårvækst og en hale af dyrekranier efter sig, er endt her – glatbarberet og med silkesløjfe om maskuliniteten? Og hvis udviklingen fortsætter: hvad er så næste stop for manden? En glasmontre på Nationalmuseet?

Lad os også vende blikket mod kvinden et øjeblik. Vi bliver i programmet præsenteret for to evolutions-typer: kvinden som moderdyr og kvinden, der holder manden som eksotisk husdyr.

Kvinden som moderdyr er kendetegnet ved at have udvisket sin identitet som kvinde og ved konsekvent at omtale børnene som “mine børn”, også foran deres far. Selvfølgelig skal deres legetøj ligge overalt, for de er jo bare børn, og hvis manden har lyst til at se venner i hjemmet, må han forstå, at det kan han ikke. Mor er træt efter en lang dag, hvor hun har været noget for andre. Det samme gælder, hvis han har lyst til lidt sex – hun kan ikke holde til hele tiden at være noget for andre, og i øvrigt har hun ikke ægløsning. Hun går i seng samtidig med børnene, der puttes i dobbeltsengen, og når de vågner, vil det være dejligt, hvis han har sat morgenmad frem og er kørt på arbejde. Børnene er hendes liv, men hun elsker ham, for han er deres far, og hvis han siger, at han ikke føler, der er plads til ham i hjemmet, er det naturligvis noget pjat, for hans navn står jo på dørskiltet. I det hele taget er det en meget uheldig og uklædelig mande-egenskab at være egoistisk, og han ville vise hende noget respekt, hvis han bla-bla-bla, krav, krav og flere krav og under stadigt hensyn til hende og børnene. Det er derfor dybt respektløst, at han i programmet er med til at smide ting ud, der er hendes, hvilke alle ting er, og ganske vist har hun givet ham frie tøjler, men det var under forudsætning af, at han respekterede hende (og børnene) og forstod, at det er vigtigt for hende at få det nøjagtigt som hun vil have det.

Samme kærlige forhold til ting og til at få sin vilje kendetegner kvinden, der lader manden flytte ind, fordi han, som hun siger, “passer meget godt ind i mine ting”. Her skelnes tilsyneladende ikke mellem kæreste og krammebamse – og hvorfor også gøre det? Han har jo intet at skulle have sagt. Selv om manden har boet i lejligheden i fire måneder, har han stadig til gode at flytte ind, i stedet bor han med sine ting i en kuffert. Nem at sætte væk, ligesom manden, og nem at bære ud af lejligheden, hvis han viser sig at have holdninger, der ikke passer i kvindens kram. Da testosteronpatruljen har sat maskulint præg på boligen og smidt lanterner, dukker, mormorlamper, nips ad libitum og ting, der er kærester(!) ud, reagerer manden med at græde, mens kvinden tørt konstaterer, at hun da godt snart kunne drikke en bajer. Man kan derfor spørge sig selv, hvem det maskuline præg egentlig er til ære for. Og om vi er i mål efter 30 års kamp for ligestilling.

Hvis programmet “Herre i eget hus” er repræsentativt for den danske mand i 20erne og 30erne, kan vi passende døbe ham Generation Vatpik. Glem alt om X og Y – det har han. Hvenegaards testosteronpatrulje kan måske også være inspirationskilde for det Mandepanel, som ligestillingsminister Lykke Friis (V) vil nedsætte, et panel, der synes at have til hensigt at placere hele mandekønnet i den nu politisk blåstemplede offerrolles lune livmoder, hvor køn er en “sag“, der naturligvis kræver statsmagtens indgriben. Læs evt. mere om det her:

http://politiken.dk/politik/ECE1207515/lykke-friis-til-kvinder-stop-koenskampen/

(Bemærk også den meningstunge sætning: “En række kønsforskere er enige med ministeren i, at ligestilling vedrører mænd såvel som kvinder” (det må være dejligt at kunne modtage forskningsmidler for at fastslå noget så banalt).

Nå, may the force be with you, Pelle Hvenegaard og oprørsleder Rasmus Larsson. Vi har brug for mænd som jer til at sikre magtbalancen mellem kønnene og undgå, at manden ender på Nationalmuseum.

Det ville også være synd, for hvem skal så køre hendes slidte hvide mormormøbler tilbage fra lossepladsen og bagefter sidde i pygmæsofaen med sløjfe om?

Om ikke andet, så viser “Herre i eget hus”, at “Planet Earth”, den legendariske film fra 1974 om en verden styret af kvinder, ikke er en farfetched rædselsvision for det 22. århundrende. Manden lever skam allerede under slavelignende forhold i hjemmet, og vejen til Planet Earth synes at være solidt brolagt med gipsengle, stjernetegn – og selvfølgelig, at hun får ret af en mand, hvis nosser er skænket væk til velgørenhed.

157 kommentarer RSS

  1. Af Martin Olsen

    -

    Det er til at brække sig over, at se feminiserede mænd ødelægge deres egne (måske!) børns legetøj, og se dem ødelægge deres kvindes personlige ejendel (tænker på maleriet i første program)

    Jeg forstår udmærket det bagvedliggende omsorgssvigt de feminiserede mænd har været udsat for, i deres barndom – men nok er nok. Ud med det lort.
    Det er ikke muligt at finde respekt for en mand der sidder ned og tisser – eller en mand der ikke evner at tage sig ordentlig af sin kvinde.
    Dominerende kvinder er usikre kvinder der søger en mand de kan respektere – alene så de kan føle sig trygge – for så at kunne udleve deres kvindelighed/feminitet.
    ( og pudsigt nok er det de feminiserede mænd der rigidt angriber kvinder. Udøver vold mod kvinder, voldtager kvinder etc. (de forstår ikke rigtig hvorfor de ikke accepteres på lige fod med kvinder – når nu de føler sig og opfører sig som kvinder!))

    Set bort fra feminiserede mænd, er det en mand tiltrækkes af ved en kvinde, at han har lyst til at have sex med hende (hendes fysiske mål, alder, duft – og vurderet evne som god mor for hans børn)
    Så enkelt er det faktisk!

    Spørg dig selv, som mand: Når du har fået sex. Når du ved – ved egen indsats, og din kvindes evner som mor – at dine børn trives og har det godt. Hvad er det så du gerne vil med dit liv?

    Ordentlige mænd vil skabe. Give af os selv til samfundet og verden vi lever i. Vi vil konkurrence, udvikling, position og indflydelse.
    (mænd har skabt alt der findes i verden)

    Gennem historien har vi haft udfordringer. Vores nuværende udfordring er staten – staten er blevet for stor, lukket og adfærdsregulerende.
    Staten næres ved de penge vi, gennem skatter og afgifter, aftvinges.
    Udfordringen består i, at reducere de beløb vi afkræves, mest mulig!

  2. Af Jack asd

    -

    Vi fødes af kvinder
    opfostres af kvinder,
    vi uddannes af kvinder,
    passes af kvinder…
    men skulle der ved et uheld forvilde sig en mand ind blandt den offentlige opdragelses rolle har man allerede sikret sig at de er ambassadører for krypterede beskeder, ubegrundet hysteri, endeløse modsigelser og martyren på alteret som værdiggrundlag!
    Ingen tvivl om at kønnenes indflydelsessfære er markant østrogenificeret gennem livet.

    Men ærligt talt – en mands vilje til smadre det lokumsbræt hun har fastgjort når han vil pisse på porcelænsrattet er ikke afhængigt af kvindelig indflydelse men hans eget ønske om at finde hans mandsmod – du bliver ikke mand af at have en motorsav, du er en mand når du tør give en kvinde et ultimatum når det er nødvendigt!

    Du kan ikke lære at have nosser. Er du opdraget (af kvinder)til at tage så meget hensyn (til kvinder) at du nærmest er på randen af selvudslettelse er det svært at komme igennem til en kvinde der er ved at drukne i manglende empati fordi manden ikke kan forstå hvad hun tænker..

    det og så fordi vi har fået at vide at hun nok skal tage sig af opgaven – når hun så gør det får vi at vide at det er får dårligt vi har ladet hende tage sig af opgaven! manden kan ikke vinde!

    hvis kvinder selv vidste hvad de ville – var deres tilværelse så meget lettere. elementært.

    Manden i omtalte programmer er en selvudslettende race – i asken vil der forhåbentlig opstå en ny stærkere race – en der vil sige “jeg kender værdien af at få taletid og medbestemmelse, noget i bør forstå efter 100 års stræben efter dette.

    balance – aldrig så meget forståelse at det bliver til seludslettelse – for kvinder ved ikke hvornår de skal stoppe med at forlange forståelse for alt det vi (åbenbart) skylder dem …. ;-))

  3. Af j nielsen

    -

    Anders Christoffersen skrev:

    “Verdens største vatpik er sgu da Pelle ‘ultra metroseksuelle’ Hvenegård.”

    Er det bedre eller værre end at være verdens mindste vatpik?

  4. Af jens larsen

    -

    du kan sku da ikke drage en konklution på sådan en serie. hva’ så med der bliver voltaget 2 kvinder hverdag et sted i danmark hvordan hamonere det med dit syn på det.

  5. Af Bent Mejborn

    -

    Kaere Anne Sophia. Tak for et forfriskende indlaeg i debatten, som alt for ofte er alt for ensidig. Og til alle I andre: Tak for jeres til tider meget tankevaekkende kommentarer – forhaabentlig kan de faa vores “staerke” kvinder til at indse at tingene faktisk er ved at gaa lige langt nok.

  6. Af Anonym http://moncler.toumoku.com/

    -

    Does your site have a contact page? I’m having trouble locating it but, I’d like to shoot you an email. I’ve got some ideas for your blog you might be interested in hearing. Either way, great site and I look forward to seeing it expand over time.

  7. Af Olivia Clausen

    -

    Jeg er faktisk ikke helt enig med Anne Sophia. Da jeg selv er kvinde, og nok egentlig burde være for kvindekampen, ligestilling og alt det hejs. Er jeg mere til de traditionelle kvinde normer (i en vis grad) det stammer nok meget fra min opvækst hvor min far arbejder sent, og min mor står for alt det huslige – Well, well så kan man snakke om den sociale arv, men sådan er jeg også blevet formet. Nu er jeg stadig studerende, og har måske svært ved at sætte mig ind i “husmødre/tøffelhelte” men når jeg engang kommer dertil i mit liv vil jeg personligt gerne have det som jeg er vokset op. Stadigvæk på arbejdsmarkedet men at jeg som kvinde står for mad, rengøring, og andet husligt.

    Samtidigt jeg tror kvinder mere og mere søger efter “Mad Men” manden, som arbejder og man skal varde op når han kommer træt hjem, så står man derhjemme med lange lakerede negle og et glas rødvin i hånden – men samtidigt gerne vil være den super power kvinde, som klare ærterne, og har styr på børnene.

Kommentarer er lukket.