Gamle kvinder i nye sko

Af Anne Sophia Hermansen 64

Der er ingen ende på de prygl, den nye Sex and the City-film har lagt ryg til. Vulgær, kedelig, anti-muslimsk, hjernedød, karikeret og skrækkelig. Så er der serveret. Men hvad havde anmelderne egentlig regnet med? En kunstnerisk videreudvikling af dogmekonceptet? Hardcore kapitalistisk kritik? Måske fire kvinders knæfald for flade sko og pludselige omvendelse til den ægteskabelige Berlingo-død.  

Men tro om igen. 

Sex and the City 2 er en bling bling-begejstret diskoteks-cosmopolitan, der er blevet modtaget og anmeldt som en forsvunden rødvin fra Titanic. En gang feminisme ultra light tilsat et letbenet plot og et par grin undervejs. Og ligesom det mest interessante ved blogs ofte er kommentarsporet, er det ekstra sjove ved Sex and the City også anmeldelserne og kommentarerne, som helt overordnet afslører en kultur, der stadig går i alt for små sko, hvad kvinder angår. 

Mens Tom Fords ultraparfumerede og særdeles langmodige A Single Man for nylig blev rost for dens velklædthed (og meget mere var der vist heller ikke at komme efter i den film), er netop velklædtheden et stort problem for mange af SatC-anmelderne. Den er et animeret modeshow og en kjole fra Louis Vuitton forklædt som film, vrænger flere af dem. Fuldstændig korrekt. Tøjet er filmens femte hovedrolleindehaver og en af hovedattraktionerne ved hele Sex and the City-universet overhovedet. Overfladisk? Ja da. Men det sjove er, at når en mand klæder sig godt, er han cool, mens kvinder bare er latterlige og pyntesyge, hvis de foretrækker Manolo Blahnik frem for Warren Buffett. Og det gør de i SatC. 

Filmen er også meget morsomt blevet kritiseret for kun at nævne finanskrisen i en bibemærkning, for ikke at tage stilling til den økonomiske krise i Mellemøsten og for ikke at tage nok stilling til den muslimske kultur kontra den vestlige. Eller til politik overhovedet.  

OMG, SatC handler kun om sex, stiletter, veninder og små kvindetabuer.

Jeg har endnu til gode at se en Die Hard-film blive kritiseret for dens parade af eksploderede fly, biler og både, selvtægt og slagsmål. Den slags hører jo genrekonventionen til, lyder det. Lige netop! Og derfor står Bruce Willis heller ikke anmelder-skoleret bagefter og undskylder, at filmen ikke har reddet verden fra fattigdom eller fra fagbevægelsens pinlige reklamer.

Jeg har heller ikke set ”Klovn” blive kritiseret for at forholde sig ureflekteret til de danske soldaters engagement i Afghanistan eller hørt nogen nævne, at Nephews nye fodboldsang burde have indeholdt mindst en opsang til det danske skolevæsen om at prioritere idræt højere og mindst to til virksomhederne for ikke at tage hånd nok om deres medarbejderes sundhed. 

Men fordi kvinderne i SatC2 bruger læbestift, der ikke kan kurere kræft og taler frit om sko, alder, hvor meget man egentlig kan kede sig i et ægteskab, hvor rart det er at have lidt fri fra sine børn, hvor tillokkende en ekskæreste kan være i et forhold ramt af tv i soveværelset og om menopausens truende sexørken, så er det selvfølgelig DYBT overfladisk. 

Psykologen Finn Korsaa var i weekenden ude med riven efter filmen og skrev blandt andet, at det åbenbart er nødvendigt at vise foragt og frustration overfor parforholdet og kernefamilien, når den ikke vil lykkes. At filmen afspejler en udvikling i samfundet, der skaber flere og flere enlige, og at vi opfører os i forhold som frustrerede børn, der ikke er i stand til at reagere følelsesmæssigt, hvis der er forpligtigelser involveret.  

En lidt sjov analyse af en film, der omhandler om fire kvinder, hvoraf de tre er i forhold og fuldt naturligt er frustreret over deres forhold fra tid til anden. Over en mand, som har overtaget kvindens klassiske rolle og er uoplagt til sex, men ikke til gamle film på fladskærmen. Over ikke at have tid til sig selv, fordi børn og rollen som Den Perfekte Mor gør hverdagen til en ikke-årstidsbestemt dag i helvede. Og over at arbejdet kan stjæle hele livet fra en, hvis man i virkeligheden drømmer mere om at være partner i et forhold end i et advokatfirma. Derfor vælger hun også familien (og det mindre krævende job). Frustrationen fører til frihed og bevarelse, ikke til opbrud eller skarntyde i de hjemmebagte kernefamilieboller.

Men ja, en enkelt vælger sig selv og udviser om ikke foragt, så ligegyldighed overfor kernefamilien. I de gode gamle patriark-dage havde hun måske fået mand og 2,2 barn og kedet sig til døde. Nu har hun et liv. Med mænd ad libitum og nul libero.

En fortvivlende udvikling? Tja, døm selv. 

Sex and the City 2, et modeshow på 2½ time tilsat cocktails og små tabuer, er en harmløs film og så langt fra ligeså underholdende som de reaktioner, den har affødt. Den efterlader dog et spørgsmål: Bedømmer vi kvinder hårdere end mænd? 

Måske. I couldn’t help but wonder.

64 kommentarer RSS

  1. Af Anne Sophia Hermansen

    -

    @Flemming Dyremose:
    Det kalder jo på en kommentar: tak for det.

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Så – tag dog film og serie for, hvad de er – og for det meste nærmest glemt dagen efter; vi trænger til lidt afslapning ind imellem for de små grå celler .. så: Cheer Up and Keep Smiling!

    Det er jo ikke tyngdeloven, vi er oppe imod!

  3. Af S Jensen

    -

    Problemet er sådan set ikke filmens præmis, for det er jo, hvad det er – det er mere, at den simpelthen ikke er sjov, og det kan alverdens tøj altså ikke rette op på. At man synes, at det er hårdt at have to børn, masser af penge og en barnepige til at stå for det hele – det er forkælet og ikke noget, der gør mig stolt af mit køn – eller får mig til at grine. Da Carrie åbner døren til sit klædeskab udbrød alle i biografen (da jeg var inde og se, hvad all the fuss was about) et højlydt GISP! Hold da op, hvis bare man kunne overføre sådan en entausiasme i andre af livets forhold, så så verden verden måske anderledes bedre ud. Det er måske netop filmens største problem, at den kommer i en tid, hvor krise præger manges verdensbilledet, og så forekommer filmen endnu mere fladpandet end for nogle år siden, da vi alle havde luftmillioner til at køber Versace, Dior og Gucci… Vi er overdynget med dyrkelsen af det overfladiske i forvejen, og jeg har svært ved at se forskellen på Paradis Hotel og SATC2 the movie. Så jeg er egentlig enig med anmelderne….

  4. Af Chris Ryan

    -

    Nej se hvem der er kommet på Fjæs-bogen:

    http://www.facebook.com/georgewbush#%21/georgewbush

  5. Af Christian Lucas

    -

    Faktisk er filmern mest blevet jordet for ikke at have skyggen af et plot og at den er alt for lang. Og så har filmen det enorme problem at den er himmelråbende materialistisk og har kke skyggen af feministisme

    Og nej, vi dømmer ikke kvinder hårdere end mænd — slet ikke i forbindelse med film. Star Trek nørder og andet har længe måtte høre på diverse mainstream kritikeres misforståede kritik af sci-fi.

    “…en mand der har taget kvindens traditionelle rolle og ikke har lyst til sex…”

    Ja dav…måske er det fordi at kvinder som er meget optaget af deres “nye” rolle som karrierekvinder etc. i samfundet har spillet aldeles fallit ved at omvende sig til mænd med bryster og skrappe møg bitches. Du ved, “moster skrap” osv. Bare se katastrofen Lene Espersen der er faldet helt igennem.

    Lad os håbe at denne 90’er franchise på life support hermed dør …

  6. Af Isabella Balkert

    -

    Selvfølgelig er der da kritik af en død syg film der handler om shoppe gale kvinder der er på evig jagt efter de mænd der helt naturligt forlader scenen når de dukker op på tårn høje helvedes hæle, ingen normal kvinde finder det fornuftigt at stolpre rundt i, som en begrundelse for den evige frelse for alle kvinder gennerelt.

    Filmen er som serierne tydeligvis, modebrancens svar på dumme kvinder
    og Hermansens behov for at se godt ud på en måde kun blade som Kik Ind og Q kan vare enige med dem i – Fordi de også henvender sig til kvinder der i den grad har brug for en hjernetransplantation eller en fornuftig samtale med en adfærdspsykolog – Der måske kan hjælpe dem af med deres modetraumer og deres tåbelige forhold til, både hvem de selv er og i øvrigt forholde dem den sandhed at mænd der går op i høje høle, og moderæs som regel er de mænd der selv arbejder i modebrancen – Og det er sjældent partner emner for kvinder.

    Hvis man altså, efter at have set trailer og reklamer for SEX and the City, alligevel finder på at gå ind og spilde sin tid på at se fillmen, mon man så ikke har et så eklatant livsstils problem – At det forhindrer en i at se hvor elendige rolle modeller der bydes på i netop SEX and the City? Og at det i sig selv er både sørgeligt og neurotisk.

  7. Af Anne Sophia Hermansen

    -

    @Isabella Balkert:
    Jeg tror i virkeligheden ikke, der er noget, du ønsker dig højere end et par rigtig killer-stiletter. Tak for endnu en kommentar på mine indlæg. Du kan snart fejre surt opstød nr. 25.

  8. Af Jens Christiansen

    -

    Hvem har egentlig fundet på den helt igennem skøre idé med opfindelsen sko med tårn-høje helvedes-hæle til kvindekønnet. Hovedparten af kvinder formår jo slet ikke at styre sådanne sko under sig – og i de fleste tilfælde ser det jammerligt sjovt ud når nogen kvinder forsøger at stolpre derud på sådanne hæle. Det er lige til et bidrag til “gakkede gangarter”, men man får sig da en stille griner.

  9. Af Simone de Beauvoir

    -

    @Isabella

    Tænk, at der stadig findes mennesker, der mener, at et godt udseende og hjernekapacitet ikke hænger sammen. Eller at Christian Louboutin og en humanistisk kandidatgrad ikke kan findes i én og samme person.

    ASH er cool, da hun beviser, at nogle kvinder kan diskutere både Foucault og Tilværelsens Ulidelige Lethed (bogen såvel som en generel overfladisk tilgang til livet) iført Balenciaga kjole og Christian Louboutin-sko. Verden og menneskers personlighed er ikke sort-hvid.

  10. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Isabella Balkert – 12:51

    Ejer du ikke bare lidt humor?

    Og – tror du, at kvinder er så dumme, som du giver údtryk for, eller at mænd finder, at deres udkårne skal være stylet døgnet rundt
    a la et modeblad; omend man også kan være sexet – når der gøres rent .. uden så særligt meget ‘udstyr’.

    Jeg tror, at du trænger til at kommepå et afslapnngskursus af en art, så du kan få øje på, at nok er verden neurotisk, men den er ikke sort/hvid – eller kun en af delene. Den er faktisk også sjov!

    Det er dig, der må være hjerne-død – og ikke kan snuppe lidt halløj og sjov i gaden!

  11. Af Mama Grizzly

    -

    http://www.slate.com/id/2256340

  12. Af AM H

    -

    Aaaaahahahahahahaaaa!!

    “# Anne Sophia Hermansen
    10. juni 2010 kl. 16:33

    @Isabella Balkert:
    Jeg tror i virkeligheden ikke, der er noget, du ønsker dig højere end et par rigtig killer-stiletter. Tak for endnu en kommentar på mine indlæg. Du kan snart fejre surt opstød nr. 25.”

  13. Af Anna C

    -

    @Jens Christiansen

    “Hvem har egentlig fundet på den helt igennem skøre idé med opfindelsen sko med tårn-høje helvedes-hæle til kvindekønnet.”

    Det var mændene som begyndte. 🙂

    Her har du lidt historie.:
    http://www.xn--hje-hle-qxa1n.dk/DR2%20Tema%20om%20h%F8je%20h%E6le/Hvordan%20begyndte%20det/index.html

  14. Af Miranda Hobbes

    -

    Elsker dine indlæg, ASH – de er altid fede. Elsker dog også kommentarerne, der kommer som oftest en tankevækkende meningsudveksling ud af dem.

    Synes at ASH og Carsten skulle drikke sig en kop kaffe eller måske en cosmopolitan sammen en dag.

    Og Isabella… uha uha. Godt du ikke er min nabo.

    Kh fra stiletterne i advokathuset

Kommentarer er lukket.