Drop børnene og bliv lykkelig i stedet

Af Anne Sophia Hermansen 126

De mest ulykkelige er dem, der har børn. Det er resultatet af et større lykkeforskningsprojekt, der gør op med forestillingen om, at børn er nøglen til et lykkeligt liv. Undersøgelsen viser, at det, der gør os lykkelig, er vores partner, vores sociale relationer, økonomiske frihed, familie og job. Ikke vores børn.

Noget de barnløse har gennemskuet for længe siden – nu foreligger dokumentationen så.

Undersøgelsen hviler på 15 års forskning, men helt vildt grænseoverskridende er den nu ikke. Som Christian Bjørnskov, lykkeforsker og lektor ved Aarhus Universitet, siger til Berlingske Tidende, så begrænser børn vores frihed. Ja tak, intet nyt her.

Han forudser afslutningsvis, at vi vil føde færre børn i fremtiden, fordi vi ikke længere vil være bundet af den norm, at børn er et succeskriterium for et vellykket liv. Interessant.

At børn skulle være det er vist også en moderne konstruktion. Aldrig før har vi i den grad idoliseret vores børn som i dag, hvor hver eneste mundfuld grød foreviges i metertykke albums, og småtalentløse tegninger belønnes med klapsalver som til et verdensmesterskab.

Barnet er heller ikke bare en del af familien, men det royale medlem for bordenden, og forældre er ikke så meget opdragere som tjenende ånder, der desuden bør være villige til at sætte sig selv til side for barnets behov. At tage en fridag for at pleje sig selv er f.eks. dybt egoistisk, men at holde fri med sit barn er udtryk for ordentligt moderskab. Færdiglavet mad er uansvarligt, mad fra bunden er åh, så dejligt. Og at barnet får modermælkserstatning er naturligvis imod alle sundhedsforskrifter i hele verden, så derfor ammer kvinderne fra min generation (der selv er flaskebørn for en stor dels vedkommende) til brysterne falder af.

Moderskabet er blevet en subtil form for kvindeundertrykkelse, siger den franske filosof Elisabeth Bandinter. Hun har skabt ravage i Frankrig med sit essay om Konflikten, Kvinden og Moderen og skitserer her en ny kvindetype, som ikke lader sin kvindelighed definere af moderskabet. Det giver de nemlig afkald på. For moderskabet er blevet en sur askese, fortsætter Badinter, en endeløs række af pligter og sær opfattelse af kvinden som et pattedyr, der lystfuldt fusionerer med sit barn. Med en stramning forskyder en barnefødsel lykken med 18 år, nemlig til den dag barnet er flyttet hjemmefra.

Nu vil jeg ikke undvære min søn, men jeg forstår grundlæggende godt dem, der vælger ikke at få børn. De orker ikke leve op til det herskende ideal om at være Den Perfekte Mor, de interesserer sig måske heller ikke for det, derfor overlader de det trygt til andre og tager for sig af egen livslykke. Deres helt legitime valg og sikkert noget, vi kommer til at se mere til. Nøjagtigt som Bjørnskov pointerer.

I Tyskland er fremtiden ved at være nu; 38 % af de veluddannede kvinder siger, at de ikke ønsker at få børn. Jeg er ikke bekendt med en tilsvarende dansk undersøgelse, men lykkeprojektet synes at pege på, at vi skal have redefineret vores tilgang til at få børn og ikke mindst revideret deres betydning for vores liv. Måske kan vi passende begynde at spørge os selv, hvorfor børn er vigtige og ikke bare spørge til andres fravalg, som var det et tegn på dårlig dømmekraft. For hvorfor egentlig få børn? Åbenbart ikke for vores lykke skyld. Det viser undersøgelsen, du kan læse mere om den her:

Børn gør forældre ulykkelige

126 kommentarer RSS

  1. Af H Christensen

    -

    Lotte Grarup: du har fuldstændig ret – det kan ikke siges bedre!

    Jeg undre mig over hvorfor så mange mener, at de kan tillade sig at udtale sig om hvordan andre bør leve deres liv.

    Man må da have ret til at være lykkelig ligemeget hvordan man vælger at leve sit liv, uden at skulle anklages for at være egoistisk og en samfundsnasser! Jeg er faktisk overrasket og skuffet over, at der ikke er mere tolerence og respekt overfor menneskers forskelligheder i dagens Danmark.

  2. Af Mikkel Boye

    -

    Så vælter fordømmelsen sikkert udover ASH – fordi hun tillader sig – at have forståelse for de mennesker, som godt kan skabe sig et lykkeligt liv – uden brug af børn til at bekræfte deres perfekte tilværelse.

    Der er dem – som siger, at børn bringer mange glæder – og de har sikkert ret. Børn er søde – men de er også en kilde til bekymringer, uro, stress, og en begrænset voksen-tid. Ydermere er børn den største enkeltstående årsag til skilsmisser og problemer i parforholdet.

    Som tiden går, bliver alt i dagligdagen til bleskifte, børnefødselsdage, charterture med hoppeborg, og et intimt liv – som konstant lider under manglende voksen-tid.

    Det er befriende at høre nogen sige, at det perfekte liv – ikke nødvendigvis rummer børn og de dertilhørende glæder og sorger. Der er også andre måder, at være lykkelige på.

  3. Af George Vukojicic

    -

    Dette er noget af det mest sygt jeg længe har hørt! Anne Sophia Hermansen, du er begyndt at skrive nonsens samt videreføre spam fra udenlandske presse.
    Find dig en kæreste og få de børn som du ikke ved at du savner, gør noget ved dit ensomme forfatter liv!

  4. Af Eva Jessen

    -

    Det var selvfølgelig ikke helt uventet – nok heller ikke fra forfatterens side, at lige netop dette indlæg ville afføde en mængde kommentarer. Rigtig mange a la: den eneste sande lykke er børn, og du er ikke kvinde, hvis ikke du får børn – den anden: Endeligt, hvem gider børn med alle deres krav?
    Andre indslag er kommet til, for er det ikke noget man kan diskutere rationelt. Hvad der er perfekt for en, er ikke for andre. Hvis ikke man har prøvet at have børn, kan man jo ikke sig, hvad man er gået glip af – næ, men jo heller ikke omvendt. Man foretager altid nogle fravalg, når man foretager nogle valg. Vil det ikke være acceptabelt, at fravalg af børn er det helt rigtige for nogen, og valg af børn er det eneste rigtige for andre. Et indlæg beskrev, at debatten udviklede sig lidt til en religionskrig – jeg er enig. Det er et emne, der er lidt tabubelagt, og rart at have det oppe.

  5. Af Rikke Nielsen

    -

    Endnu et sjovt indspark i livets finurligheder 🙂

    At vi bliver ulykkelige af at få børn, tror jeg ikke helt på, men jeg er måske også én af dem, der har en mere naturlig tilgang til min moderrolle. Jeg ser ikke mine børn som små statusprojekter som skal fremvises i økologisk tøj til almindelig pral overfor venner og bekendte. Jeg ser dem ikke som mit liv og min berettigelse i livet, da jeg har et vældigt givende job som betyder meget for mig. Jeg ser dem som selvstændige væsener med deres eget liv, hvor jeg skal støtte dem i at komme derhen ved selv at opføre mig som et menneske, således at de rent faktisk kan lære at klare sig selv.

    Jeg var først 30 år, da jeg fik mit første barn og indtil da opfattede jeg mig som en priviligeret DINK, hvilket jeg altså så kun var i en periode. Og ja, ensartetheden er da med bagklogskabens skær til at få øje på. Jeg har lært utrolig meget af mine børn som jeg ikke ville have lært som DINK, som DINK ville jeg kun have lært at se til enden af min egen næse.

  6. Af Inger D

    -

    Tjah…jeg var 14 år, da jeg jfr. min far havde gennemskuet at børn ikke var lykken (sex r meget sjov -men ike den bedste reproduktionsmetode) – og i dag som 46 årig i et godt ægteskab og et godt job, økonomisk frihed og mange oplevelser har jeg aldrig fortrudt det valg. Jeg VED bare at evt. børn ville have betalt en hård, frygtelig pris, hvis jeg ikke havde været stærk nok til at modstå presset fra div. familiemedlemmer og venninder..håber at I, der fik børnene er ligeså glade og tilfredse.

  7. Af Christina andersen

    -

    @Inger D.
    Det der med at din far åbentbart har vis/fortalt dig at det at have børn – altså dig- ikke var lykken, lyder godt nok trist.

  8. Af Martin Larsen

    -

    Jeg kan kun gentage igen, at børn giver store problemer for mange travle forældre idag. De kan simpelthen ikke administrere det. Og i supermarkeder, toge, busser m.m. ser man børn skrige fuldstændig vanvittigt. DET så man altså ikke i 40-50-60 erne. Først da 68-generationen indførte den “nye opdragelse”, hvor man jo ikke måtte give et klask bagi, når det var påkrævet – så gik det galt.
    Og idag fravælger – de der er klar over de store problemer med børn der skal afleveres hver eneste dag, hentes hver eneste dag – at overhovedet FÅ børn – og det er så lige der hvor vores samfund snubler endnu hurtigere end mange havde ventet. Indvandrerne, muslimerne de øger “styrken” langt, langt hurtigere og DET kommer til at betyde ret så meget for lille Danmark inden længe. Unge på 25-45 år, de forstår det simpelthen ikke – de sover som Holger Danske i kælderen under Kronborg. “Det skal nok gå” o.s.v. mener de – men det bliver jo værre og værre. De tænker KUN på sig selv og ikke deres børn og deres børn og deres børn – de vil få en tilværelse der ikke bliver DANSK.

  9. Af Lars holst

    -

    Jeg er en af de forælder som faktisk ikke ønskede børn. Jeg var sammen med min kone i 13 år og var 36 år da vi endelig besluttede at blive forælder. Jeg var sku selv godt træt af hele tiden at blive spurgt om hvorfor man ikke havde fået børn. Jeg brokkede mig også over at jeg skulle være med til at betale for andres børn gennem min skat (De fik jo i hoved og røv). Nu er jeg far til 2 piger på 4 og 6 år, Det er klart at der er travlt og nogen gange stress på, men hvilken lykke. Det at være Far og være med til at opdrage, lege, hygge og bare være der for sine børn kan ikke beskrives. (Jeg ved godt at det lyder skør men jeg ville uden tøven gå i døden for mine piger). Men igen jeg respektere dem som fravælger børn, men det kan jo nok være et svært beslutnings grundlag da man jo ikke ved havd man fravælger før man skal have prøvet at blive forælder. Angående støjende unger så tager jeg aldrig mine med på daglige indkøb eller på en god rstaurant da jeg mener at man skal respektere andre mennesker og hvis jeg f.eks. har betalt 700-1000 for en god middag skal den ikke ødelægges af støjende børn.

  10. Af Anders Pihl Knudsen

    -

    @Janus Tobias Madsen

    [Citat] “Kort sagt bliver omdrejningspunktet barnet, hvilket man opdrager til at tro det er guds gave på jorden hvilket resulterer i askillige nederlag hen i livet. Børn er da søde nok, men hold da op hvor det for mig slet ikke kan opveje at leve i et fængsels-cirkus i tyve år. [Citat slut]

    Kære Tobias.

    Børn bliver omdrejninspunket i eens liv – punktum, og sådan skal det også være. For nogle mennesker kan det være en angstprovokokerende tanke at man skal tilsidesætte egne behov og sætte børnenes behov først. Det fylder formodentligt så meget, at man kun ser “hullerne i osten”.

    Men det skal ikke være ukritisk for som forælder bærer man ansvaret for en balanceret opdragelse – til børnenes bedste. Personligt mener jeg man fejler, hvis man lader forældre og forsøgerrollen tage overhånd. Det ender nemlig med at slide en op.

    Med 1 stor og to små (tvillinger) befiner jeg mig i noget nær dit malende “fængselscirkus”. Men selv da er det mange store og små glæder. Og jeg er overbevist om, at cirkusset klinger af om allerede 2-3 år, og derefter bliver glæderne større end sorgerne.

    Og så har jeg personligt oplevet den sidegevinst, at føle mig hævet over mange emner, som før forekom mig MEEGET vigtige. Og det er helt befriende – uden at være forfladende.

    Som skrevet andetsteds: Som tiden går, forsvinder jobs, titler, materielle goder, venner, eller sågar dit helbred. Eneste konstant er din familie. Og mange mennesker forlader denne verden meget ensomme i slutningen af deres liv. Sådan vil jeg ikke selv ende 🙂

  11. Af A. Petersen

    -

    Hold da op, jeg kan da se på hele denne “debat”, at jeg har forfejlet totalt med mit liv. For det første har jeg ikke børn (bevidst fravalgt), for det andet, powershopper jeg ikke, går ikke på uafladeligt på cafe og gourmetrestauranter, har aldrig været i NYC eller spa-ophold, faktisk har jeg kun været ude at rejse 1 gang de sidste 10 år, i 1 uge!Karrieren droppede jeg også for 10 år siden Kan faktisk, nu, godt forstå, hvorfor min svigermor gennem 15 år, ser sig nødsaget til at fortælle sine venner, at jeg er “gold og deprimeret”! Intet er dog længere fra sandheden….. Det eneste der har vist forståelse for mit valg, er min egen mor, der uden omsvøb, har sagt at hun forstår mit/vores valg, og havde hun kunne gøre sit liv om havde hun gjort det samme.

    Jeg har haft en pragtfuld barndom og følt mig elsket, så det er ikke derfor jeg har truffet mit valg. Det er bare ikke mig – jeg har aldrig følt behov for at formere mig, synes ikke babyer er lækre, blevet “skruk” som veninderne, når der var en barnevogn i nærheden. Jeg er heller ikke bange for at blive ensom når jeg bliver gammel! Hvor mange gamle sidder ikke på plejehjemmene rundt om i landet og klager over, at deres børn og børnebørn aldrig kommer og besøger dem?!

    I dag bruger jeg en stor del af min fritid i den lokale idrætsklub på at holde klubben gående, arrangere arrangementer for børnene og de unge, som deres forældre ikke engang har tid til at deltage i.
    Så jeg synes, at selv om jeg ikke har børn, så bidrager jeg til samfundet. Jeg betaler også skat, og derved er jeg også med til at betale til skoler og uddannelser. Jeg sparer selv op til min alderdom, for jeg har ingen illusion om, at der om ca. 30 år overhovedet er noget der hedder Folkepension, ligegyldigt hvor meget vi reproducerer os selv!

    Gid alle må være tilfredse med de valg de har truffet i livet, og lad os hylde mangfoldigheden.

  12. Af Brit T

    -

    Børn eller ikke børn er vel ens eget valg. Lykkelig eller ikke lykkelig er vel en definitionssag for hvad er lykke?

    Taler vi om at børn specielt giver lykke, forhåbelig ikke for vi er vel også noget uden børn, selvom vi er forældre.

    Er det altid rigtig at få børn vil jeg personligt stille spørgsmålstegn ved, fordi mange aldrig burde have fået børn af flere forskellige årsager. Interessant f.eks. at forældrer siger at deres børn er deres et og alt, men den dag der eventuelt bliver talt om en skilsmisse, så er mange forældre parate til at kæmpe for deres egen sag og ikke barnets sag. Hvor mange “misbruger” deres børn til at blive i et uacceptabelt ægteskab, hvor de siger vi bliver sammen for børnenes skyld, så glemmer de alt om at børn godt kan fornemme hvordan forældre har det sammen. Faktisk så stritter alle antennerne ude på deres krop på de børn, de samme børn har ikke legekammerater med hjem for der er ikke hyggeligt at komme. Hvor børn for at vide far er dum eller mor er udulige, hvor mange bliver ikke skilt undervejs fordi de ikke magter at opretholde glansbilledet for det er så uendeligt svært, at fastholde et billede udadtil, hvis det ikke kommer fra andet end viljen til lege familie, hvor lysten ville være et bedre udgangspunkt for alle parter. 30-50% af befolkningen er utro, er det så fordi far, mor og børn gør folk lykkelige, jeg tror det næppe, men det giver trygheden til at vide hvor man er placeret og sikkerhedsventil for mange at høre til et sted, men er det ikke noget andet end lykke!

    Lykke er vel individuelt og børn giver ikke specielt lykke, men hold kæft hvor jeg elsker dem over alt på jorden nu da jeg har fået dem. Kærligheden til dem er helt unik og helt specielt, og noget helt andet end den følelse det er at have en mand i sit liv, som får en til at føle sig som en kvinde. Men hvad er lykke må jeg så spørge om. Er lykke noget man får via børn eller er det kun en lille del af alt det man kan få og tage i denne verden, for handler det ikke om selv at gribe den for finde ud af, hvad gør mig lykkelig. Jo det er egoistisk, og hvad så. Hellere gøre det folk tror på en at opretholde et billede af noget som kun er en fantasi eller en drøm. Virkeligheden er nu en gang den nemmeste at leve i, hvad så det er for dig og hvad det er for mig. Virkeligheden er det det man føler for helt inde i en og man tør leve efter uanset andres holdninger og meninger om hvordan man skal leve sit liv.

  13. Af Julie P.

    -

    Spørgsmål: Hvad gør dig lykkelig?

    Svar: Hmm, jamen det må være min partner, økonomisk frihed, jobbet, palæ-villaen, ferier og familie (heri indgår børn som man fortolker det)…

    Konklusion: Bilerne gør os ulykkelige – ingen af de adspurgte svarede at deres transportform gør dem lykkelig. Ergo må de bidrage til ulykken…

    Et enormt plat eksempel på en enormt plat undersøgelse….

  14. Af Mille T.

    -

    Gad vide hvad undersøgelsen ville have resulteret i, hvis fokus havde været på, hvad der gør et menneskes liv meningsfuldt snarere end lykkeligt. Denne undersøgelses definition af lykke virker ret overfladisk – at kunne gå i teateret uden at skulle finde en babysitter, en tur i BonBon land eller bare at slippe for de daglige konflikter. Med andre ord, en let og nydelsesfuld tilstand uden bøvl. Men et liv kan vel godt være meningsfuldt selvom det ikke er helt støvsuget for problemer?

    For mig at se, kan det godt være at børnene kun sjældent er kilde til den slags lykke, men de er muligvis kilde til en følelse af, at livet er meningsfuldt. Og hvad er vigtigst for os? Det kunne være interessant at undersøge…

  15. Af Maj-Britt Larsen

    -

    Jeg læste bare, til jeg så, at en kaldte sådan nogle som mig for egotrippere. Jeg har valgt ikke at få børn, men gør det mig til en egotripper?

    At få børn er vel menneskets natur, biologi og kultur, og skal mennesket have sin fortsatte gang på denne jord, kræver det uden diskussion, at vi reproducerer os selv (og at vi samtidig får nedbragt udnyttelsen af, rovdriften på og tilsviningen af jorden og hinanden).
    Men nogle af os kan ikke få børn, og nogle af os fravælger at få dem.
    Jeg tilhører den sidste gruppe og ja, der er egoistiske motiver bag, men er der ikke det bag alle de valg, vi mennesker foretager? Foretager vi nogensinde et valg, der ikke i sidste ende og i et eller andet omfang er til gavn for os selv, om ikke andet så vores samvittighed eller vores ønsker om og behov for at reproducere os selv, få en familie eller ikke at blive ensomme.
    Men at erkende at der er egoistiske motiver bag, betyder ikke, at jeg vil vedkende mig at skulle være en egotripper, hvis der hermed menes en, der kun lever for mig selv og mine egne behov og ønsker.
    At erkende at der ligger egoistiske motiver bag mit valg af ikke at få børn, betyder, at jeg vedkender mig, at jeg aldrig har haft ønsket om at blive mor og ikke tror, jeg vil blive en god mor, at jeg ikke ønsker det liv, børn betyder, og at jeg ikke vil sætte børn i verden, som skal opfylde mine behov for kærlighed, familieliv og nogen at fejre højtiderne med.
    Jeg har med andre ord reflekteret over de valgmuligheder, jeg som menneske i en moderne og civiliseret verden har og har på den baggrund truffet et valg.
    Et valg, der tager udgangspunkt i, hvem jeg er, hvilket liv jeg har, og hvilke konsekvenser det kunne få for de liv, jeg satte i verden, hvis jeg valgte bare at følge naturen, biologien og kulturen – og er det ikke det, der er det moderne menneskes på en og samme tid forbandelse og velsignelse: Vi har et valg, og det forpligter os på ikke bare at følge naturen, biologien og kulturen, men at reflektere over vores valgmuligheder og konsekvenserne af vores valg for så at tage ansvar herfor!?
    Med andre ord: Såkaldte egotripper findes nok blandt både dem, der vælger at få, og dem, der vælger ikke at få børn, men ethvert menneske foretager sine valg og må leve med konsekvenserne heraf og tage ansvar herfor, så hvis såvel vi, der vælger ikke at få børn, som jer, der vælger at få børn, har truffet et bevidst og reflekteret valg, som vi og I tager ansvar for, hvor er så diskussionen?
    Med andre ord: Hvorfor diskutere, hvem der er den største egotripper, når der i stedet burde være taget en diskussion med alle dem, der bare får børn, fordi det gør man, dem som ikke gør sig bevidst, hvilket ansvar de påtager sig, dem som tror, at børnene er deres livsforsikring mod et kærlighedsløst og ensomt liv, dem som tror, at børnene skal opfylde alle deres uforløste og uopfyldte drømme og ambitioner …

  16. Af B. P.

    -

    Jeg er en af dem der tilsyneladende bør skamme mig, for jeg er en kvinde på 38 med absolut ingen intentioner om at få børn.
    Jeg er nu stadig lykkelig.

    Det nægter jeg at skamme mig over, uanset hvor mange samfundsmæssige og sociologiske konsekvenser det kan have, hvis mange følger samme spor.
    jeg er træt træt træt af at skulle svare på hvorfor jeg dog ikke har nogen børn
    Hvor ville jeg ønske det blev tilladt at spørge om det modsatte: hvorfor vil du da have børn?

    Det er mit valg og jeg behøver ikke retfærdiggøre det. Fair nok, at andre, der synes børn er det mest fantastiske i verden, måske kan have svært ved at forstå mit valg. Det er da klart, jeg har også svært ved at forstå deres. Men jeg respekterer det 100% og forventer at mit valg bliver respekteret ligeledes. Det gør det bare ikke.
    Hvorfor?
    Ja ja, det er noget naturligt og moderinstinkt og videreførelse af race osv. osv. Men mit fravalg bliver vel opvejet af de mange kvinder der får indsprøjtet hormoner, bruger rugemødre og hvad de ellers gør, for at få de børn de ikke kan producere på naturlig vis. Så er det nok heller ikke værre at jeg siger nej tak til den del af livet.

    Jeg har selvfølgelig ingen forudsætninger for at vurdere, hvilken lykke det giver at være forælder.
    Jeg er fuldt klar over, at jeg går “glip” af noget ved ikke at få børn – men det får mig ikke til at vælge dem til. Uanset hvilke valg vi træfer her i livet, vil vi automatisk fravælge noget andet samtidig.

    Så tillykke til alle jer forældre – jeg håber I bliver lykkelige af at se jeres børn vokse op.
    Jeg håber I har truffet et velovervejet valg som hverken I eller jeres børn kommer til at fortryde.
    Og tillykke til mig for ikke at blive mor – jeg ved i hvert fald at mit valg er grundigt gennemtænkt og håber ikke jeg nogensinde kommer til at fortryde det.
    Jeg bliver lykkelig af at hjælpe mine venner og familie, passe mine venners børn, opdrage mine hunde, uddanne medmennesker og bidrage til verdens udvikling på mange andre måder.

    Det er kun den enkelte der kan vurdere og valget rigtig eller forkert.
    Hvis bare vi alle gad acceptere og respektere hinandens valg, så kan vi alle sammen få lov at være lykkelige på hver vores måde uden fordømmelse. Det vil da være fantastisk.

  17. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Børn er lykkelige. Dyr er lykkelige. Kvinder er lykkelige.

    Men vi mennesker, vi er ikke lykkelige…

    Fra Livsens Ondskab.

  18. Af Flemming Dyremose

    -

    Børn til debat, det er da i hvert fald anderledes. Børn plejer jo at være omgivet af tabuer og stærke følelser, der normalt betyder at de ikke på denne måde kan gøres til genstand for en debat. Men dybest set handler dette indlæg, skåret ned til benet, om hvorvidt vi bliver lykkelige af at have børn. Når en undersøgelse peger på at det ikke er tilfældet, så siger undersøgelsen måske mere om menneskets tilstand i det moderne samfund, end om børn grundlæggende er lykkebringere. Vores samfund er kendetegnet af at være en udpræget single kultur, men omkring 1 million mennesker der lever alene. Derfor kunne man godt forestille sig at mange enlige slås med så mange belastninger, at den tid man skulle have med sine børn drukner i gøremål og nødvendigheder. Der er helt sikkert også den anden gruppe, som jeg har indtryk af hovedsagelig er par, hvor børnene er sat op på en pedistal, og bruges til at udtrykke de drømme som forældrene måske ikke selv magtede at indfri. hvis man har sådan et forhold til sit barn, at det på en måde er famliens showroom, kan man ikke undres over at barnet eller børnene ikke er roden til familiens lykke. Men der er langt derfra, og så til at påtage sig en holdning om at børn gør forældre ulykkelige. På samme måde som de faktorer undersøgelsen nævner som lykkebringende, job, partner, økonomi og netværk, er børn også i stand til at være både lykkebringere og ulykkeskabere. Anne har David, og jeg er sikker på at det giver anledning til både lykkelige stunder, og irritationer. Men det er også tilfældet med partneren, og jobbet og netværket/vennerne. Økonomien er måske en af de ting der giver mindst kvaler, og mest positivt, hvis ellers den er tilstrækkelig. Det selv om mange synes at mene at penge er roden til alt ondt, og at penge ikke gør en lykkelig. Hvis jeg spørger mig selv om hvad jeg oplever som værende roden til lykke, er det hverken børn, job, penge eller netværk der synes som det naturlige svar. Det der i mine øjne kan gøre os lykkelige er os selv. Den der hviler i sig selv, og ikke oplever at græsset hele tiden er grønnere på den anden side af hegnet, har en tilfredshed og en mæthed, der automatisk generer lykke. Er man i balance med sig selv, og har denne indre ro, er der en meget større chance for at man også er lykkelig for sine børn, sit job, sine venner, sin kæreste og ja måske endda sine penge. Hvem var det der sagde at lykkens dør går udad!!

  19. Af Flemming Dyremose

    -

    Simone de Beauvoir døde den 14. April 1986, så det er da underligt at hun skriver her!?

  20. Af LP Lorenzen

    -

    Naturen siger reproduktion. Kulturen siger originalitet. Civilisationen siger tilpasning. Børn begrænser og udvider. Kunst åbner og lukker. Nuet lukker fortiden og tænder fremtiden.

  21. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    At få børn er et ja til både glæder og sorger og som Flemming Dyremose siger, så er det at hvile i sig selv et gode, hvis man skal sætte børn godt i vej.

    Men – børnefamilierne er ofte hængt så hårdt op, at overskuddet mangler, hvorfor der tales, handles og sikkert ofte for hurtigt reageres og tages beslutninger, som giver yderligere tænders gnidsel i forholdet ml børn og forældre, hvor det kunne være undgået.

    Stress var for 30 år siden et pjattet modeord, som der ikke toges nævneværdig hånd om, dvs alvorligt; men det tog til for flere og flere mennesker og ser ud til at være kommet for at blive med langt mere sygdom og flere negative omkostninger, også for samfundet – fordi børn bliver stressede nærmest fra dag ét i tilværelsen, og vi tror, at det kan de eller skal de lære eler i hvert fald tåle – og bare kunne det!

    Det sætter sig i både fysikken og psyken – på børnene og bidrager ikke til det vi trods alt stadig forstår som en god opvækst, med hjernen – og omend vi vil det, så følger hjertet ikke med, el kan det.

    Og – hvorfor mon ikke?

  22. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det er naturgivent at få/kunne få børn – det er naturligt for de fleste; det tror jeg, at vi skal huske på – fordi det trods alt er de færreste, der decideret ikke vil have børn, som et bevidst valg, og ligedan få, der egtl. ikke kan blive fertile – men gerne vil.

    Alt det andet afspejler vores tid, hvor vi har mange flere muligheder – bare ikke nok til virkeligt og ordentligt at kunne tage os af både os selv og vore børn.

    Vi halser efter sundhed – fremfor det var naturgivent, vi pisker os af sted fra “Herodes til Pilates* (ikke en skrivefejl), vi skal have de perfekte hjem, de rigtige steder og det rigtige møblement og diverse nips, så det nu også er helt rigtigt, så vi kan være lykkelige.

    Det har for visse taget overhånd – og der er en del snobberi med i spillet for at overgå naboen med de rigtige retter, de rigtige vine, de rigtige klæder, de rigtige sportsgrene, de ‘rigtige børn’ i de ‘rigtige klæder’, som skal have det ‘rigtige legetøj’ osv.

    Der er ikke noget i vejen med god smag, nips og alt det rigtige, forstået som det bedste; men det har taget fokus fra det egentlige – samværet fremfor ‘alt det udenoms’, hvor der så netop søges ‘udenoms’, fordi sexlivet er røget sig en tur i billedet med: Far, mor og børn – hvor vi tit ser/hører, at ‘vor mor’ er kommet på overarbejde’, fordi hun nu tager over med det hele, og hvor risikoen for, at ‘vor far’ og ‘vor mor’ også er blevet far og mor for hinanden.

    Og – så stopper festen, altså sexlivet – fordi hele familien på skift (nu om dage børnene ofte med) spiller ligeværdige på en uhensigtsmæssig måde, fordi alle har/får disse ‘far- og mor-roller’ overfor hinanden, hvorfor tingene bliver sværere – det bliver sværere at orientere sig.

  23. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    God St. Bededags-ferie og god debat herfra, glemte jeg at tilføje. Mvh Birgit Hviid Lajer

  24. Af Nina B.

    -

    Jeg er enig med mange af de ovenstående kommentarer – dette tema vil altid være et tveægget sværd. For livet ville på den ene side være unægtelig nemmere uden børn – men det ville måske også være nemmere uden ægtefæller, når det endelig kommer til stykket? Men det ville altså også være unægtelig mere kedeligt og tomt UDEN børn – lige som det også ville være mere kedeligt at uden en partner.

    Jeg fandt i øvrigt dette tilbud til Single forældre på jagt efter kærlighed. For man vil vel gerne have begge dele, ikke?

  25. Af Martin O

    -

    Well…
    Mange har de her dage har spurgt mig ”Hvorfor har du ingen børn? Du er 27” og svaret er: Det er kompliceret.
    Jeg er født men en fejl. Jeg siger ikke der med at min fødsel i sig selv var en fejl, men at når folk generelt ser på mig så ser de måske en meget normal (måske lidt for tyk) ung herre. Men når de for muligheden for at snakke med mig kan de nok regne ud der er et eller andet galt.
    De fleste mennesker har hørt om autisme efter alle de film og historier der er blevet skrevet om denne hjerne fejl.
    Nogen kender også til autismen mindre variant Asberger syndrom.
    Nu kommer vi til mig.
    Jeg er ikke diagnosticeret autist eller Asberger. Jeg har været til prøven og der fik jeg og vide at jeg ikke kan være det. Men jeg har nogen ting der relatere meget stærkt imod det.
    Det giver stof til eftertanke.
    Vis jeg skulle have børn ville jeg pga mit ”handicap” allerhøjst sandsynligt blive prakket en person fra børneforsorgen på, som så allerhøjst sandsynligt ville gå og glo mig over skulderen rasten af den tid barnet boede hjemme.
    Det vil jeg ikke udsætte en potentiel kæreste, samlever, what ever for…
    Men der er mere.
    Jeg syntes flere og flere børn generelt bliver født med en eller anden defekt. Det værende sig hvad som helt af mentale eller fysiske problemer. Med fare for at lyde meget neonazi så mener jeg man måske burde tjekke forældre først inden man overhoved blev forældre så man ikke ende op med et barn der ville måske være en voldsom byrde for dem. Jeg ville i vært fald blive tjekket i hoved og ende vis jeg skulle lave børn for at sikre mig at hvad end jeg fejler ikke kunne gå videre til mit afkom.
    Men her komme der en anden faktor ind. Efter som jeg er nok lidt paranoid så tør jeg ikke få børn. I nogle miler grad tror jeg at jeg kan tage en vis rolle som pædofob. Nej. Ikke pædofil. PÆ-DO-FOB… Kan ikke så godt tag spædbørn. Er rimelig godt og grundigt skræmt af den slags.
    Så jeg gjorde nok det mest extreme jeg kunne gøre.
    Da jeg fyldte 25 gik jeg ned til min læge og sagde mere eller mindre til ham ”Hvordan læger det med en bosektomi opperation så jeg ikke vil kunne få børn?” Man kan ikke få den udført før man er 25.
    Så mig en tur ned til Brædstrup. 2 timer senere, hjem.
    Men jeg havde jo en kæreste på da værende tidspunkt der gerne ville have børn. Hun sagde det ikke lige ud, men jeg vidste godt at før eller senere ville det her gå i stykker. Og ja. 1½ måneder efter var vi ikke mere. Og selv om det selv gjorde ondt, så kan da vel ikke sige det kom ud af den blå luft.
    Så ja. Det er virkelig noget man skal bruge meget tid og tænke sig grundt om. Tænk vis man nu bliver stillet i samme situation som mig.

  26. Af Heidi Larsen

    -

    Jeg har fortrudt… fortrudt noget så skrækkelig. Jeg havde ikke i mine planer at få børn, men min mand var lykkelig da vores søn voksende inden i min. Mig graviditet var fantastisk, men fødsel kort med smertefuldt. Nu sidder jeg næste to år senere og kan slet ikke finde moderrollen.
    Jeg hader ikke at have penge til at få daglig dagen til at stå til.
    Jeg hader at vi ikke kan tage på ferie, for det er der ikke længere penge til.
    Jeg hader at vi ikke længere kan gå du og spise, for ungen blive total umulig og smider med mad og bestik.
    Jeg hader at vi ikke længere kan gå en aftentur, for vores søn ligger jo og sover og vi kan jo ikke forlade ham.
    Jeg hader at jeg skal stress hjem fra arbejde for at styrte ud i køkkenet og lave mad, da vores søn skal spise kl 17.30.
    Jeg hader at skulle sluge min mad, fordi barnet ikke spiser ret meget og ikke vil sidde ved bordet eller lege selv efter maden.
    Jeg hader at vi ikke kan gå rundt stille og roligt nede i byen og kigge på butikker eller snakke, da vores søn ikke har tålmodighed til dette.
    Jeg hader at vores aftner oftes er fyldt med en hysterisk unge, som ikke vil spise, ikke vil i bad, ikke vil have nattøj på, ikke vil sove.
    Hader den uro som er i vores hjem.
    Hader vores hjem ligner et legetøjshelvede og altid er småsnavset og rodet.
    Hader at stå op kl 5,30 i weekenden.
    Hader at min krop ligner noget som er blevet kørt over.
    Hader at jeg ikke har noget at tale med mine veninder om udover min søn, for jeg oplever ikke andet.
    Hader at min frihed er væk og at min kærlighed til min mand langsomt forsvinder sammen med lysten til sex.

    Så åhh jo jeg kan sagten følge alle de som vælger at børn ikke lige er i deres fremtid. For mig lyder det helt fornuftigt. Ikke alle drømmer om hus, mand og barn og dette har jeg fuld ud respekt for ligesom jeg har respekt overfor de familier som nyder lige præcis dette. I må ikke tro at jeg hader mig barn, jeg elsker skam min søn over alt andet, men hvor jeg savner mit gamle og frie liv. et liv der var fyldt med smil og glæder og oplevelser… nu oplever jeg kun min søn

Kommentarer er lukket.