Baggrunden først. Den 37-årige Angelina Jolie har fået fjernet begge sine bryster for at reducere risikoen for brystkræft. Hun er åbenbart bærer af et muteret gen, der giver hende 87% risiko for at udvikle brystkræft. Har man som undertegnede mistet en forælder til kræft i en tidlig alder, ved man, at der kan være lagt i ovnen til en livslang sorg. Det ved Jolie også. Hun beskriver derfor i sit indlæg i The New York Times, at hun har gennemgået operationen, fordi hun gerne vil have, at hendes børn skal beholde deres mor længst muligt. Stærkt? Modigt? Respektindgydende? Ja, for pokker!

Blandt andet skriver hun om børnene: “Det er beroligende, at de ikke ser noget som helst, der kan give dem ubehag. De kan se nogle små ar, og det er det hele. Alt andet er bare Mummy, sådan som hun altid har været.”

Men det der børnefokus hopper Politikens Bjørn Bredal ikke på. “Ærligt talt”, skriver han. Her er noget, der “skurrer helt fortvivlet meget”. Jolie er nemlig verdensberømt – “ikke mindst som bærer af et par smukke bryster” (og så pyt da med, at hun har vundet tre Golden Globe-priser, to SAG-priser, en Oscar, er Hollywoods nok bedst lønnede kvinde, har været FN-ambassadør i et tiår, udnævnt til Special Envoy af FN’s flygtningehøjkommissær, er medlem af den amerikanske velgørenhedsorganisation Council on Foreign Relations, har besøgt flygtningelejre i over 30 lande, stiftet en stribe velgørenhedsorganisationer og derudover har åbnet en pigeskole i Afghanistan – damen har flotte bryster).

Det er flot set af Bredal, som også efterfølgende slår fast, at “der er andre end hendes børn, der vil værdsætte, at Angelina Jolie fuldstændig ligner sig selv, når verden nu snart får hende at se igen. Bliver der ikke ligesom lagt op til et hykleri her?”, spørger han. Underforstået: Jolie bør da vide, at hendes bryster er til for andre end hendes børn. Måske burde hun ligefrem have nævnt, at den efterfølgende brystrekonstruktion var tiltænkt mænd som Bjørn Bredal, der værdsætter et solidt sæt kvindebryster. Vi skal jo huske på, at det ikke mindst er pga. dem, hun er blevet så verdensberømt. Og at andet vil være hyklerisk.

Efter en bizar passus om hvorvidt kvindeligheden sidder i brysterne eller ej og det stigende antal plastikopererede danske kvinder, sætter Bredal trumf på og forklarer læserne, at Jolie ikke fremover vil blive forbundet med et stærkt og ret smertefuldt valg, men at verden vil “se på Angelina Jolie og tænke akkurat det, der står på busreklamerne i København: Nye bryster”.

Undskyld mig, men var der ikke engang, hvor Politiken var en progressiv avis? Organ for den højeste oplysning og alt det der? Det er vist gået ned af bakke siden.

Men Bjørn Bredals kommentar er interessant, fordi den viser, at nok kan en kvinde fare verden rundt og forsøge at redde børn ud af fattigdom og forbedre deres uddannelses- og livsvilkår og ved siden af det køre et parforhold og familieliv med seks børn og en prisbelønnet skuespillerkarriere – der vil stadig sidde en lille mand et sted og degradere hende til et sæt bryster.

Eller måske er det bare et særligt dansk fænomen: At vi ikke under andre at være fænomenale og træffe beundringsværdige valg. I al fald ikke uden at liste os ind i deres livsverden og pisse lidt i hjørnerne. “Ja, måske har du fået fjernet brysterne, men i virkeligheden handler det bare om bla-bla-bla.”

Angelina Jolie har med stor værdighed skrevet om diagnose, overvejelser, operationer og om hvad hun ønsker at opnå med indlægget – at hun vil inspirere andre til at tage et ansvar, også selv om det indebærer smertefulde valg og især fravalg af noget, der er definerende for manges kvindelighed. Men hun har også en politisk dagsorden. Hun skriver blandt andet:

“Det bør være en prioritet at sikre, at flere kvinder får adgang til at blive undersøgt og behandlet forebyggende uanset deres midler, baggrund, og hvor de lever.”

I dag har den amerikanske bioteknologivirksomheden Myriad Genetics patent på undersøgelse af mutationer i de såkaldte brystkræftgener BRAC1 og BRAC2, og testen koster mellem 15.000 og 20.000 kr. Kan en privat virksomhed tage patent på undersøgelse af gener? Det mener borgerretsorganisationen ACLU ikke - med sit monopol på udnyttelsen af de to gener forhindrer virksomheden andre i at udvikle nye, bedre og billigere metoder til at teste risikoen for at udvikle brystkræft. Det er den debat, Jolies indlæg også indskriver sig i.

Men Politikens Lederskribent har øjnene andetsteds. Bredal afslutter sin kulturkommentar med at skrive, at Jolie nu har fået bryster, “som er så flotte (har han mon set dem?), at de færreste kan leve op til dem.”

Jeg håber ikke, kommentaren siger alt for meget om kulturen eller niveauet på Politiken.

Uddrag af visdom fra Politiken.

 Christiania.

 Spørgsmålet om fri hash, som lokalpolitikere i København har gjort til en mærkesag, er langt mindre et spørgsmål om rusmiddelpolitik og bandekriminalitetsbekæmpelse, som det er et spørgsmål om, hvor meget reggae vi kan tåle som nation.

Man er ikke i tvivl, når man går over Dronning Louises Bro på Nørrebro. Hash og reggae går hånd i hånd, og det er faktisk et af de mest oversete argumenter imod en legalisering af hash. Får vi fri hash, får vi mere reggae. Sådan er det. Bob Marley, Raske Penge, Shaka Loveless, Klumben og så videre.

Skal vi have fri hash, og det kan vi godt, pyt da med det, bliver det nødt til at være ledsaget af et forbud mod reggae i det offentlige rum. De der tungnemt søvnige typer med hængerøv og dreadlocks, der har installeret et gigantisk anlæg i deres Christianiacykel og malet den i glade reggae-farver – dem må politiet gribe ind overfor. Vi andre BNP-borgere skal kunne gå i fred med vores statusdværge, pensionsopsparing og Irma-poser.

For nylig foreslog overborgmester i København Frank Jensen (S) at lovliggøre hash i en forsøgsperiode. I en kommune med elendige folkeskoler, dårligt erhvervsklima og studerende, der betaler over 5.000 kr. for et værelse i NordlæderVest, kan det måske virke overraskende, at fri hash er overborgmesterens måske vigtigste projekt for byen. Men sådan er det åbenbart. Det er som bekendt en meget mærkelig slags venstreorienterede, der leder København. 

På Dronning Louises reggaebro har kommunens visionære politikere således opstillet en container. På indersiden kan man læse, at “VÆGGEN”, som containeren hedder, er en “platform for dialog”. Jeg forstår ikke, hvad det er. Jeg er mag. art. i alt muligt med litteratur, idehistorie, filosofi og hvad ved jeg – og jeg aner ikke, hvad kommunen vil med den container. Men jeg kan se, at der er nogen, der bruger den til at finde ly til at tænde en spliff i ly fra passerende politivogne. Og hvis det er hensigten, så fred være med det.

Samme kommunes politikere er også af den overbevisning, at de skal dele wienerbrød ud til byens cyklister, bare fordi de cykler. De har også fået særlige fodstøtter, så de kan hvile deres trætte cyklistfødder. ”Tak fordi du cykler”, står der. Jamen, selv tak, men i stedet for fjollede fodstøtter, wienerbrød og lysende bænke vil jeg egentlig helst slippe for at medfinansiere det omfangsrige københavnergøgleri, herunder forskellige festivaler, der afholdes uden skygge af kundegrundlag. Min klare favorit er Mangfoldighedsfestivalen i tæt konkurrence med Mangfoldighedsoptoget. Ultimativt kan man måske overveje, om man kan undvære en borgmester eller to i Københavns Kommune.

Men tilbage til overborgmester Frank Jensens forslag om fri hash, som ikke er så dumt igen.

Vi ved, at VK-regeringen både i 2004 og 2007 slog til lyd for en nultolerancepolitik og skærpede strafferammen for selv en beskeden mængde cannabis. Uden effekt. Alle, der vil ryge dope, ryger det alligevel. Vi har alle røget dope, vores børn kommer til at ryge dope, og hvert andet år, når reklamedrengene, der nægter at være fyldt de fyrre, de fyldte for ti år siden, sender en spliff rundt, så napper vi også et hvæs.

Den mest synlige effekt af forbuddet har været en styrkelse af de kriminelle strukturer, der profiterer af at levere det forbudte stof. Lige nu finansierer hashhandelen alt det værste udskud og deres voldelige tilbøjeligheder i København. Med en anslået milliardomsætning har det voksende hashmarked, ikke mindst efter politiets rydning af salgsboderne i Pusher Street i foråret 2004, spillet en afgørende rolle for bandekrigen. 

Der er derfor fin samfundsfornuft i at lovliggøre hash, selv om nationalkonservative naturligvis vånder sig ved udsigt til mere af den amoralske hippiehash.

Men Frank Jensen har ret, når han erkender, at nultolerancepolitik ikke har medført andet end at en skattefri milliardomsætning overlades til kriminelle strukturer. Man kan så spørge, om hashhandlerne begynder at arbejde i Joe & the Juice, hvis hashsalg bliver lovliggjort og overtaget af staten. Nok ikke.

Da man i november 2012 lovliggjorde hash i staten Washington, havde man forinden regnet sig frem til, at det ville indbringe staten en indtægt på 3,6 mia. kr. fra hashsalg og en besparelse på 1,2 mia. kr. i udgifter til politi og retsvæsen. Man kan derfor også spørge, om ikke det er bedre at bruge penge på at forbedre folkeskole og sundhedsvæsen end at jagte, anklage og fængsle hashsælgere og -rygere?

Jo. Og selvfølgelig skal vi have fri hash, men det er nødt til at gå hånd i hånd med et forbud mod den sløve og tungnemme reggae. Ellers går vi til i lal og vuggende hængerøv.

Dernæst sendte han den ene klage efter den anden af sted til kommunen. Indigneret over den smerte, skoletandplejens inkompetence påførte børn og unge. Det fik han ikke noget ud af. Kommunen vendte bare håndfladerne opad. Systemet passede på sine. Også dem, der ikke passede på dem, de var ansat til at passe på.

Forleden var det så mig, der tog min 8-årige søn til privat tandlæge. Han havde så sent som i marts været hos den kommunale tandpleje i Randersgade på Østerbro og fået beskeden: Nul huller. Måske havde hun haft for travlt, måske var hun inkompetent eller måske ligefrem blind – med det blotte øje kunne hans far to måneder senere konstatere et større hul i kindtanden. Og så hurtigt udvikler et hul sig ikke. Det tager år. Det har vokset sig meget stort henover besøg hos skoletandplejen.

Da jeg fortalte min egen tandlæge, at vi lige havde været til skoletandlæge, sukkede hun bare opgivende. Mens min søn lå i tandlægestolen, bandede jeg indvendigt over, at jeg havde haft tillid til den kommunale tandpleje, ligesom jeg sidste år bandede over, at jeg havde haft tillid til folkeskolen og placeret min søn i en på Østerbro.

Dengang beskrev jeg i en række blogindlæg lærernes lave engagement, høje sygefravær, den udbredte mobning i skolegården og hvordan børn sked i håndvasken, men kritikken blev afvist af børne- og ungeborgmester Anne Vang (S). Den pågældende skole havde ikke problemer, sagde hun, i al fald ikke flere end de øvrige folkeskoler i området. Skolelederen er siden blevet byttet ud. Så det havde den jo så måske alligevel.

Men tilbage til den kommunale tandpleje.

Udgangspunktet er at give børn sundere tænder. Lære dem at børste tænder morgen og aften og at gå til eftersyn. Tandbehandling og –eftersyn er på statens regning til barnet fylder 18 år, og en af den kommunale tandplejes opgaver må altså være at give børnene gode vaner, som ikke alle forældre er i stand til at give deres børn.

Det er svært at opdrive en kvalitetsundersøgelse af den kommunale tandpleje. Mens restauranter og fødevareproducenter løbende tjekkes af fødevaremyndighederne, bankerne af Finanstilsynet, skoleelevers færdigheder måles og gøres op i PISA-undersøgelser og ministres fejl og magtmisbrug bevogtes af rigsrevisor og ombudsmand osv. osv., så lader der ikke til at være samme kontrol og gennemskuelighed, når det kommer til den kommunale tandpleje. Den får årligt tilført milliarder via skatten – men får vi kvalitet for pengene? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Kigger jeg ind i min søns mund, er svaret nej.

Hver eneste kommunal tandlægepraksis burde være ledsaget af en offentlig tilgængelig klagestatistik. Så kan forældre få indsigt i, om det er kompetente mennesker, der arbejder på klinikken eller om det er uduelige tandlæger, der sjofler børns tænder. Det kunne også få de offentlige ansatte tandplejere til at gøre sig mere umage. Vi ved i forvejen, at smileyordninger og ankenævnsstatistikker har en opdragende effekt, hvorfor ikke bruge samme princip her?

I det hele taget mangler vi et troværdigt uafhængigt tilsyn, hvis rapporter bliver offentliggjort, og som enhver tandlæge skal skilte synligt med. Det er ikke tilstrækkeligt, at klinikkerne skal føre tilsyn med sig selv. I forvejen kontrollerer vi flittigt private aktører, der opererer på markedsvilkår og ellers er vant til, at kunderne skrider, hvis ikke de leverer kvalitet.

Lad os indføre kvalitetskontrol af offentlige aktører, her den kommunale tandpleje, hvor der sandsynligvis er gode og dygtige tandlæger tilknyttet, men også aldeles inkompetente tandlæger. De sidste skal selvfølgelig oppe sig – eller finde andet job. Bare fordi man får sine patienter automatisk, betyder det ikke, man skal være ligeglad med sit arbejde.

Min far jokede i 70’erne og 80’erne med, at de tandlæger, der blev ansat i skoletandplejen, var dem, der ikke kunne fungere som privatpraktiserende. Og jeg troede dengang, at det var en forfængelig idiosynkrasi. Nu er jeg klogere. Vi kommer ikke igen hos den kommunale tandpleje i Randersgade, og ligesom min søn har fået mistillid til folkeskolen, har han også fået det til skoletandlægen. Begge dele betaler vi til over skatten – ved siden af kan jeg så få lov at betale for hans privatskole og nu – private tandlæge.

Og mens jeg gør det, kan jeg høre venstrefløjen jamre sig over, at de lever i en forfærdelig borgerlig tid, hvor opbakningen til ”fællesskabet” vakler, og ord som ”solidaritet” ikke har samme automatiske positive klang.

Ja, det er vel nok trist. Men hør her, kære (københavnske) venstrefløj. Kunne det skyldes, at I beder danskerne om at bakke op om en skole, hvor børnene skider i vasken, med uduelige ledere og uengagerede lærere? Og om at acceptere en tandpleje, der ikke kan se selv de største huller i tænderne? Var det ikke en idé, at I stillede jer på børnenes side? Bare en tanke.

Jeg sender naturligvis en klage af sted til kommunen, men gør mig ellers ingen illusioner. Jeg forventer at møde de sædvanlige opadvendte håndflader, bortforklaringer fra erfaringsløse politikere og et system, der forsvarer sine. Ligesom Københavns Kommune og Københavns venstrefløj forsvarede den skole, hvis leder de så alligevel følte sig nødsaget til at bytte ud. Hvem skylder man sin loyalitet? Ledere og lærere eller børn og forældre?

København ledes i det hele taget af en meget mærkelig slags venstreorienterede, der velfærdskonservativt hjælper systemet med at beskytte sine egne, også de dysfunktionelle, og lader de svageste i stikken.

Men tandsmerterne bliver størst hos de børn, hvis forældre ikke har råd, ligesom det i forvejen er de mindst ressourcestærke børn, der er overladt til en folkeskole, der ”uddanner” funktionelle analfabeter på stribe. Bevares – jeg ved godt at der er mange gode skoler og gode klasser og gode lærere og alt det der: Men én ting, der blev slået fast med syvtommersøm i den konflikt, som lærerne tabte så eklatant til folkestyret for nogle uger siden, det var, at skolesystemets resultater samlet set er alt, alt for ringe. Måske er det også derfor, danskerne bakker op om den redningsaktion, regeringen orkestrerede efter først at have taget en månedsløn fra et vrangvilligt lærerkorps.

Godt nogen af os har råd til et selvfærdssystem, når velfærdssystemet svigter. Synd for dem, der ikke har – de må sejle deres egen sø eller stemme systemkritisk, dvs. ræverødt eller piratossort, til kommunalvalget i København i november.

Senest har DR selvforelsket markedsført debatprogrammet ”Blachman” på samtlige platforme – fra DR2 Morgen til ”Ordet Er Dit” på P1, på dr.dk og i TV-Avisen, hvor nyheden om to mænd, der diskuterer en nøgen kvinde i et program, ingen har set, var vigtig nok til et indslag. Og programmet blev naturligvis også debatteret i Deadline, hvor skolekonflikt og udland måtte vige for spørgsmål til programmets tilrettelægger Torben Steno.

Men problemet med DR handler ikke kun om stationens skamløse promovering af egne produktioner, der sidestilles med internationale konflikter i væsentlighed.

Problemet med DR går dybere og handler om, at tv-stationen omdanner debatprogrammer til freakshows (Blachman, af og til Debatten), mediekritik til tivolisering (Vogternes Råd) og i det hele taget er så bange for faglighed, at eksperter bliver klovne (Kulturkøbing) og klovne bliver eksperter (Smagsdommerne).

Men høj faglighed og solide seertal behøver ikke udelukke hinanden. Det ved de f.eks. på BBC, hvor DR også køber sine mest interessante kulturprogrammer. Og at en politisk debat godt kan føres uden at blive en parodi på en offentlig samtale, ved den tyske journalist Sabine Christiansen. Hvad med at gøre hende kunsten efter og genindføre den intelligente samtale? Særligt på Kanal Klog mangler man at leve op til sit navn.

En af DR’s mest positive undtagelser er Deadlines Martin Krasnik, der for et par uger siden genindførte den begavede, men kritiske samtale, da han demaskerede Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet. Interviewet vakte stor opsigt. Den slags har man nemlig ikke set på DR i lang tid. Mere af det, tak.

Ellers synes DR overordnet at have glemt sin opgave, der blandt andet handler at værne om vores kulturelle værdier, styrke den nationale samtale og sikre høj kvalitet og alsidighed i et hav af underholdning og forfladigelse. DR er blevet svær at skelne fra TV2 og TV3.

Taberne er selvfølgelig seerne. Vi bliver ikke klogere på verden. Vi bliver kun klogere på værten, f.eks. Thomas Blachman, hvis person totaloverskygger det emne, der skal debatteres. Men programmet hedder selvfølgelig også ”Blachman”, for her ER værten verden.

Måske skal man på DR overveje, om det er tilstrækkeligt interessant for 5,5 mio. mennesker at forholde sig til en mand, der rummer lige så meget visdom som en fortune cookie? Om man kan føre kønsdebat på klicheer (det har vi ligesom gjort de seneste mange, mange år), og om holdninger partout skal gøres til underholdning?

DR ligner mere og mere en tv-station i panikalderen, iført ungdommelig mediebrille, kulturel botox og en enorm afmægtighed overfor den alvorstunge samtale.

Meget symptomatisk for stationens åndelige krise kan programredaktør Sofia Fromberg heller ikke forstå kritikken af “Blachman”. “Vi skriver 2013”, siger hun til Berlingske, som om årstallet var et argument i sig selv. Det er det ikke, men det er udtryk for DR’s krise, at man serverer røde pølser for seerne og kalder det gourmetmad.

Desværre fordi man ikke længere selv kan kende forskel.

Også bragt som Indspark i Berlingske den 6. april 2013

Men i sidste uge kom det frem, at DR2 sender et program med Blachman om “det pikløse samfund”.

Og så gik det op for mig, at det ikke var en joke, og at det rent faktisk var Torben Steno, der havde ringet.

Han ringede dengang for at høre, om jeg ville smide tøjet i Blachmans nye program og ligge nøgen på et bjørneskind, mens min krop blev kommenteret af to ældre mænd. Jeg skulle kun tale, hvis der blev talt til mig, og formålet med hele øvelsen var at genrejse manden. “Ved at fornedre kvinden?”, spurgte jeg lidt befippet og undrede mig over det “originale” programkoncept, der ellers virker ret afprøvet i diverse stripbarer verden over.

Journalisten fortsatte med at fortælle, at mænd længe er blevet trådt under fode af alle de militante feminister. Det kræver et oprør og et opgør, og her var jeg en vigtig rekvisit.

En rekvisit?

Nå da.

Blachman og en anden mand ville være fuldt påklædte, mens de kommenterede min nøgne krop. Hvilken ære, sagde jeg ironisk og spurgte, hvorfor han ringede til mig. Forklaringen var noget i retning af, at jeg jo var meget lækker, men også meget talende, og at folk ikke ville forvente at se mig i sådan et program. Derfor var det så spændende. At det er stærke kvinder, der har kastreret manden og gjort samfundet så nosseløst, og nu skulle jeg så medvirke til hans genrejsning. Til mænds ligestilling.

Ved at smide tøjet og kun tale, hvis jeg fik lov?

Hold kæft, hvor åndssvagt. Et foreløbigt nulpunkt for den ligestillingsdebat, der i forvejen er sandet til i ekstrapolerede positioner.

Dansk ligestillingsdebat er blevet et paranoidt nulsumsspil, en slags moderne klassekamp, hvor der ikke er fantasi til andet end at kvinder og mænd slås om samme smuler. Det, man engang kaldte kvindekamp, er blevet til kvinders kamp mod kvinder, og kvinder bruger ligestillingsdebatten til at spænde ben for hinanden indbyrdes ved hele tiden at rakke ned på andre kvinders valg. Forestillingen om, at ligestillingssamtalen skulle give os allesammen et bedre liv, mere kærlighed, bedre familier og plads til karriere, og ikke bare stjæle lidt af hinandens krummer, magter ingen. Slet ikke DR2, der med dette pseudointellektuelle stripperkoncept har lavet noget, der er nøjagtigt lige så farceagtigt som “Hjælp min kone er skidesur”, og hvad DR ellers har spyttet ud af nonsens på ligestillingskontoen.

Lad os dvæle lidt ved foromtalen af programmet. Ifølge den mener Blachman, at den kvindelige krop “tørster efter ord, en mands ord” (haha, for mænd taler jo ellers ALDRIG om kvinders kroppe), og den tørst skal slukkes sammen med Jan Sonnergaard, Sten Hegeler og andre ældre mænd, hvis intellektuelle og kunstneriske karriere fortaber sig i fortiden.

Først: Hvem er det dog, der tørster efter at ligge nøgen foran et par gamle mænd? Og som i ramme alvor mener, at modsætningen til et pikløst samfund er kvinder, der ikke siger noget?

Dernæst: Det er jo ikke rigtigt, at den kvindelige krop tørster efter ord. Kvindekroppen bliver konstant kommenteret af vildtfremmede mænd. Faktisk går vi rundt med et levende kommentarspor efter os, og er der noget, vi har brug for, så er det, at mænd holder deres kæft, når det kommer til kommentering af kvinder og deres køn og fysiske attributter.

Og sidst; DR2 – are you for real? Det her er helt klart en vittighed, en mock-up på et program, I har lavet for at vise, hvor syret og langt ude kønsdebatten er blevet. Men I laver det da ikke i virkeligheden?

Det, jeg troede var en slap, fedladen og hånlig sexchikane fra en, der kaldte sig Torben Steno, var åbenbart en ikke joke, men en del af “det nye DR2”.

Jeg mangler ord. Og det er ikke Thomas Blachmans.

Rauw, frække fyre

Gøglergate, som sagen blev døbt, var selv en gang gøgl.

Manden havde ikke gjort noget graverende galt, men det havde til gengæld de mennesker, der orkestrerede en kampagne imod ham. Det centrale medie er BT. Lidt som i sagen om Venstres læk af den nuværende statsministers personlige skatteforhold. Her var det centrale medie også BT.   

Vi ser desværre jævnligt, at det er konsekvensløst at gennemføre voldsomme personangreb i medierne. I al fald for for journalisterne. De journalister, der skrev mange af historierne om Uffe Elbæk, arbejder stadig for BT – utroligt nok, da det ikke er første gang, de er blevet taget i at forsøge at begå karaktermord på mennesker i det offentlige liv. Det siger en del om BT, men det siger også en del om den øvrige presse, at historierne bliver citeret, af ukritiske journalister, der åbenbart ikke mener, de har pligt til at forholde sig selvstændigt til andres historier.

Det gør, at sager som “gøglergate” løber helt ud af sporet; netaviser og tv-nyhederne kan uden videre citere en BT-historie, der påstår et eller andet, og så mener redaktionerne sig frikendt for selv at tjekke historien.

Men det er da lidt mærkeligt, er det ikke? Hvis du og jeg spreder ondsindede og ubegrundede rygter, men husker at fortælle hvor vi har dem fra, er vi så ikke alligevel nogle sladdertasker og bagvaskere? Jo, naturligvis er vi det. Det er flere dårlige undskyldninger for at bringe usolide historier blandt journalister, end der er selvhøjtidelige studieværter.

Uffe Elbæk fik sagen til gengæld store konsekvenser for. Han trak sig som kulturminister efter at være blevet rovjagtet af medier og af en hysterisk opposition; efter at være blevet ydmyget, udstillet og latterliggjort på ret uhæmmet kreativ vis. Ikke kun politisk, men også personligt.

Vi må spørge os selv, om vi virkelig skal statsstøtte et projekt, der har som et af sine hovedformål at gøre det så utåleligt som muligt at leve et offentligt liv?

Mange har nok også lyst til at spørge kulturminister Marianne Jelved, om det fortsat skal være gratis at ødelægge andre menneskers liv eller om ikke Danmark trænger til at få en presseombudsmand, så man løbende og af egen drift kan få vendt pressens metode? De mennesker, der forleden fik en pressenævnskendelse imod sig, har fået så mange før, og de er bevisligt, dokumenterbart – uanset hvad de hykler i “Presselogen” – hamrende ligeglade. For det solgte aviser at ødelægge Elbæk, og naturligvis skal det også koste på pengepungen, når man ikke kan forsvare sin journalistik, uanset om man har fundet på det eller bare citeret det fra pressens svar på flodhesten Dolph.

Og det kan hun jo have ret i. Men klogt var det nok ikke at håndtere den laveste opbakning til det engang danmarksdefinerende Socialdemokrati med en vittighed og en skødesløs henvisning til, at der jo er længe til valg. Det var, som om hun ikke forstod alvoren.

Helle Thorning  - og hendes rådgivere – forstod tilsyneladende heller ikke, at blondine-billedet ville gøre det legitimt at kalde statsministeren for ”blondinen” herfra og til alle historiebøger. Det var ellers forudsigeligt. For nu har hun jo ligesom selv åbnet ballet med det fikse, men letsindige billede. Det kunne man allerede dengang høre de opadvendte redaktørhåndflader forklare.

Enten kan man hoppe ombord i denne kynisme og erklære, at hun burde have vidst bedre, at hun selv er ude om det, og at hun er for svagt hjulpet af sine rådgivere.

Eller man kan forlange lidt mere pli fra pressen end at overgive sig selv til en hånlig sexisme. Legitimeret af et sjovt, men dumt billede fra en kongrestale.

Senest er det sket på bagsiden af Børsen, hvor Hakon Redder, avisens udenrigsredaktør, gør sig stor umage med at desavouere Helle Thorning i en noget bizar artikel om hendes tur til Sydafrika. Han fremhæver først, at den sydafrikanske præsident Jacob Zuma ikke ”havde tid til at tage imod den danske statsminister”, men i stedet prioriterede at tale med en redaktør fra Financial Times. Dernæst at Thorning havde besøgt en platinmine og udtalt til en journalist fra TV-Avisen, at folk er ”meget, meget tilfredse.” Men det bør de på ingen måde være, lader Børsen-redaktøren læserne forstå, for Sydafrika er førende på indkomstulighed, har dårlig økonomi og et ringe uddannelsessystem.

Hakon Redder har til lejligheden opfundet en social profil til Børsen, hvilket jo kunne være spændende. Hvis ikke det lugtede af til lejligheden fremelsket hykleri. Og hvis ikke det hele drev af antipati og så den sexisme, overskriften skamløst smækker op. Værsgo’:

Alt, hvad Thorning gør, fremstilles som enten uvigtigt eller som udtryk for, at hun er latterligt uvidende, men redaktøren mener dog, at den dumme blondine kan komme i betragtning som afløser for Hugo Chavez som destabiliserende element. En helt absurd kobling, som vist dækker over, at hun godt nok er lallende idiot, men ikke mere idiot end at hun er enormt farlig på linie med den Chavez, der sammen med kineserne udfordrer vestlig indflydelse i den nye verden. Mening? Findes vist ikke ikke.

Jeg undrer mig. Har Thornings vittighed på kongressen virkeligt givet figenblad til så hånlig en tone og til at se en Chavez’sk dæmon i hende også? Eller er Helle Thornings kongrestale blevet det figenblad, som visse skribenter holder op for at slippe en helt uprofessionel, uforsonlig, sexistisk og hånlig tone løs overfor statsministeren?

Det kan godt være Thorning ikke slipper særligt godt fra ret meget, men det må ikke blive en undskyldning for at være slet og ret uopdragen eller ligefrem (kvinde)hadsk, som når en anden Børsen-redaktør Christopher Arzrouni i en offentlig opdatering på Facebook håner Thorning, sammenligner hende med en håndtaske og sexistisk affærdiger statsministeren som en æstetisk nydelse, man blot skal se og ikke høre.

I kommer til at sige for meget om jer selv, kære Børsen. Og det er ikke nok at holde figenbladet i vejret. Vi kan godt se, hvad I har indenunder, og det er desværre ikke imponerende.

—-

Tidligere indlæg om sexisme i pressen, her om Pernille Skipper (EL): http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2012/05/06/ung-smuk-og-i-hoje-haele/

Ingen af dem er gået ind i politik for at skabe en ringere verden. De har alle (haft) et engagement og en ambition om at forbedre folkeskolen, skabe bedre vilkår for de ældre, for virksomheder, få nedbragt arbejdsløsheden, kriminaliteten eller øget velstanden, ligheden, uddannelsesniveauet og sundheden i det danske samfund. Eller for at give homoseksuelle ret til at blive viet i kirken, udsatte børn udsigt til et bedre liv, værne om ytringsfriheden, historiske monumenter, endda kongehuset, og så videre og så videre.

Og måske gør de det ikke lige godt alle sammen, men de gør det efter bedste evne, og du gør det jo ikke ligefrem selv, vel, kære læser? Og takken er så tilsvininger og trusler. Det kan godt gå hen og blive et demokratisk problem for os alle, hvis fornuftige mennesker uden mental kevlar-vest og teflondragt betakker sig for en politisk karriere på baggrund af den kummerlige behandling, vi udsætter folk i offentlige embeder for.

Jeg undrer mig. Hvordan kan det egentlig være, at de bedste og dem med ambitioner om andet end Bilka og Berlingo skal svines til i det her land? Vi har tidligere set Mogens Glistrup, Rindal og Foghs udfald mod ”eliten” – et opgør, der i vid udstrækning videreføres af Liberal Alliance, som kalder alt det, de ikke kan lide, for ”elitært”. F.eks. er journalisten og socialdemokraten Signe Wennebergs forslag om bedre mad til folket ”elitært”, og det samme er alt, der kommer fra Politiken eller De Radikale. Enhver med ambitioner på nogens vegne skal tilsvines i det her land.

Der er et ubehageligt sammenfald mellem danskernes overudviklede evne til at chikanere sine bedste, sin elite, sine intellektuelle, sine kunstnere, forfattere og politikere, og så visse mediers aggressive og skånselsløse tilgang til folk i det offentlige liv. Der hersker en tabloid mentalitet, der tilsiger, at folk i det offentlige skal finde sig i de mest hæmningsløse destruktionsforsøg fra en presse, der tror, at magtkritik udøves ved personforfølgelse.

De 100 kilo hestelort, der ikke mindst blev grinet af og fejret på sociale medier, viser, hvordan vi er gået fra at have en vikingesjæl til en tabloidsjæl, og hvordan det er lykkedes boulevardpressen at eksportere sin paranoide antagonisme, sit hadske mindreværd over bare at være passiv overfor de handlende ind i danskerne.

Måske er det på tide, at vi spørger os selv om, hvem der egentlig er værd at spejle sig i: Dem, der stiller sig frem eller dem, der hader dem, der stiller sig frem? Hvor ville det være rart at se en sympatiaktion fra folket – og måske fra pressen? – til fordel for dem i det her land, der vil mere og drømme større drømme end at slikke toppen af bunden og læsse hestelort af foran et ministerium. Anonymt og kujonagtigt.

Også bragt som Indspark i Berlingske fredag den 8. marts 2013

Kommentarer, der ikke omhandler emnet, men i stedet går på min person, vil blive fjernet. Så spar bare kræfterne, bh ASH

Men »vi kan ikke blive kloge nok«, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) sidste år sagde til Politiken. Ligesom vi engang overgik fra bonde- til industrisamfund, er vi nu på vej ind i et videnssamfund, og her skal vi vide mere, uddannes bedre, men, Morten Østergaard, kan viden i sig selv skabe den vækst og fremgang, samfundet har brug for? Næppe. Mens det formentlig er spændende for den enkelte at tilegne sig et maksimum af teoretisk viden om digteren Rimbaud, bør en reform også se på, hvad et samfund har brug for. Safe to say: Det er ikke flere overuddannede kandidater.

Tænketanken Kraka kom i 2012 med en analyse, der viste, at hver femte akademiker har mere uddannelse end hvad der umiddelbart kræves for at varetage deres job. I 1993 var andelen på ti procent, altså er der sket en fordobling over 20 år. Typisk handler det om jurister, der arbejder som ejendomsmæglere eller om cand. mag.’er, der arbejder som folkeskolelærere. Med regeringens mål om, at 25 procent skal have en akademisk uddannelse, skal vi nok ikke regne med færre overuddannede akademikere i fremtiden.

Hvem betaler for deres overuddannelse? Det gør blandt andre sygeplejersken, buschaufføren og politimanden. Hver morgen står de tidligt op for at betale for endnu en kandidatafhandling om de afrikanske minoritetskulturer. Selv har de flere år på arbejdsmarkedet end en gennemsnitlig akademiker, og derudover er de blevet skåret i dagpengene og har mistet efterlønnen, så hvordan mon de ser på den danske overuddannelse? Formentlig ikke med ukritiske øjne.

Bortset fra medicinstudiet er der ingen grund til, at et universitetsstudium som udgangspunkt skal vare i fem år. Jeg er selv magister i litteraturhistorie og et resultat af den danske overuddannelse – på skatteborgernes regning har jeg skrevet en meget lang afhandling om kriminallitteratur, en viden jeg i dag kun bruger til at underholde med til middagsselskaber. Det samme gælder de fleste af mine humanistiske medstuderende fra dengang, hvorom man desværre også må sige, at en lang uddannelse ikke synes at have kvalificeret dem i forhold til et kompetitivt arbejdsmarked.

Regeringen kunne have startet en ny uddannelseskultur i Danmark, hvor man tog sin grunduddannelse, kom ud at arbejde, måske senere vendte tilbage for opkvalificering og omskoling. En ny uddannelseskultur, hvor færre fik en forskningsrettet overbygning og flere kunne bidrage længere, men mere fornuftigt på arbejdsmarkedet. Regeringen kunne have taget hul på en omlæggelse til et livslangt og fleksibelt uddannelsessystem. Eller de kunne have tænkt på en norsk model, hvor man betaler sin SU tilbage som lån, hvis ikke man tager sine eksaminer og dermed have ændret lidt på den useriøsitet som mange danske studerende møder op med.

De kunne have gjort så meget. I stedet spurgte de den nærmeste bureaukrat, hvor der lå to milliarder. Det er resulteret i et forslag, der ikke er unfair. Det er bare – som så meget andet fra den regering – håbløst ideforladt. Havde regeringen brugt sine ti år i opposition på at læse lektier og lave politikker, så havde vi ikke kun set en SU-tilpasning, men også en reform af vores uddannelseskultur. Og det sidste trænger vi til.

Også bragt som Indspark i Berlingske den 26. februar 2013

Det lyder jo lidt som en vittighed. Hvordan kan det præsenteres som et fremskridt, at folk skal have løn for deres arbejde, og at børn ikke skal bruges som blikfang for voksentøj? Det virker også komisk, at løsningen på modebranchens problemer med spiseforstyrrelser er, at modellerne stikkes en agurkebagel foran makeup-spejlet. Etisk charter, vorherrebevares.

Der foreligger ingen sanktioner, hvis nogen overtræder reglerne og f.eks. serverer sprut for 14-årige børnemodeller. Branchen opfordres alene til ”selvjustits”, hvilket direkte oversat betyder, at chartret er anbefalelsesværdigt godt at vaske hænder i. At Danish Fashion Institute heller ikke selv tager sine etiske retningslinjer alvorligt, viste den omdiskuterede plakat for den københavnske modeuge.

Her poserede en sygeligt tynd model, duknakket og med tændstikarme – til stor forargelse for Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, i øvrigt. Foreningen havde nemlig været med til at udarbejde det etiske charter. Men da de rettede en kritik af Eva Kruse, administrerende direktør for Danish Fashion Institute, blev de affejet med kommentaren: ”Vi skal jo heller ikke skal diskriminere folk, der er tynde.” Det er der vist heller ingen fare for i modebranchen, Eva Kruse.

Det kan umuligt tolkes som andet end en hån mod landsforeningen, at modeugen blev profileret af en underernæret og fotomanipuleret model. Det svarer til at lade en bank sponsere en kampagne, der bruger playboy-fallenten Frederik Fetterlein som blikfang. Og beklager banken sig, får den at vide, at overforbrug skam ikke skal lægges nogen til last!

Danish Fashion Institute forstår kort sagt ikke sit eget etiske charter og det ansvar, der følger med.

I tv-programmet Bag Facaden blev der i 2010 udført en BMI-test på 28 danske catwalkmodeller. En af dem havde et på 18,5, mens de andre 27 lå under. Jeg vil minde om, at man taler om underernæring og sultegrænse, når BMI-værdien er mellem 18,5 og 16. Den slags kan man dø af, og det skete også tre modeller i forbindelse med de sydeuropæiske modeuger i 2006. Da Milano og Madrid efterfølgende indførte BMI-krav, betød det, at 30 % af modellerne ikke kom på catwalken det år.

Det mest overraskende her er dog ikke, at etik forveksles med en sandwich. Det er, at Københavns Kommune, der finansierer løjerne, ikke stiller flere krav til modeugen. F.eks. stiller som modkrav, at modellerne er sikret gode og trygge arbejdsforhold, at deres sundhedstilstand er i orden, og vigtigst: BMI er over 18. Kommunens støtte beløber sig til 7,5 mio. kr. over fire år – hvordan kan den legitimere overfor borgerne, at den er sponsor for unge kvinder, der ikke bliver passet ordentligt på? Måske er det ikke kun Danish Fashion Institute, men også Københavns Kommune og overborgmester Frank Jensen (S), der har problemer med etikken?

Andre steder kan man nemlig godt finde ud af, at modebranchen ikke selv kan finde ud af tingene. Senest har også Israel indført statslig lovgivning på området.

Sålænge den danske brancheorganisation mangler etik og ansvar for unge kvinders sundhedstilstand, må vilkårene for offentlig støtte naturligvis strammes op. Sker det ikke, må støtten trækkes tilbage. 7,5 mio. kr. er mange penge for et etisk charter, der i bedste fald kun kan bruges til at lave papirflyvere af.

Også bragt som Indspark i Berlingske den 8. februar 2013.