Vi er dømt til at få vores hjerte knust

Af Anne Sophia Hermansen 0

Vores liv kan ændre sig på et øjeblik. Vi kan blive konfronteret med vores egen dødelighed, miste håbet, gøre noget heltemodigt eller møde den eneste ene og springe ud fra livets 10 meter-vippe. En enkelt hændelse og tidens hældning er pludselig ændret.

Mit afgørende øjeblik indtraf kort efter min far var død. Jeg var 23 år og var rejst til Indonesien med en kæreste. Undervejs hørte vi om vulkanen Agung Rinjani og syntes, det lød herligt at vandre flere tusinde meter op mod himlen for derefter at klatre ned til kilderne i vulkanens indre. Så vi tog op i bjergene, spiste et festligt måltid og drog afsted tidligt om morgenen.

Men dårligt var vi nået til foden af vulkanen, før vi indledte et kæmpe skænderi. Et skænderi, der betød, at vi påbegyndte opstigningen i et hidsigt tempo. Desværre også for hidsigt.

Jeg var optaget af mit raseri og af de vabler, der begyndte at udvikle sig og registrerede kun svagt, at jeg også fik feber. Jeg skulle jo nå toppen og så ned i bunden og slange mig i de varme kilder, mens jeg kiggede på stjernerne.

Vi blev forsonet i 3.700 meters højde, overnattede og drøftede kort, om det nu var klogt at bade i de svovlholdige kilder med halvblodige fødder. Det vurderede jeg, at det var. Men det var det selvfølgelig ikke. Der gik infektion i de åbne sår, og jeg tilbragte den næste nat med skoene på – tog jeg dem af, ville jeg måske ikke kunne få dem på igen. Samtidig lå jeg søvnløs og frøs, mens jeg hallucinerede om strandene på Gili Islands.

Om morgenen havde jeg høj feber og svært ved at komme på benene. Der var godt 6-7 timers trek tilbage, og jeg bad min kæreste om at skaffe hjælp. Min nedstigning blev selvsagt vanskelig, men jeg gik i håbet om, at hjælpen snart ville komme.

Det gjorde den ikke. Da jeg kom ned til foden af vulkanen, ventede kun de endeløse vidder.

Jeg begyndte nu at vandre i et landskab, der gik fra grønt til hvidt, mens jeg tænkte på salmen “Dejlig er jorden”. Er den egentlig det? Hvad var der at tro på? Kærligheden? Hvorfor fanden var min far så blevet taget fra mig?

Alene midt i det dødelignende landskab standsede jeg. Hvis ikke livet var værd at leve, så havde jeg chancen for at stå af nu. Jeg kunne bare lægge mig i græsset. Men hvis jeg mente, at livet var det hele værd, skulle jeg gå videre og tage den præmis på mig, at vi mister dem, vi elsker. At vi bliver skuffede og må genvinde troen og genfinde kærligheden.

Så jeg fortsætte. Satte den ene fod foran den anden og kom langt om længe derhen, hvor hjælpen ventede. Jeg havde akut højdesyge og over 42 i feber.

Hvad lærte det mig? At holde op med at have ondt af mig selv og fortsætte med at leve og fejle og elske, selv om kærligheden kan svigte os eller dø fra os. For den kommer tilbage, hvis vi er åbne for den, og vi er dømt til at få vores hjerter knust igen og igen.

Og når vi møder den påny, træder vi ind i nye afgørende øjeblikke, hvor vi skal genoverveje vores liv, og hvem vi er som mennesker. Stjernerne og vulkanerne er perfekte; det er vi ikke. Jeg vil til enhver tid vælge kærligheden, selv om den kan efterlade os – som digteren Rilke skriver – udsat på hjertets bjerge. For det er det modsatte, vi dør af.

Kommentarer er lukket.