Dansk kunst er blevet en gang Ølstykke i november

Af Anne Sophia Hermansen 54

Platon smed kunstnerne ud af staten, fordi man ikke kan basere et samfund på vanvid. I dag ville han nok have slappet mere af. De fleste danske kunstnere kan ikke gøre en kat fortræd. Desværre.

Gennem de senere år har vi ellers set denne ene kunstner efter den anden blande sig i samfundsdebatten med karske, men dybt forudsigelige udtalelser. Hvis man troede, at originalitet var en del af stillingsbetegnelsen for en kunstner, kan man godt tro om igen. Trump er en idiot, Støjberg er dum, Lars Løkke mangler medmenneskelighed, Pia Kjærsgaard lugter af pis, og alt er i det hele taget bedre i Sverige.

Men det interessante er ikke så meget manglen på indsigtsfulde eller originale standpunkter; det interessante er, at kunsten for en stor dels vedkommende er holdt op med at være politisk. Når Mads Langer prædiker for menigheden i musikkatedralen, ved vi godt, at hans sange ikke handler om flygtningepolitik, men om kærlighed. Det samme gælder Medina. Når hun skammer sig over Støjbergs politik, gør hun det kun, når hun er i ”Pressen på P3”, og vi ser heller ikke Thomas Vinterberg lave film om nationalisme eller flygtningekrisen, men vi ved, at han skammer sig over at være dansker, når han er til pressekonference i Berlin for at præsentere sin film om kollektiver og fri sex i 1970’erne.

Vi ved også, at Suzanne Brøgger hellere vil bo i Sverige, fordi vi er så inhumane og dårlige mennesker i Danmark, men hendes seneste roman handler om hendes sexliv for 40-50 år siden.

Kunsten er ellers en prisme, man kan se samfundet igennem og et oplagt afsæt for samfundskritik. Derfor mente Brandes også, at kunstnere skulle blande sig mere i samfundsdebatten; de kan se tingene fra et anderledes perspektiv, mente han.

Men nej. Få lider så meget under den danske hygge og konformitetskultur som vor tids kunstnere, hvis identitet synes mere bundet op på fællesskab end selvstændighed. Hvor man i Frankrig har flere kulturelle og intellektuelle epicentre, der kan irritere, inspirere og udvikle hinanden, har vi her i Danmark kun et enkelt. Her hersker konsensus og kommercielle interesser.

De fleste kunstnere ytrer sig derfor først, når de er sikre på, at det, de siger, ikke er så kontroversielt, at det kan gå ud over deres brand, bog- eller pladesalg. Dansk kunst er blevet en gang Ølstykke i november og så feel good-agtig, at den fremstår mindre rebelsk end en forsikringspolice.

Så var det bedre i gamle dage. Bjørn Nørgaard sprættede en hest op på en mark som reaktion på Vietnam-krigen. Jørgen Nash brugte havfruemordet til at udstille mediernes sensationalisme, og Jacob Holdt ville med sine Amerikanske Billeder rejse en debat om samfundets undertrykte. Kunst og politisk agenda har for mange kunstnere haft intim sammenhæng, og politik var ikke bare noget, man snakkede om.

Det er ellers i sig selv et politisk statement at være skønånd i et konkurrencesamfund. For det er at være i opposition til ironman-typerne fra den finansielle sektor, til vækstideologien og de talende excelark. Derfor er kunstnere væsentlige, men hvis de også skal tages alvorligt, må de bidrage med væsentlig kunst.

54 kommentarer RSS

  1. Af Lisbeth Sørensen

    -

    Flere indlaeg i filteret?

    Anti demokrater som ash burde skamme sig.

  2. Af Lisbeth Sørensen

    -

    Flere indlaeg i filteret?

    Anti demokrater som ash burde skamme sig..

  3. Af Lisbeth Sørensen

    -

    Flere indlaeg i filt.eret?

    Anti demokrater som as.h burde skam.4me sig..

  4. Af Henrik Pedersen

    -

    Tænk på Lord Haw-Haw, ASH.

    Yahya Hassan er en ægte dansk kunstner, der pt. tilbringer tiden i spjældet, fordi han måtte gribe til probate forsvarsmidler mod de af ”Muhammads mørke Håndlangere”, der følte sig ekstremt provokeret af hans kunst. Han er mindst vor tids Jens Jørgen Thorsen.

    Lars Vilks tæller ikke rigtigt med her, selv om han burde, for denne kunstner er som en rød klud for de ”korrekte” svenskere i ”Folkshemmet”, så længe det endnu eksisterer. Sverige er jo snart på vej ud af ”Nordisk Råd” og søger optagelse i den forening, som seriøse betegner som ”Mellemøstens Rådne Muslimske Bundfald” (MRMB).

    Kurt Westergaard har ydet sit, så selv om han i alderdommen er blevet en ”Lam And”, er der herfra ingen kritik.

    Politikens fedladne hedengangne redaktør Seidenfaden var vel også en provokatør, dengang han indgik forlig med svindleren Muhammads såkaldte efterkommere på vegne af dagbladet Politiken. De arme selvudnævnte journalister på denne middelmådige pamflet er stadig bundet af aftalen og kan derfor ikke udtale sig frit. Who cares?

    Mht. Brøgger, er forklaringen nok, at når sexlivet er gået i stå i alderdommen, så kan hun i det mindste erindre ungdommens herlige udskejelser. Denne skribent bliver aldrig en Karen Blixen – her hjælper utallige look-a-like forklædninger (f.eks. hatte) ikke – kun de digteriske udskejelser – de er der heller ikke.

    Til gengæld er Brøgger en ægte provokateur, når hun gir’ den som jazz-sanger. Utroligt, at hun ikke har et kært familiemedlem, der har turdet fortælle, hvor rædselsfuldt og pivfalskt tabernaklet var.

    Men måske har Brøgger ubevidst valgt at optræde som komiker.

Kommentarer er lukket.