Bederum, nej tak

Af Anne Sophia Hermansen 153

Engang kæmpede man på venstrefløjen for at få religion ud af det offentlige rum, herunder uddannelsesinstitutioner. Men det har man glemt i dag. Nu er det fint med stadig mere religion i det offentlige rum. Venstrefløjen argumenterer for, at drenge og piger skal adskilles i forbindelse med svømmeundervisning. At der ikke må serveres frikadeller i institutioner. At det er i orden, at små piger dækkes til og tvinges til at gå med tørklæde, ligesom vi også skal acceptere barnebrude; det er jo kærlighed, når en 14-årig finder sammen med en 53-årig mand.

Og selvfølgelig skal uddannelsesinstitutioner facilitere bederum, så man kan træde til side og dyrke sin religion. Ideelt bør de vel også indkalde til fredagsbøn.

Men nej, de skal ej. Og nu må venstrefløjens mærkværdige religiøse hensynsbetændelse stoppe.

Derfor er det positivt, at Mattias Tesfaye fra Socialdemokratidemokraterne nu har fået nok og tager afstand fra bederum på danske uddannelsesinstitutioner:

”Danske skoler, gymnasier og universiteter er ikke et sted for religiøs udøvelse. De få sager, vi har set, hvor bederum har givet anledning til konflikter, har særligt knyttet sig til islam, så derfor er faren ved bederum især, at der kan forekomme social kontrol, hvor nogle muslimske elever f.eks. presser andre til at praktisere islam i skoletiden. Det må ikke ske, og derfor føler vi et behov for, at Folketinget trækker en streg i sandet og forbyder rum til religiøs fordybelse,” siger han til Jyllands-Posten.

Selvfølgelig kan man anføre, at det ikke er en sag for Folketinget, men bør være op til hver enkelt uddannelsesinstitution, om de vil installere bederum, fitnesslokale, spa eller måske en swingerklub i kælderen.

Men som Tesfaye anfører, så bør skoler være religionsfrit område, og det er meget fint at tale om rummelighed og højt til loftet, men lad os huske på en sag fra efteråret.

Her klagede en studerende fra professionshøjskolen UCC, Campus Carlsberg, over, at muslimske medstuderende angiveligt forlangte, at ikke-muslimer forlod rummet, når de skulle bede. Desuden var der fundet skriftligt materiale fra den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir i lokalet.

Det var ellers meningen, at lokalet skulle være for alle, der havde brug for ro og eftertanke, men sådan fungerede det ikke i praksis. Og selv om det formelt blev kaldt et ”refleksionsrum”, var det reelt et bederum, og studerende, der ikke troede nok eller på det forkerte, blev overrulet af dem, der ifølge sig selv gjorde.

Ligesom vi ikke skal træde vores ligestillingsprincipper under fode med åndsbollede argumenter for kønsopdelt svømmeundervisning eller tro, at 9-årige muslimske piger helt frivilligt vælger at gå med tørklæde, så skal uddannelsesinstitutioner heller ikke udstyres med bederum.

Fordi det er vores skoler, gymnasier og universiteters opgave at lære folk noget, og hvis man vil bede eller meditere, må man gå i meditationscenter, moské eller kirke.

Og længere er den sådan set ikke.

153 kommentarer RSS

  1. Af Jan Johansen

    -

    “Engang kæmpede man på venstrefløjen for at få religion ud af det offentlige rum, herunder uddannelsesinstitutioner”. Hvorfor har man opgivet den kamp? Er det et forsøg på at hverve nye vælgere til nogle af de svagt funderede partier med stærkt nedadgående vælgertilslutning?

    Er det “positivt, at Mattis Tesfaye fra Socialdemokraterne nu har fået nok og tager afstand fra bederum på danske uddannelsesinstitutioner”, når han og andre socialdemokrater ikke går helhjertet ind for et totalt forbud? Er det meget andet end tomme floskler?

    Er det nu så selvfølgeligt, “at det ikke er en sag for Folketinget”? Hvor langt skal vi gå i vores forsøg på at modarbejde integrationen af mennesker fra meget fremmede nationaliteter? Skal vi helt ud i svenske tilstande?

    Vågn op, kære politikere!

  2. Af Hans Palle Mortensen

    -

    Det er deprimerende, at S og DF ikke vil overlade det til insitutionerne selv at afgøre, om det er hensigtsmæssigt eller ej, om der skal indrettes bederum på en uddannelsesinstitution. Bederum er vel ikke beregnet til en bestemt religion. Det er lige så deprimerende, at både Tesfaye og Anna Sophia argumenterer så “åndsbollet” som de gør. Så vist jeg ved, er det vist ret svært for en 53- årig mand at blive gift med en 14- årig pige her i landet og hvad bederum for alle religioner har at gøre med det, må guderne vide. Både Tesfaye og Anna Sophia påstår, at andre troende er blevet holdt ude fra bederummene, og at de derfor bør forbydes, uden i øvrigt at nævne noget konkrete tilfælde. Men for det første er det institutionens opgave at sørge for, at det ikke sker, og det er overhovedet ikke noget, der rager en landspolitiker. Kun hvis institutionen ikke selv er i stand til at finde en løsning på det mulige problem, er det noget, der muligvis angår en landspolitiker. Og for det andet:Hvis der kun er et enkelt tilfælde, hvor folk muligvis er blevet forment adgang til et bederum, så svarer det til, at Tesfaye og Anna Sophia vil have forbudt al individuel bilkørsel, fordi nogle enkle bilister kører over for rødt. Det er dybt deprimerende, at en socialdemokrat og blokredaktør så hurtigt har lært at argumentere med den samme form for alvidende storhedsvanvid og mangel på logik som en Trump.

  3. Af Morten M

    -

    @ Hans Palle Mortensen

    Jo bederum er i praksis kun et krav fra muslimer, jeg har aldrig hørt, at et sådant rum har været krævet af andre, ej heller hørt om, at andre manglede eller kunne tænke sig sådan et rum.

    Bederum og anden religions fremmende eller underkastende foranstaltninger, høre ikke til i det offentlige rum, og slet ikke på noget så følsomt, som uddannelsesInstitutioner, som jo netop skal danne og forme til, at blive til tænkende rationelle, selvreflekterende og oplyste individer.

    Derfor skal den enkelte institution heller ikke selv bruge tid på den slags krav og kampe, og sådan er det jo med de fleste love og regler, så det er der jo intet mærkeligt ved.

    Institutionen skal bruge sin tid og sit fokus på sit “kerneprodukt” ikke alt muligt andet der intet har med uddannelsen at gøre.

Kommentarer er lukket.