Tak for musikken, George Michael

Af Anne Sophia Hermansen 56

Da David Bowie og Prince døde tidligere i år, var der flere, der skrev, at deres ungdom var blevet revet itu. Jeg har det lige omvendt, også med George Michaels alt for tidlige død.

For når jeg lytter til hans musik, står jeg der igen; på teenageværelset, under en usynlig discokugle og genoplever det første kys, første knald, første hjertesorg og første alt muligt andet.

Når jeg lytter til “Wake Me Up Before You Go-Go”, genoplever jeg verdens nok mest fri og ubekymrede ungdomstid, og når jeg hører “I’m Your Man”, husker jeg, hvordan George Michael personificerede drømmen om en græsk elsker med mandepels og pastelfarvede svedbånd, rauw.

“The Final” er nok det album, jeg har lyttet mest til, og nej, Wham lavede ikke samfundskritiske sange om våbenkapløb og kold krig. George Michael og Andrew Ridgeley overdøvede luftalarmerne, der blev testet om onsdagen, og hvis jeg nogensinde var bange for, at russerne ville komme og bombe os, var jeg det ikke, når jeg lyttede til “Careless Whisper”. Her stod kongen af det føntørrede hår og sang “guilty feet have no rhythm” (?!), mens han rev i et tov, og en dame var på vej væk med vandflyver.

Vandflyvere var der ikke mange af i Risskov, men det var i de år, at mange af os fik persienner – inspireret af den video og sikkert også af den til Joe Cockers “You Can Leave Your Hat On”. Og det var så så frækt med de persienner, man lige kunne kigge igennem. Så 80eragtigt og flot, hvis man også havde en vandseng, man kunne skvulpe rundt i.

Det havde min storebror, og her lå jeg og hulkede, da Wham gik fra hinanden i 1986. Jeg var 14 år og havde bøjle og så meget metal i munden, at jeg aldrig var sluppet gennem sikkerhedskontrollen i Kastrup. At der ikke kom mere musik fra Wham, var milliarder gange værre end at Challenger var sprunget i luften, og at Thomas fra c-klassen havde dumpet mig.

Men så kom soloalbummet “Faith”, og hvad fanden var det for noget? Manden havde fået skægstubbe, læderjakke og et kæmpe guldkors hang og dinglede fra det ene øre. Han havde også en irriterende kærestetype med i en af sine videoer, men alrajt, han havde jo heller ikke mødt mig endnu.

Jeg blev aldrig rigtig vild med det album, og det skyldtes ikke kun det med kæresten. Det blev jeg til gengæld med “Listen Without Prejudice” og med det senere album “Older”, som hyppigt blev spillet på Café Englen i Aarhus. Jeg læste nu på universitetet, og min far lå ude på Skejby Sygehus og var langsomt ved at dø af kræft. “Older” blev mit soundtrack til de endeløse aftener på hospitalet, og jeg kan stadig ikke lytte til albummet uden at ryge tilbage til den tid.

Hvilket er ok. Ligesom det er ok, at “The Final” minder mig om at være teenager med idolplakater, og “Faith” om at være undervejs med at blive kvinde. Det er noget af det, musik kan – være vores tidsmaskine og kollektive hukommelse og ja, trøst.

George Michael, Prince og Bowie er væk og så alligevel ikke. Deres musik er her endnu og minder mig om båndsalat, frugtsalat og lørdagskylling, om at danse som var det 1999, få hjertet knust og samlet igen og om at forlade teenageværelset og blive et selvstændigt menneske.

Det hele var lige i går, og alligevel er det længe siden. Så længe, at alderen, narkoen og sygdommene til sidst indhentede ikonerne. Tilbage på dansegulvet ligger glimmerbæltet sammen med puddelhåret og uskylden og stjernestøvet.

Vi kigger os i spejlet og ser, at vi er børn, der nu er blevet voksne og selv har børn, der bliver forelskede og kysser for første gang. Og vi ser, at vi også selv en dag skal dø.

Hvil i fred, George Michael, og tak for musikken.
You Have Been Loved.

56 kommentarer RSS

  1. Af Michael Simony

    -

    Anne Sophia Hermansen, jeg er fuldstændigt enig med dig. For mig er han absolut også en af dem som var med til at sætte dagsorden i den musik jeg hører. Jeg var cirka 10 år ældre end dig, da han kom frem. Men der var, som meget andet musik fra dengang, utrolig glad musik. Pragtfuldt at lytte til. Senere ændrede han stil og begyndte at fortælle noget med hans sange. Det blev de kun bedre af, for mig. Jeg vælger at slutte mit indlæg af med dine ord:
    Hvil i fred, George Michael, og tak for musikken.
    You Have Been Loved.

  2. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg vil ikke lave direkte link, da både sangen og filmen sikkert har ophavsrettigheder.
    Desuden er url adresserne intetsigende om indholdet.
    Men man kan søge på Google under “videoer”. Stikordet er “Wham! ……. Careless Whisper”, lagt på YT den 17.12.2008 af en vis Shera 100.
    Desuden til minde om salig John Candy, 1950-94, en kapabel og sympatisk skuespiller, der også medvirkede i JFK.

  3. Af Kristine Pedersen

    -

    Ved ikke om jeg fandt den rette video, men fandt i hvert fald denne: Wham! – Careless Whisper ( Foreign Skies, Live in China, 1985). George er gudesmuk og synger som en engel. Er glad for at jeg hørte ham i Danmark. Kæmpe oplevelse.
    Tak.
    Må så også lige anbefale: George Michael At Palais Garnier, Paris, Going to town. Fantastisk vokal.
    Rest in peace Georg Michael
    You have ben loved

  4. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Min egen favorit på den fornemme Symphonica samling er “A Different Corner”. Roligt og afklaret fremfører George Michael denne sang, der ellers godt kunne invitere til selvmedlidenhed og sentimentalitet, men som i øvrigt også rummer filmiske kvaliteter, ligesom “Careless Whisper” og adskillige andre af hans kompositioner.
    Omkring midt i “A Different Corner” kan man høre, at George Michael stemmer z’et i ordet “breeze”. Det kan forekomme som en lille detalje, men det har underforståede betydninger. Dels viser det nøgternhed og tålmod. Tingene skal ikke nødvendigvis siges hurtigt eller i højt volumen, men derimod umisforståeligt. Dels udtrykker denne korrekthed en kærlighed til og respekt for selve sproget, han bruger. Og dermed desuden respekt for tilhøreren, dvs. publikum, foruden respekt for selve koncertstedet som jo er et velrenommeret teater.
    Dels indvirker det på fortolkningen af sangen og dens tekst. Som bogstav og lydfonem er Z den hårde og kolde version af S. Det er vinterens nordvinde der hermed refereres til i forbindelse med ordet “breeze”. Sommeren er i sandhed forbi mellem de to mennesker sangen handler om, ikke kun i den ydre verden men også i fremførerens eget sind.

  5. Af Lisbeth Sørensen

    -

    Bedste der kan siges om GM var hans kamp for LGTB rettigheder..

    Det værste..At han er en af de mest skyldige mht. pop og populær psykose, billig kommercialisme…

    Hans musik kommer kun til at stå “the test of times” pga. af vedvarende billig pop kommercialisme af negativ slags. Han indrømmede det også selv. Så ærlighed kan lægges oven i hans dyder.

  6. Af Holger Spanggaard

    -

    Den eneste plade jeg havde med GM på mit teenageværelse var Faith. Den hørte jeg til gengæld mange gange. Så tak for den GM.

Kommentarer er lukket.