På vild flugt fra dellerne, familien, dødsangsten og væksten

Af Anne Sophia Hermansen 101

Hvis man arbejder 70-75 timer om ugen, vil de fleste nok sige, at man er rimelig arbejdsnarkomanisk. Men hvis man har fuldtidsarbejde og smækker en ironman oveni, er man pludselig en helt. Hvorfor? Ja, det undrer også mig, og jeg vil til enhver tid hellere bruge min fritid på at spise tartar og pomfritter end på at æde mig selv som ekstremsportsudøver. Ligesom jeg vil betænke mig ved at date eller ansætte en, der skriver ironman på CV’et.

I mange år har det ellers været en udbredt DJØF-aport at svømme, cykle og løbe sig i smadder. Og så møde ind på arbejde og sove henover skrivebordet. Hvis der eksisterer undersøgelser af skilsmisseprocenten blandt udøvere af ekstremsport, vil jeg blive meget overrasket, hvis ikke de ligger i top. Ligesom jeg vil blive overrasket, hvis disse overdisciplinerede og livsfornægtende typer er særligt gode kolleger.

Hvad vil du selv foretrække – en mand, der drikker vin med dig om fredagen eller en, der drikker birkesaft med proteinpulver og går i seng med sig selv kl. 20? Vil du helst arbejde sammen med en, der netop har været i Operaen eller med en, som kan berette om ujævn asfalt i Nordsjælland? Jeg er ikke tvivl, og ja, det er meget fordomsfuldt.

Naturligvis er det sundt og godt at motionere og ikke sejle rundt i et kæmpe bildæk af fedt, men hvornår blev ekstremsport til mainstreamsport? Det blev det den dag, Bilkajakkesættet rykkede ind på golfbanen, og man havde brug for en ny social markør.  Den dag det ikke længere var nok at flashe sit Rolex-ur eller Shamballa-armbånd for vise de andre, at man var i overhånd – og nå ja, den dag man fyldte 40 år og blev grebet af middelsvær dødsangst.

Siden da er elitesportsspøgelse gået ned gennem direktionsgangene. Man kan kende det på, at det går i Tiger of Sweden i dagtimerne og infam lycra efter mørkets frembrud. Det blev engang spyttet af ud pølsefabrikken på Statskundskab, kører i Audi og har reolen fuld af bullshitagtige ledelsesbøger, der er skrevet af, for og om mænd. Når typen er til møde, kan man høre ham sige sætninger som ”For lige at få sat lidt perspektiv på” eller ”Hvis vi lige skal træde et skridt tilbage”, ligesom vedkommende altid har sin computer med og taster lidt nonsens, men han ”lytter”. Vi må forstå, at vi har at gøre med et meget vigtigt menneske, hvis tid ikke skal spildes på utrænede åndsboller, og møder afsluttes klassisk med, at han lige får et opkald. Rigtig meget er for tiden ”postfaktuelt”, i går var alt ”konkurrencestat” og forleden ”risikosamfund” – typen er rejsende i udtryk, der er så flade, at de får en tallerken til at ligne marianergraven.

Som investor bør man holde øje med, om en virksomheden er hjemsøgt af ledere med ironman på CV’er. For så ved man godt, hvor fokus er, og det er næppe på forretningen. Halvdøde hænger staklerne på kontorstolene i jakkesæt, der er blevet alt for store, hvis da ikke de skal findes i kantinen, der genlyder af kællingeagtig kostævl og kalorie-masturbation. Intet under, at det står sløjt til med væksten i Danmark. I stedet for at udtænke nye ideer, videreudvikle produkter eller opstarte virksomheder render ledere og medarbejdere rundt i skovene, på vild flugt fra dellerne, familien, dødsangsten, småborgerligheden og væksten.

Kom tilbage. Kræng lycraen af jer og vær mænd i stedet for tændstikmænd. Det gør ikke noget godt for nogen at være på 5:2-kur og slet ikke at svømme i kloakvand.

Så hold op.

 

101 kommentarer RSS

  1. Af Tommy Jensen

    -

    Hvad nu hvis man er håndværker, hvilken bås er man så i ?
    Hvad gør alle dem som har dyrket sport fra barnsben af når de rammer de 40, de forsætter vel bare i en anden sport såsom triahtlon/ ironman.
    Er ved at brække mig over alle de stereotype beskrivelser af mænd i 40 erne som dyrker ekstrem sport

Kommentarer er lukket.