Nej, vi elsker ikke den andens børn som vores egne

Af Anne Sophia Hermansen 33

Næsten hvert andet ægteskab ender med skilsmisse, og mange af os lever videre i sammenbragte familier med dine og mine og måske også vores børn. Succesraten for sammenbragte familier er imidlertid lav – jeg har læst mig til, at 75 pct. ender med at gå i stykker.

Selv har jeg levet i et par af slagsen, og jeg vil hilse og sige, at det heller ikke er nemt. De første år er decideret røv og nøgler, fordi man skal samle én familie af to ødelagte og totalt undervurderer opgaven.

Hertil kommer, at familieformen stiller krav, der er tæt på det umulige. Krav til et forælderskab, man ikke har valgt sammen, og krav om en kærlighed, som måske ikke er der. Jeg tror dog, at mange flere sammenbragte familier ville lykkes, hvis ikke tabuer og umulige krav til os selv stod i vejen.

Første gang jeg var en del af en sammenbragt familie, havde manden to tweenie-piger, og de havde virkelig ikke valgt fars nye kæreste. Jeg prøvede at være sød og voksenvenagtig, men det blev aldrig godt.

De gik uden at sige farvel og kom uden at sige hej. Under aftensmaden ignorerede de mig eller talte dårligt om min mad (som, indrømmet, heller ikke var videre vellykket). Hjemsøgt af dårlig samvittighed over skilsmissen havde deres far helt opgivet at opdrage på dem – »det skal jo være rart at være her«.

Nogle år senere mødte jeg en mand, der havde en søn, som var jævnaldrende med min egen. Drengene blev kammerater og fik meget glæde af hinanden. Min kæreste var cool og selvstændig – lige med undtagelse af, når han var sammen med sin søn. Så begyndte han at tale babysprog og omtale sig selv i tredje person. Jeg kan afsløre, at det er svært at se sexdyret i en mand, der opfører sig ligesom Bamse. Men det var heller ikke nødvendigt, for drengen kom ind hver nat og skulle sove i ske med far.

De to forhold lærte mig mange vigtige ting. Vi forsøgte at lege kernefamilie, selv om vi kom fra brudte familier, og vi antog, at fordi vi elskede hinanden, kunne vi også elske den andens børn og hinandens måde at være forældre på. Men sådan er virkeligheden ikke. Jeg begik givetvis også mange fejl, for eksempel fandt jeg mig i at blive sat på bagsædet, mens barnet sad på forsædet, lidt af et værdighedstab, og hvis ikke far har respekt for sin nye kæreste, hvorfor skulle barnet så?

Nå, men derudover var der tabuerne, som mange har svært ved at tale om, selv om vi kender dem allesammen.

Og her er svesken på disken: Nej, vi elsker ikke den andens børn, som var de vores egne. De elsker heller ikke os fra dag et. Det er dejligt, de ikke er der hele tiden. Og skilsmissebørn drømmer om at se far og mor sammen igen. Selvfølgelig!

Det er tabuer, som må afdæmoniseres, hvis en sammenbragt familie skal gøre sig forhåbninger om at lykkes. Og det handler ikke om, at skilsmissebørn skal have at vide, at de – smask – ikke er elsket, men om at forstå, at kærlighed er noget, der skabes over tid.

I mellemtiden er det så ens forbandede pligt at opføre sig ordentligt og finde ud af, hvordan man kan være noget for børnene.

Vi ved, hvad det vil sige at være forældre, men hvad er den nye kæreste? Meget symbolsk findes der ikke et neutralt navn for det. Vi kender alle den overskudsagtige »bonusmor«, den mere discountagtige »papmor« og den gammeldags »stedmor«. Jeg tror først, vi kan blive noget meningsfuldt for den andens børn, når vi erkender, at pap-, bonus- og stedmor aldrig bliver mor.

Da jeg blev skilt i efteråret, blev jeg også skilt fra to bonusdøtre. Når der af og til kommer en SMS fra en af dem, svarer jeg på den med det samme, for selv om kærligheden mellem de voksne er holdt op, er jeg ikke holdt op med at holde af dem. Jeg har heller ikke lyst til at give dem det med i livet, at kærligheden er noget, der bare stopper, og så gælder alt det, man havde sammen, ikke længere.

Men ja, mens vi boede sammen, fik jeg mere spat af dem end af mit eget barn, og jeg har da også glædet mig til, at de skulle hjem til deres mor, så jeg kunne have deres far for mig selv. Er der noget mærkeligt i det? Næ, det underlige er, at det skulle være tabu at indrømme.

En sammenbragt familie bliver aldrig en kernefamilie, men en kantet familie, der stikker lidt i forskellige retninger. Og den bedste overlevelsesstrategi er at give afkald på umulige krav og omfavne, at der er tidspunkter, hvor man bare er den onde stedmor.

33 kommentarer RSS

  1. Af Niels Juul Hansen

    -

    Man kunne selvfølgelig også overveje at vente med at flytte sammen med den nye drømme m/k indtil de involverede børn var klar til det. I begyndelsen er det ofte den højre- eller venstreorienterede sex, der trækker. Efter et par år kan selv det gå hen og blive hverdag.

    Ofte skal de nye sammenflyttede par også gerne have et ‘nyt’ barn sammen for at forsegle det evige sammenhold. Hvis det så også går galt. som du nævner ofte sker, kan barnet så se frem til endnu flere forældre på ‘gule plader’.

    Skilsmisser og udenomssex er som slankekure. Det er sjældent, at folk kun har været på een slankekur.

  2. Af Elisabeth Lindhardt

    -

    Et meget relevant input til de mange forskelligartede sammenbragte familier. Jeg har selv været en og det var meget svært. Mine børn lever i sammenbragte familier. Nu er jeg mormor og har ind i mellem meget svært ved at finde ud af, hvad min rolle er overfor bonusbørnebørnene. Jeg tror som ASH at noget af det vigtigste må være at eliminere tabuerne og stå ved de svære følelser. De kommer især, når den biologiske forælder, på grund af skyldfølelse, tror han eller hun skåner sit afkom ved ikke at opdrage. Det er tværtimod at svigte sit barn, som derved bliver sat i en udsat position ift akrylfar eller -mor. Og som i sidste ende kan blive udløsende for en kæmpekrise mellem de voksne og ultimativt en skilsmisse. Det er nok det værste for barnet/børnene, at blive offer for endnu en skilsmisse.

  3. Af mr p j

    -

    Ja, i den halvkommunistiske bananstat som Danmark er ved at være, går det jo nærmest den forkerte vej på alle områder. Således også med familieværdierne som især de radikale har brugt megen energi på at angribe og undergrave.

    ASH har ret i at det er svært at have samme kærlighed til andre folks børn som til sine egne. Noget som også fremgår af “børneværnets” og “familie- og skilsmissebureaukratiernes” måder at arbejde på. I disse systemer handler det mere om usselhed og ondskab mod børn end om ordentlighed, hensyntagen og næstekærlighed. Tusinder af barneskæbner er blevet knust af de afstumpede, umenneskelige og familiefjendske/børnefjendske/mandsfjendske rutiner der præger disse foretagender.

    At forældre i gsnit. er langt bedre til at opdrage, passe på og være noget for børn end pædagoger, børneeksperter og professionelle børnevenner, er der ikke tvivl om.

  4. Af Arne Hornborg

    -

    Anne Sophia Hermansen.
    Atter en god, hudløs ærlig artikel fra din hånd.
    Jeg, med mine 82 år, har set meget desangående, blandt familiemedlemmer, blandt nære venner, og ikke mindst blandt mange af mine tidligere håndsætterkolleger der betroede sig til mig. Havde behov for at tale om det. Det gjaldt nemlig også i lige så høj grad mænd.
    Jeg selv er sluppet nådigt gennem tilværelsen. Min hustru og jeg fejrer snart diamantbryllup.
    MIT livs store kærlighed, den kærlighed der stadig er til stede samt to skønne døtre, VORE døtre.
    Da min hustru og jeg mødte hinanden til en privat sammenkomst, var vi begge forlovede.
    Kort tid efter dét møde, hævede vi begge to vore respektive forlovelser.
    Fire måneder senere blev vi ringforlovet. Året efter indgik vi ægteskab.
    Sådan kan tilværelsen også forme sig. Det du, Anne, beskriver så glimrende i din artikel er desværre ingen sjældenhed. Tværtimod.
    Arne Hornborg
    Typografisk mediegrafiker/forfatter.

  5. Af C. Menzel

    -

    ASH, tabuer udspringer ofte af mangel på metode til at imødegå manglende forståelse af præferencer. Jeg tror du kan have nytte af at bruge tid til at sætte dig ind i begrebet psykologisk typologi. Jeg anbefaler MBTI metoden. Brug metoden til at belyse menneskelige relationer. Så kan du efter nogen tid også vælge, om du vil bruge den østlige eller vestlige sub-version. Valget vil formentlig afhænge af, hvorledes du selv er skruet sammen. De fleste starter med psykisk energi, hvis funktionalitet nogen mener også er biologisk betinget. Hvis alene tanken om typologien er dig imod skal du alligevel give den en chance. For den er kun brugbar, hvis du er enig, hvorved den bliver personlig.

  6. Af Annette Roesbjerg

    -

    Tak! Tak fordi du siger det højt.

    Omend denne blog kunne være meget, meget længere, uddybet og fyldt med flere eksempler, så rammer du hovedet på sømmet. Mega tabu at sige, man elsker faderen, men ikke hans børn. Og det kommer man så heller ikke til sålænge, at “dårlig samvittighed” medfører “sig-ikke-noget-for-vi-skal-da-hygge-os” syndromet.

  7. Af Randi Jensen

    -

    Tak for en fin kronik og vigtig pointe. Når det forelskede par vælger at flytte sammen kan de ikke forvente at børnene er lige så forelskede, så måsle skal man overveje at være weekendkærester eller bare vente til folk har lært hinanden lidt at kende. Er selv et skilsmissebarn. Tror ikke de 2 piger glemmer dig jeg glemmer i hvert fald ikke den kærlighed min fars nye kone gav mig i de 4 år de boede sammen. Det var en sorg at de gik fra hinanden men som voksen er jeg glad for at min far tog chancen og det er dejligt at møde hende mærke en kærlighed som er anderledes end min mors alene fordi hun jo er en helt anden person. Når man bliver ældre bliver man faktisk lidtmere overbærende og taknemmelig over den kærlighed, der har været i ens liv perfekt og uperfekt.

  8. Af Torben Haugaard

    -

    Lad mig lige korrigere. Over 80% af alle sammenbragte familier går i opløsning indenfor de første 2 år – netop på grund af problemer med børnene! Problemet er at voksne mennesker lider af den vildfarelse, at alle mulige nye parkonstruktioner er løsningen på at finde lykken i livet. Det er imidlertid ikke tilfældet. Nutidens store udfordring for voksne og forældre er, at de ikke evner at skabe varighed i relationer. Og det er det, vi er ved at lære vores børn, at det ikke er muligt at skabe varighed i en relation og at så snart man ikke er tilfreds i relationen, så er løsningen af forlade den og finde en ny. Færre og færre voksne mangler i meget høj grad kompetencen til at udvikle deres parrelation sammen. Det morderne parforhold er blevet et “forbrugs-forhold”, hvor man forbruger hinanden op, som en anden pose bolsjer, hvor den tomme pose smides over skulderen og så køber bare en ny.
    Når det gælder børn, så er de i deres absolutte gode ret til at forholde sig kritisk til den ny partner, som deres forældre bringer ind i deres liv. Det er ikke børnene, der er blevet forelskede og hvorfor skal de finde sig i at være sammen med et menneske, de ikke har bedt om og heller ikke bryder sig om?! Desværre er det sådan, at fordi at vi har normaliseret det at blive skilt, så tager vi det også for givet at børnene tager det for givet, at deres biologiske familie bare brydes op, og tager det for givet at de synes at det er fantastisk at blive introduceret for nye erstatningsforældre – det gør det ikke og det har de ret til!!
    Endelig ser det ud til, at mænd i langt højere grad er villige til at gå ind i en relation til fremmede børn end kvinder. Kvinder kræver nemlig 100% opmærksomhed fra manden i en ny relation, hvor det i højere grad forventes af manden at også rummer hendes børn.

  9. Af Jørgen F.

    -

    Al det knald – for et knald med mere knald.

  10. Af Hemmingsen Christian

    -

    Personligt er jeg glad for ikke at være en af ASH’s ex’er – så slipper jeg nemlig for at blive hængt ud som “bamsefar” eller lignende her på siderne.

  11. Af Jette Balslev

    -

    Et af problemerne er vel også, at vi kvinder tror vi skal være mødre med stort M bøjet i neon. At det er unaturligt, at kvinder ikke elsker alle børn. Der er ikke helt de samme forventninger til mænd om den nære kontakt i husholdningen..

  12. Af Tove B

    -

    Jeg er sikker på det er jeres egen skyld hvis i ikke falder i hak med børnene. Jeg har været i to forhold hvor der var to børn begge steder. Og begge steder havde jeg det godt med børnene. Når du skriver Anne Sofie at ingen skulle sidde på forsædet. Var det også din pligt at sige fra og bede ungen om at sætte sig bagved. Men det er også vi voksnes pligt at være så voksne så vi ikke hænger os i bagateller. Og havde de kritiseret min mad have jeg sat dem til at lave mad næste gang. Og så havde lavet det til hygge at ha de dem i køkkenet. Man kan godt elske andres børn og børnebørn. Men man skal ikke forvente at få respekt. Det er noget man skal fortjene. Så sådan er det faktisk altid i forhold til andre mennesker og det er det så også i forhold til børn. Så kommer vi ind i en ny familie må vi vise vi er åbne og ikke tror det kun er vores egenavl vi kan elske men behandler alle unger ens. Roser og retter på alle. Jo så vil de i starten syntes vi er dumme. Men børn er ret retfærdige. Og sætter pris på at blive behandlet ens og retfærdigt. Så er det ens egne det bliver mugne over de syntes de går glip af noget og ikke vil dele os med de andre. Så må vi fortælle dem at vi elsker dem som vi altid har gjort og selvfølgelig elsker mest fordi de er vores. Men at man sagtens kan elske de andre der er som når en har en ven eller veninde de holder meget af og nærmest elsker som en søster eller bror. Vi skal turde være den voksne. Og det kan vi kun hvis vi har det godt med os selv og har selvtillid. Har vi ikke det skal vi ikke flytte sammen med nogen. Og ikke gi børnene skyld for det ikke gik. Eller fordi det var svært fordi der var børn. Det er altid vores egen skyld. Men man kan vel egentlig ikke snakke om skyld. For enten kommer vi til at funger sammen som par. Uanset der er børn. Eller det viser sig det ikke kan fungere. Og så er det jo godt vi kan flytte igen.

  13. Af Susanne Sund

    -

    Så kunne du jo bare lade være!
    Hahahahahahahahahahahahaha!

  14. Af Sarah Leo

    -

    Torben Haugaard – det er meget velformuleret og godt det du skriver. Jeg kan ikke lade være med at tænke på procentdelen af de delebørn, som føler sig tilovers eller som kan mærke, at mors/fars nye kæreste ikke holder af dem – det er næsten et lille tab af barndom.
    Det er burde enhver moden persons pligt at indleve sig i barnets følelser og opføre sig empatisk og anstændigt.

  15. Af Familiefar med bonusbørn

    -

    Kære Anne Sophia Hermansen,

    Tak for din åbenhed, og tak fordi du deler dine inderste bekymringer med offentligheden. Det er virkeligt sejt, og også enormt gavmildt. Tak for det.

    Nu hvor jeg har læst dit indlæg bliver jeg lidt trist til mode. Det er aldrig rart at høre om et menneske, som mister kærligheden til andre børn end ens egne. Jeg vil derfor dele mit livssyn med dig, som er en anelse anderledes end dit. Måske vi kan lære af hinandens erfaringer.

    For det første mener jeg ikke, at kærligheden er som en kage, som skal skæres i mindre skiver og gives til dem vi har nærmest. Jeg mener, nærmere at kærligheden er som solen, som kan skinne på alle (naboer, kollegaer, venner, familie, tilfældige mennesker på gaden). Dine børn er tilfældigvis tæt på dig. Du er jo deres mor, og derfor skinner solen mest på dem. Det er klart! Men dette betyder jo ikke, at man ikke elsker andres børn! Kærligheden er der stadig.

    Det er selvfølgelig tidskrævende at have børn. De er jo små individer for helvede! Alle børn – ens egne og andres – er nysgerrige, de søger venskaber, de har fritidsinteresser. Børn er i virkeligheden enormt sociale. Og de mangler desuden erfaring. Så de begår fejl. Mange fejl. Og det kan drive os livserfarne voksne mennesker til vanvid.
    Jeg betragter mig selv som en person, der har en stærk psyke og er rolig i selv det største stormvejr. Og alligevel har jeg aldrig ved opdragelsen af min yngste datter – der har en meget, meget stærkt (og stædig) personlighed – .oplevet at være så frustreret før!

    Og det er her kærligheden spiller en så vigtig rolle. Når vi med ubegrænset kærlighed, respekt, tålmodighed og livserfaring kan guide vores egne børn og vores bonusbørn gennem livet, så vil de uden tøven gengælde os med enorm tillid og kærlighed. Vi vil være Deres forbillede; Deres klippe, som de altid kan holde fast i, når de har det svært eller de søger gode råd. Og vi vil vise dem livets glæder gennem tillid og respekt for alle mennesker.

    Som Martin Luther King sagde, ”Every man must decide whether he will walk in the light of creative altrusim or in the darkness of destructive selfishness”.

    Valget er vores!

  16. Af Henrik Knage

    -

    Man kan efter min mening ikke sætte tal, eller værdi på det at elske.
    Selv om prins Joachim kommer i 2. række, så elsker Hendes Majestæt ham sikkert alligevel li´så meget som Frede.

    Du nævner det selv Sophia – at blive sat på bagsædet i et køretøj, kan godt opleves som en nedgradering – og det er det muligvis også. Der findes imidlertid kvinder og mænd der konsekvent sidder på bagsædet f.eks. ministre, konger og dronninger. Så istedet for at opleve det som en kølig Tyrker, kan den vendes til noget positivt.

    Du kunne jo have provokeret din elskovs lykkesmed, eller overrasket ham næste gang i blev alene i Audytten, at sætte dig ind på bagsædet – indtil han fik lært lektien.

    Jeg spekulerer på noget helt andet end parforhold – for jeg har været igennem flere, og det er om der skulle være nogen derude, der ved hvilken friskole politikerne har gået på, for jeg synes aldrig de er til at få fat på, når man skal bruge dem?

    Især ham der “Tulle” fra DF. Han minder mig om mit værktøjssortiment, der altid er der når jeg ikke skal bruge det – men det bliver væk, når der er brug for det – hvordan kan det være?

  17. Af Michael Tange

    -

    Flot analyse og konklusion af Anne Sophia, som jeg mere eller mindre er enig i!

    Hvis eksempelvis sammenbragte familier tog bare en brøkdel af de pointer Anne Sophia ridser op med sig fremadrettet kunnne de her ‘kantede’ familier måske overleve – Det kræver ikke nødvendigvis så meget af alle parter!

    Rigtig godt indlæg Anne Sophia

  18. Af Mr. Q K

    -

    Til Mr. P J: Jeg ved godt de radikale er skyld i den manglende verdensfred, kommunismen, 2. verdenskrig, nedgroede tånegle og Anders Fogh Rasmussens kronisk dårlige humør, men at de også systematisk har forsøgt at angribe og undergrave familieværdierne er alligevel lidt nyt for mig. Jeg troede mere det var det venstreorienterede pak, hippierne, 68’erne, bz’erne eller kriminelle udlændinge som var skyld i det.
    Det var dejligt at få slået det fast. Det er altid en fornøjelse at læse borgerlige blogs, da kommentarerne er på mindst samme niveau som på Nationen på Ekstrabladet.

  19. Af Anders Jensen

    -

    Hvor er det dog befriende at læse. Min første kone havde 2 børn (jeg ingen) – vi skulle have flere (men først ville hun godt se hvordan jeg tacklede hendes) – det var 2 teenagere og de var rædselsfulde. I hendes liv kom først hendes børn, så hendes kæledyr, resten af hendes familie og så jeg. Det blev bare værre og værre og til sidst skulle det stoppe.

    Jeg forstår godt hendes børn kommer før mig – det jeg ikke forstår er at de opførte sig mere og mere som 2 djævle og de kunne finde på at sparke mig, slå mig, spytte efter mig når deres mor ikke var der – og så kunne de være engleblide når hun kom hjem – de første gange jeg fortalte hende det ville hun slet ikke høre, så jeg opgav – de digtede den ene historie efter den anden og det var grufuldt.

    Nu har jeg en sød kone nummer 2 og vi har kun børn sammen.

    Mit råd: Gift jer ALDRIG med en fraskilt der har børn! Fra venner og bekendte ved jeg også at det efter ganske kort tid er et mareridt og jeg kan forstå at det ikke hjælper at få børn sammen (det er selvfølgelig kun mænd jeg har snakket med så kender det ikke fra kvindernes side) – fælles børn oveni er kun med til at gøre mareridtet større.

  20. Af Hulda i Bagermosen h

    -

    Men -men psykologerne har jo nu i decennier trumpeteret ud at vi da bare -i individualismens forbannede navn- skal skille os fra ægtefælle og børn hvis noget sætter hindring op for vores selvudfoldelse-
    Så til helvede med børnene -de tager såmænd ikke skade hvis bare forældrene lader som om at de er venner!!! hehehehe selv børn har dog en vis form for intelligens -som ligger betydeligt over psykologers. Psykologer har helt enkelt ingen høj stjerne hos mig og jeg så hellere end gerne hele skumrasket i fængsel eller på opdragelses anstalt!!

  21. Af Henrik S

    -

    ASH
    Som sædvanlig dejlig ærlig og et vigtigt emne at tage op.
    De fleste vil hykle og mishandler både papbørnene og sig selv.
    Underligt at du havde mod til at prøve det samme 2 gange ?
    Håber du nu er i forhold , kun med fælles børn.
    Nok som Anders Jensen skriver , det optimale for at få en harmonisk familie – uanset hvad hippi-socialister påstår.

  22. Af Henrik Knage

    -

    Meget skarpt, at du nævner “Bamse” – og jeg går ud fra der menes “Bamse & Kylling” og ikke Flemming Bamse Jørgensen.

    Der er det med Bamse – før Kylling kom ind i billedet – da var Bamse for børn, men efter at Kylling kom med, da blev Bamse & Kylling for voksne.

    Det kan tydeligt høres på den vinylplade jeg har og jeg kan klart anbefale sangen “På Mit Allerfarligste Sted” med Bamse.

    Bamse har serveret noget for Kylling, hvorefter Kylling af vanvare kommer til at træde Bamse på hans allerfarligste sted – hvor det på pladen er bamses fod – der er det allerfarligste sted.

    Det tror jeg ikke på. Jeg tror Kylling har trådt Bamse på noget der befinder sig lidt højere oppe.

    Men alligevel så laver han (Bamse) en sang til Kylling “Mit Allerfarligste Sted” – og den er ret god :-)

    Og så bliver de gode venner igen – og laver “Regnvejrssangen”.

  23. Af Birgitte Pedersen

    -

    Jeg tror, det handler om hvor meget eller lidt hengivenhed, man i det hele taget er i stand til at føle overfor andre, og ens kærlighed eller mangel på samme afspejler bare det.
    Mine forældre har altid taget vores venner til sig som var det deres egne, Der galt ikke særlige regler for os og andre for dem. Vi måtte dele det der var. Jeg har nogen gange følt, at jeg blev sat til side for fx min søster veninder. Men i dag forstår jeg jo godt, hvorfor…De var i kæmpe livskriser med en kræftsyg mor, voldlig far og lign. De piger er i dag 50 år og kommer stadig i vores forældres hjem. Og en af dem havde alle mulige regler for hendes nye mand overfor hendes søn. Der tog min mor fat i hende, og mindede hende om al den omsorg, hun selv havde fået som barn fra nogen, der ikke var hendes “rigtige” forældre. Hendes voksne søn og hendes nye mand er i dag bedste venner. Det er min mors gode forbillede.
    Sådan lever min mand og jeg også, og vi har vores søns venner med på ferie, i svømmehallen, i biografen, på restaurant og lign. Og når her er andre børn her, er vores søn ikke noget specielt. Så gælder der samme regler for alle børn. Og det går begge veje.
    Min mand er ikke vokset op sådan.
    Der var altid noget galt med “de andre”, og min svigermor gør også forskel på hendes datter og min mand og børnebørnene.
    Jeg mener at evnen til at være generøs og dele af ens tid, penge, forståelse og kærlighed ikke er en evne alle har, så derfor er vi ikke alle lige gode bonusforældre.
    Den ærgerlige kombi, er at når barnet faktisk er i stand til at være hengiven, men den voksne ikke er det. Der er der jo masser af ulykkelige eksempler på i historien.
    Jeg mener jo, der ikke er tale om en tabu men en brist.

  24. Af Birgitte Pedersen

    -

    Havde ikke set det med drengen der ville ligge op af sin far om natten.
    ASH helt ærligt. Hvad har dine veninder sagt til dig i den sammenhæng?
    Hvis du var min veninde, så ville jeg godt nok give dig en lille balle. HELT ÆRLIGT. Masser af selvstændige og selvkørende børn, som bor hos begge forældre har brug for at komme ind om natten og tanke tryghed op. Vores søn gør det også. ALTID!! PUNKTUM!!!!
    Så knalder man mindre eller finder andre tidspunkter eller steder at gøre det det. Fordi man er voksen. Det er ikke børnene, der skal holde op med noget!!!!
    Det er hans far!!! Helt ærligt!!!!
    Jeg tænker, du måske er en der lever bedst alene. Og det du har at give, skal du nok bruge på din egen søn.
    Hvad med bare at få en ung bolleven. Det tænker, jeg kunne være en løsning på at få dækket dit behov for sex uden at tage hensyn til andre.

  25. Af Kent Andersen

    -

    Som alenefar med sønnike på 3 år alle dage undtagen hver anden weekend og en ugedag (10-4), så ville jeg være glad, hvis jeg overhovedet kunne få lov at få denne problemstilling:) En date hvor jeg siger “nåh, men vi kunne jo ses igen tirsdag næste uge” – det har ikke rigtigt taget så mange kegler endnu:) Mange kvinder siger, at det er tiltrækkende med mænd, der er alenefædre. DET tror jeg kun de siger indtil de har prøvet det, og oplevet alle de begrænsninger det giver:) Og det kan jeg sådan set godt forstå:)

  26. Af Vibeke Geertsen

    -

    TAK TAK TAK TAK!!
    Endelig var der en som havde mod til at åbne for denne TABU-pose I offentligheden..Jeg havde hverken ord eller mod til at sige det dengang for mange år siden da det var dagligdagen I mit eget liv.

  27. Af Teddy bjørn Olsen --tegner

    -

    “Herlige ASH ” ! –Godt, at du blev så klog ! –Så, hvad med, at lade være med, at avle børn –i det hele taget ! –Så gør vi alle en god gerning ! –Det skal ikke belønnes, at være med til, at overbefolke denne klode ! –Tværtigmod ! –Det skal straffes ! –Og det blev du –og andre Så !

  28. Af j b

    -

    What’s love got to do with it ?
    Ever been to Sydhavnen, where the kids behave like adults and the adults behave like kids.
    Add to this a sprinkle of intergenerational jealousy and you got yourself a volatile mix.

  29. Af Teddy bjørn Olsen --tegner

    -

    “Torben Haugaard ” Ja, så sandt som du har skrevet denne text ! —I dyrenes verden er det også meget sjældent, hvis en dyre-mor tager sig af andres unger ! Kan nævnes sæl-unger, der er dømt til døden, hvis de bliver væk fra deres egne mødre — “et sjældent tilfælde er ulvene, der godt kan finde på AT: amme andre unger (læs Romeo & Remo ) Fra den italienske saga ! –Men i løvernes tilfælde ! –Når en ny HAN- tilkæmper sig retten til parring ! –Ja, så dræber han alle de andre løvinders unger ! –Han accepterer kun sine egne genomer i afkommet ! –Hvis kvindemennesker var bare lidt klogere ! –Så sprger de deres børn først –om de kan acceptere en ny “far” ! –Det kan de som regel ikke ! –Så burde sagen være klar ! La-vær !

  30. Af suzaanne Bojang

    -

    Enig Anne Sophie – DET ER IKKE LET..
    Jeg er dog helt i chock over de forskellige kommentarer dette indlæg har affødt, og forstår nu bedre at vi alle taler i øst og vest, og nok ikke rigtig taler med hinanden, men mere egentligt taler med os selv.

  31. Af Teddy bjørn Olsen --tegner

    -

    “Suzanne ” ! –Du mener vel –“Skriver ” –med hinnanden,–Folk orker ikke længere, at tale med hinnanden ! –Hvad skal det ende med ! –“dine – mine – andres børn ” –Har fået nok af barnlige voksne, der kun tilgodeser deres egne behov ! —Så lad dog vær med, at avle børn ! –En falsk trygheds-fornemmelse ! –Børnene flygter langt væk i deres egen verden ! –Og lader “de gamle være alene med deres “bléer” –Og knavne —udgydelser !–Den største trussel er faktisk “mennesket ” !

  32. Af Teddy bjørn Olsen --tegner

    -

    ASH ! –Du kan lige-så-godt indrømme det ! –Vi kan ikke fordrage andres børn ! —Og da slet-ikke “de forbandede S.U. gratister ” –Som hærger i forældre-købs-lejlighederne ! –Vi HADER dem –noget så dybt og inderligt !—Havde politikerne ikke smidt vores “skatte-milliarder ” ud på dem ! –Så havde de såmænd beholdt pengene selv ! –Politikerne !

  33. Af N. Svendsen

    -

    Helt enig med Birgitte Pedersen, citat: “Jeg tænker, du måske er en der lever bedst alene. Og det du har at give, skal du nok bruge på din egen søn. Hvad med bare at få en ung bolleven. Det tænker, jeg kunne være en løsning på at få dækket dit behov for sex uden at tage hensyn til andre”.
    Sidst ASH var i tv, sad hun glad og fro og fortalte, at hun kører en virkelig stram disciplin derhjemme. Blandt andet forlanger hun, når hun har sin søn med ud at rejse, at han skal skrive en fuld rapport om stedet, Berlinmuren gav hun som eksempel.
    Hun er sådan en typisk kælling, der ikke kan få et forhold til en mand til at fungere og så udlever hun sine drømme igennem den stakkels søn.

Kommentarer er lukket.