Den dag Frederik bliver konge

Magasinet Euroman bragte i efteråret et meget langt interview med kronprins Frederik. Her fortalte kronprinsen blandt andet, at han gerne ville gøre en forskel, men for hvem og på hvilket område kom han ikke nærmere ind på.

Kronprinsen havde imidlertid fat i noget helt rigtigt. Hvis ikke kongehuset skal miste sin tilslutning og degenerere i forbrug, tant og fjas, må kronprinsparret træde i karakter som rollemodeller for en ny generation, der efterlyser substans og samfundsnytte.

Det er f.eks. de færreste, der efterhånden bliver imponeret af en midaldrende kronprins, som stadig går på Simon’s, en kronprinsesse, der brænder 16.000 kr. af på et enkelt frisørbesøg eller af at kigge på billeder af parret fra Verbier og Saint Tropez, hvor de henlever det søde liv med popstjerner og kongelige playboys. Det var måske fint i 00’erne, hvor mange dyrkede forbrug og friværdier i stedet for rigtige værdier, but the times they are a-changing.

I dag er omkring hver 6. boligejer teknisk insolvent. Ikke siden 1995 er så mange huse røget på tvangsauktion. Der er stadig flere arbejdsløse om stadig færre jobs, 2,1 mio. danskere er på overførselsindkomst, virksomheder rykker i stigende grad til udlandet, og vores konkurrenceevne er faldende.

I New Normal handler det om samfundsansvar og om at gøre noget for andre end sig selv. Vi gider ikke se på Anni & Erik, men vil gerne høre, hvad folk med røv i bukserne har at sige om verden. Fru Grisehandler Larsen er mere interessant end Jørgen Varnæs. Mormors Bordel er et rigere sted end de overfladiske boligprogrammers udstilling af ting og ting og ting. Politiske diskussioner har erstattet amaronen ved middagsbordene, og selv Nik & Jay er holdt op med at synge om bling-bling. Så en kronprins, der vil gøre en forskel – ja tak, det lyder da inderligt sympatisk.

Frederik, der i 2009 blev valgt ind i Den Internationale Olympiske Komite, også kaldet IOC, havde i 2012 deltaget i to ud af 21 bestyrelsesmøder. Trods komiteen har været hjemsøgt af korruptionsskandaler, nepotisme, har haft Idi Amins gamle hærchef som medlem og en spansk fascist som æresmedlem, har møderne formentlig været rystende kedelige. Til gengæld virker kronprinsens sportsengagement ægte.

Man kan bare undre sig over, at det ikke bruges til noget mere værdigt og betydningsfuldt. Undskyld det lidt provinsielle fokus, men hvorfor være et uengageret medlem af en international komite, når man nationalt kan udrette noget virkelig betydningsfuldt for andre?

Havde Frederiks rådgivere haft et højere ambitionsniveau end opslag i Billed-Bladet, havde de rådet ham til at søge tilbage til rødderne, til foreningsdanmark og til at gøre noget af værdi for de næste generationer.

F.eks. kunne han stille Fredensborg Slot til rådighed for et årligt eller to idrætsstævner for børn. Tænk bare på, hvor succesfuldt transportfirmaet DHL hvert år arrangerer stafetløb og samler over 200.000 danskere.

I et samarbejde med de danske julemærkehjem, Børnerådet, Red Barnet eller Kræftens Bekæmpelse kunne kronprins Frederik skabe en sportslig begivenhed og give børn med sociale problemer, overvægtsproblemer eller alvorlig sygdom en oplevelse for livet. Bruge sin viden om motion og sundhed på en måde, der kommer mange til gavn og lade Fredensborg Slot danne rammen et sted, hvor børn inspireres til at stræbe højere, danne venskaber, hjælpe hinanden frem til sejr og være noget for andre.

Det ville ikke kun være et sympatisk projekt, men også gøre kronprinsen til kultur- og værdibærer i stedet for kulturløs celebrityprins med kone i Prada. Det sidste er tiden som sagt løbet fra, og det første kan betyde, at kongehuset ikke afskaffer sig selv med den næste generation.

Mens eliteidrætsudøvere over hele verden nok skal overleve uden kronprinsen i IOC’s bestyrelse, kunne en kommende konge på dansk grund få børn til at ranke ryggen og føle sig værdsatte.

Og det er at gøre en forskel.