Fogh, Thorning og pressens jagthunde

Anders Fogh Rasmussen gjorde tirsdagspressemødet berømt og brugte det til at vise autoritet og til at sætte en politisk dagsorden. Helle Thorning-Schmidt har gjort det berygtet og gjort det nemt for journalister at sætte en dagsorden om manglende autoritet.

Tag f.eks. det seneste tirsdagspressemøde i Statsministeriet. Pressen havde forventet, at statsministeren ville kommentere på Danske Banks gebyrsag, Det skete ikke, mødet blev aflyst, og derfor skrev flere journalister: ”Helle Thorning havde alligevel ikke tid til pressens spørgsmål” og ”Helle Thorning smutter fra spørgsmål om bankgebyrer.”

Læser man imidlertid artiklerne, så forstår man, i bisætninger, at hun havde statsbesøg fra Litauens præsident Dalia Grybauskaite. At hun med andre ord passede sit arbejde, men det skaber jo ikke overskrifter – det gør til gengæld en statsminister, der enten ikke gider eller kan besvare journalisternes spørgsmål. Rimeligt? Nej. Havde hun udsat statsbesøget for at pleje journalisterne, havde de naturligvis hylet op om, at det var for galt og helt forfærdelig inkompetent af hende.

Når man tænker på, hvordan en autograf fra tv-stjernen Sarah Jessica Parker kunne få nationen til at gå i selvsving i en uge, er det selvfølgelig ironisk, at et møde med den litauiske præsident ikke kan afføde andet end et par bisætninger.

Men det virkeligt overraskende er, at Helle Thorning-Schmidt fastholder tirsdagspressemødet, når det gang på gang ender med, at journalisterne kører hende rundt i manegen.

Siden Fogh har tirsdagspressemødet vist, hvem det er, der har bukserne op i dansk politik, og lige nu er det ikke vores statsminister. Mens han omdannede pressen til skødehunde, der rent faktisk havde en del af komme efter, men ikke gjorde det, er journalisterne under Thorning ikke bare vagthunde, men jagthunde uden snor, uden ledelse og uden respekt for en statsminister, hvis politiske autoritet også er i accelererende identitetskrise. Det udstilles på tirsdagspressemødet, og hvis ikke en af hendes rådgivere allerede har hvisket hende det i øret, fortjener vedkommende at blive fyret.

Måske ser Helle Thorning det ugentlige pressemøde som en dialog med offentligheden, og det kunne man også ønske, det var. Men det ligner mere en magtkamp. Fogh vandt den, Thorning taber den hver eneste uge til journalister, der ikke interesserer sig for dialog og til avisoverskrifter, der desavouerer hendes arbejde.

Så i stedet for at stille op til så urimelig en behandling, som vi var vidne til igen i tirsdags, skulle  sætte pressen udenfor døren og kun indkalde den, når hun har noget at sige. Obama, der har lige gennemført en valgkamp, hvor interaktionen med pressen har været mindre end nogensinde før, behandles som autoritet, fordi han opfører sig som en og ikke inviterer pressens jagthunde ind i dagligstuen. Det er vel også de færreste, der kan forestille sig Obama deltage i et tirsdags-cirkus med halløj i betalingsringen og ligegyldige hæve-sænke-bords-diskussioner. Hvorfor gør Helle Thorning så?

Alt for mange journalister ser det i dag som deres arbejde at håne enhver offentlig person, og det er efterhånden blevet ubærligt at se Helle Thorning blive smadret af pressen, fordi hun ikke tør bruge sin autoritet. Under Fogh viste journalisterne, at de respekterer en politiker, der sætter hårde grænser og skærer dem fra, der ikke kan indordne sig, og det siger ikke noget kønt om pressens udvikling, men det siger noget om virkeligheden. Helle Thorning kan ikke bestemme, hvilken virkelighed hun lever i, men det er dybt skadeligt for hendes politik og regering, at hun ikke reagerer på den.

Så derfor: drop tirsdagspressemødet, Helle Thorning, og få jagthundene smidt ud af dagligstuen og ud i gården, hvor de hører til.

Også bragt som Indspark i Berlingske den 25. januar 2013