Frihedsbrev

Vi kender det formentlig alle og dem, der ikke gør, kommer aldrig til at forstå det: At man kan ændre mening, fordi man er blevet klogere. Selv gør jeg det løbende, og det er jeg stolt af. I mine øjne er der mere grund til at frygte stivsindet end alderdommen, og jeg ser med større skepsis på dem, der aldrig rokker sig en millimeter end på dem, der rykker et nyt sted hen.

I løbet af de år, jeg har blogget og skrevet klummer for Berlingske, har jeg flere gange skrevet ting, jeg senere har fortrudt. Jeg har f.eks. skrevet hånligt om speltfolket på Østerbro og afskrevet en hel generation af mænd, fordi mine oplevelser i en periode var dårlige. Well, jeg har set i øjnene, at det ikke var mændene i 30’erne, den var gal med, men snarere de steder jeg frekventerede og i høj grad min egen smag. Tilsvarende har jeg også fået respekt for de speltforældre, der dagligt sætter barren lidt højere og er ambitiøse på deres børns sundheds vegne. Jeg har sluttet fred med min egen middelmådighed og har ikke længere så ondt i måsen, når andre gør det bedre. Det skulle da lige være, hvis det bliver et konkurrenceparameter mor og mor imellem, men hvor ofte er det egentlig det? Peace.

Man bliver klogere, og det er jeg også blevet, når det kommer til barselsrettigheder til begge køn. Hvor jeg tidligere advokerede for, at det måtte folk selv hitte ud af, er det i dag min holdning, at det må de stadig – det bliver bare for egen regning, hvis den ene part vil tage hele barslen. Og selvfølgelig ved jeg godt, at mange synes, det er et forfærdeligt og uliberalt synspunkt, men jeg synes nu, det er god liberal latin. At tage barsel er en rettighed, der følger med begge køn, og ønsker man ikke at benytte sig af den, ja, så bortfalder de penge, der følger med den. Ingen tvinger nogen på barsel, og ingen har så betydningsfuldt et arbejde, at de ikke kan tage 3-4-5 måneder fri med deres barn.

Netop barselsrettigheder/øremærket barsel er et af de spørgsmål, der klassisk adskiller de såkaldt røde og blå feminister. Jeg bliver jævnligt kategoriseret som blå feminist og gjort til talsperson for en gruppe kvinder (og mænd), der næppe selv ville vælge mig som talsperson. Fuldt ud forståeligt. Jeg kan heller ikke se, hvad jeg laver i et selskab med folk, der elsker at brande sig som husmødre; der ikke vil overlade deres børn til ”statens kolde, døde hænder”, dvs. til pædagogerne; som mener, at single-mødre hellere skulle købe en designerlampe end blive kunstigt insemineret eller som synes, det er helt ok, at staten pålægger myndige og oplyste mennesker halve og hele års tænkepause, når de ikke længere vil være gift med hinanden. Homo- og regnbuefamilier anses i den gruppe for noget lal, en rigtig familie består af en Mor og en Far, og kernefamilien betragtes som den institution, der sikrer landets sammenhængskraft, naturligvis i tæt samarbejde med flaget, folkekirken, kongehuset og koteletgrunden. I mine øjne sidder de fleste blå feminister med ryggen til moderniteten og dyrker et Danmark af i går. Omvendt sidder såkaldt røde feminister fast i en selvgodhed og permanent selvundersøgelse, de skulle tage at komme videre fra.

Jeg er dog fortsat på blåt hold, når det kommer til det håbløse i bestyrelseskvindekvoter og til, at en institution som Kvinfo bør finansieres af private og ikke offentlige midler. Men faktisk er jeg lidt ligeglad med det sidste – staten yder jo også tilskud til Nationalmuseet, så hvorfor ikke til Kvinfo? Jeg betragter institutionen som et levende monument over kvindebevægelsen og kan ikke huske, hvornår der sidst er kommet noget nyt fra den front. Men sådan er det jo med museer.

For snart to år siden gik jeg ned med stress. Det var med til at forandre mit syn på mange ting. Jeg nævner i flæng: Politik, mænd, børn, karriere, venskaber og adskillige af mine værdier i uprioriteret rækkefølge. Og på mig selv. Forinden havde jeg været opstillet som spidskandidat for Liberal Alliance, og jeg troede dengang, at politik var det sted, man gik hen, når man ville ændre noget i samfundet. Jeg blev klogere. Her var ikke den frihed i tanken, jeg har som ambition for mig selv, og jeg måtte erklære mig selv uegnet som politiker i erkendelse af, at jeg ikke kan stå og sige det samme shit i årevis. Særligt ikke, når jeg er holdt op med at tro på det. Dansk politik handler i påfaldende grad om at se fejlene hos andre, ikke hos sig selv, og holde fast i egne ideer, også de dårlige, og det er i det hele taget en tragedie at se det tab af ånd, der er i den politiske kaste.

Kort sagt fortryder jeg den korte affære, jeg havde med Liberal Alliance, og jeg opstiller ikke igen. Det er partiet givetvis helt enig i.

Sat på spidsen foretrækker jeg i dag en ”løftebrudsregering”, selv om jeg formentlig heller ikke ved næste valg kommer til at stemme rødt. Regeringen har indiskutabelt haft mange dårlige ideer – f.eks. øget arveafgift, 40 % billigere billetter på offentlig transport, betalingsring, Ny Nordisk Skole og derudover fremrykningen af offentlige investeringer i motorveje, der ikke er biler til og en Femernforbindelse til lastbiler, der ikke længere kører i vores del af verden.

Men jeg foretrækker alligevel regeringen frem for en opposition, der har skruet sig selv ned i skinger retorik og kontraktpolitik og derfor ikke er i stand til at blive klogere, når verden forandrer sig, og samfundet har brug for forandring.

For i det mindste bliver regeringen klogere og nogle af de reformer, der var umulige i det tabte tiår under VKO, bliver ikke længere fejet ind under gulvtæppet, tænk bare på folkeskolen, hvor op imod hvert fjerde barn, særligt drenge, ikke lærer at læse og skrive. Det er en regulær skandale, og det var det også under VKO, og hvor er det meningsløst at luksusdiskutere lyserøde legoklodser og bestyrelsesposter til en meget udvalgt skare af kvinder, når det overvejende er drenge, vores samfund taber på gulvet.

Udfordringen med folkeskolen fik Helle Thorning adresseret i sin kongrestale, og man kunne have ønsket, at det var den del og ikke stilet&blondine-joken, der blev fremhævet. Ikke mindst fordi hun her viste politisk mod til få et af de alvorligste og sværeste samfundsproblemer løst, og lykkes hun med det, kan det sikre hende genvalg.

Vi får se. I mellemtiden vil færdiggøre det her frihedsbrev til mig selv, tage flyttekasserne frem og få min Østerbro-lejlighed pakket ned. For jeg flytter nu ind i en lejelejlighed på Nørrebro i kærlig erkendelse af, at mænd i 30’erne ER bedre end deres rygte, især en, der er noget helt særligt, bager speltboller, tager barsel, lønslaver og stemmer rødt. At jeg skulle møde sådan en mand, havde jeg nok ikke set komme for tre år siden, men det var heller aldrig sket, hvis ikke jeg havde tilladt mig selv at blive klogere.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt, sagde J. O. Krag som bekendt. Det kan udlægges som udtryk for en sund pragmatisk indstilling eller beregnende kynisme, som en semantisk inddampning af vilkårene for politik til alle tider. Men egentlig betyder det bare, at man har tænkt sig lidt om.

Når jeg hører oppositionen råbe ”løftebrud”, ”hyklere” og ”løgnere” efter regeringen, ryster jeg derfor på hovedet. Tænk at have deponeret pligten til at blive klogere og i stedet markedsføre retten til at forblive dum. Hvem kan have respekt for det?

Ikke nogen, som i deres private liv har erfaret vigtigheden af at bevare et frit sind.