Kære Anne Vang og Christine Antorini

Om en uge begynder vores søn i privatskole. Han skifter efter to år i en folkeskole på indre Østerbro. En skole, der var præget af lav faglighed, højt sygefravær, vold i skolegården og børn, der sked i håndvasken.

Vi valgte til at begynde med folkeskolen, fordi vi selv har gået i den og været glade for det. Jeg mener også, det er fint og rimeligt, at børn blandes i en fælles skole, så man lærer, at fok er forskellige, kommer forskellige steder fra og at man stadig skal kunne sammen. Det lærte de bare ikke her. De lærte heller ikke meget i timerne. Snart blev årgangen drænet for elever – i hans klasse sad de 12 tilbage, og flere forældre klagede til forvaltningen over skolens problemer. Sociale, men især faglige og ledelsesmæssige problemer.

Når I taler om den københavnske folkeskole, lyder det, som om dens problemer kun er af social karakter. At der er ujævne koncentrationer af børn med anden etnisk baggrund, at der er ghettoskoler, og at byens folkeskoler lider under en skæv social fordeling. Derfor skal der tages penge fra ressourcestærke skoler og gives til de ”svage”, og derfor skal der være flere lærere i indskolingen. Well, i 2100 Speltghetto er vi så ressourcestærke, som vi kan blive, alligevel flygter børnene til privatskoler – hvorfor mon?

Det kan jeg godt fortælle jer, men først vil jeg understrege, at jeg ikke mener, at alt i folkeskolen er galt. Der findes gode skoler med kompetente skoleledere og dygtige lærere. Men min søns folkeskole led under en svag ledelse, der så gennem fingre med højt sygefravær, lavt engagement og en faglighed, der sjovt nok ikke blev højnet, selv om lærerne konstant var på kursus, naturligvis i undervisningstiden. Der var mobning og vold i skolegården; et barn blev endda taget ud pga. dødstrusler. Matematiklæreren orkede ikke at rette børnenes opgaver, selv om de kun var få børn i klassen, og da de en dag skulle ud at samle skrald “for at lære lidt samfundssind”, sad lærerne og drak kaffe og spiste is, mens børnene gik rundt og fandt narkomansprøjter. Og det er ikke kun på den skole, det står så sløjt til. Det ved I også godt.

Så kære Antorini og Vang – I forlanger vælgernes opbakning til at redde den fælles skole, men forklar mig lige, hvorfor vi skal give den til jer, når I ikke vil adressere dens problemer?

Problemer, der ikke kun er sociale, og som I ikke løser med latterlige sms-kæder, lektiecafeer og flere lærere i indskolingen. Folkeskolens problemer handler om lærere, der underviser for lidt og for uengageret, om skoleledere, der ikke er deres opgave voksen, og som sjældent, ligesom lærerene, byttes ud, og tilsyneladende slet ikke skal leve op til noget som helst, der minder om objektive eller målbare krav. Problemerne er manglede præmiering af de lærerkræfter, der gør en forskel og et manglende incitament til at gøre en forskel, når det er så nemt at lade være. En udbredt laissez-faire holdning til faglighed, og et sygefravær, der er større blandt lærerne end blandt eleverne. Da jeg gik i skole, var det et glædeligt afbræk, når vi en sjælden gang havde vikar – min søn havde vikar så ofte, at han bare gerne have sin lærer.

Den danske folkeskole har alvorlige systemfejl, men I har lukket øjnene for dens organisatoriske, kompetencemæssige og ledelsesmæssige problemer, og så siger det jo sig selv, at I ikke kan løse dem. Derfor siger vi nu farvel til folkeskolen – som så mange andre forældre i København.

Med venlig hilsen

Anne Sophia Hermansen, 2100 Østerbro

Også bragt som Indspark i Berlingske den 7. august 2012.