Først Carina, så Sofie, nu Fatima

Af og til virker det, som om Politiken er et parallelunivers for folk, der ikke bryder sig om virkeligheden. For nylig var det RUC-studerende Sofie V. Jensen, der ville anerkendes som velfærds-fattig, og nu er det Fatima Hachem, der helst ikke vil arbejde i Netto, fordi hun læser noget så fint som uddannelsesvidenskab.

Fatima skriver i et debatindlæg i Politiken, at hun vil have et arbejde med mening og selvrealisering på, ikke et skodjob i Netto, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ellers har opfordret studerende og akademikere til at tage under henvisning til, at der kan ligge noget meget sundt i at indgå i et arbejdsfællesskab med andre og så i øvrigt tjene sine penge s.e.l.v.

Næ nej, barren skal hæves.

“Vi unge akademikere er ikke forkælede, vi er ikke kræsne, vi er ikke uintelligente eller dovne, vi er ’bare’ akademikere, som er nysgerrige på verden og tager imod alle de chancer, vi kan få. Men så skal det også helst være job, som repræsenterer vores fag,” skriver Fatima og forsikrer, at det sandelig ikke er fordi, der ikke er ”prestige” over Netto, men ”fordi jeg med mit engagement og interesse gerne ser, at jeg kan udfordres i mit fag” og er med til ”at kunne sætte mit præg på store og interessante områder.”

Selvfølgelig. Godt nok er det de færreste af os, der bevidst ansøger om maksimalt meningsløse jobs, men virksomheder er heller ikke ligefrem kendt for at bære studenter ind i guldstol for at få løst deres problemer med indtjening og global konkurrence. Langt de fleste får fornøjelsen af at lave det, de andre ikke gider. Rutinearbejde, f.eks., for hvorfor stikke de spændende opgaver til en studentermedhjælper? Mange virksomheder har rigeligt at gøre med at motivere deres øvrige ansatte til at udholde det daglige arbejde.

Fatima afslutter nu sit forsvar for det, hun kalder retten til at være akademiker, studerende og ung, med den ydmyge bøn: ”Giv mig et job, tak”, så man næsten kan høre klangen af de klirrende mønter i en luksus-tiggers overfyldte guldskål.

For vi andre skal jo også huske på, at et arbejde ikke noget, man søger eller skaber selv, nej, det er selvfølgelig noget, man får eller bedre: kræver. Det siger sig selv.

Som uddannet i noget så verdensfjernt og esoterisk som Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet kan jeg bestemt godt forstå, at Fatima drømmer om et studierelevant job (hvordan det end ser ud, når man læser ”uddannelsesvidenskab”), men også, at det ikke ligefrem hænger på træerne. Det gjorde de heller ikke dengang, jeg læste, og derfor vi var flere, der arbejdede som tjenere, handicapmedhjælpere, bartendere, kassedamer, butiksekspedienter eller med at gøre rent på skoler og plejehjem. Drevet af noget så banalt som PENGE.

Men der var selvfølgelig også dem, der desværre ikke kunne blive PA for Gyldendals direktør og derfor ikke ville spilde deres store talent og udsøgte viden om Baudelaires syndige blomster på noget så ordinært som at stå i Blockbuster. Jeg ved ikke, hvad de laver i dag. Men svaret er sandsynligvis - ingenting.

For de fleste arbejdsgivere ser noget mere interesseret på et CV, der består af småjobs end et, der er fyldt med artikler til institutbladet og referencer til kurser i holistisk semantik. Den slags rangerer i virkelighedens verden på samme niveau som horoskoper og viden om halvædelstens helbredende kræfter. Dvs. nederst i bunken.

Og ja, det er nemt at gøre sig lystig her, men jeg undrer mig egentlig mest af alt over, at der ikke er en forælder eller studievejleder, der har gjort sig den ulejlighed at korrigere Fatims indstilling til arbejdslivet, så den rent faktisk tilsvarer, hvordan verden ser ud. Hvad er det for kompetencer, der efterspørges af erhvervslivet, og hvad er det for en indstilling, virksomhederne belønner? En uddannelsesinstitution som Aarhus Universitet gør forhåbentlig mere i dag for at informere de studerende om de ting end da jeg selv læste der.

Men jeg får mine tvivl, når jeg læser om den uddannelse, der kaldes ”uddannelsesvidenskab”, og som altså er fuldt ud SU-berettiget og – må man antage – samfundsrelevant. Ifølge Aarhus University’s (uha, so very international):

 ”bevæger den sig i krydsfeltet mellem samfundsvidenskab og humaniora og integrerer fagene sociologi, antropologi, filosofi, psykologi og pædagogik. Den tværfaglige tilgang til uddannelsesfeltet gør dig i stand til at handle professionelt i spændingsfeltet mellem mennesker, organisationer og samfund.”

Og videre:

 ”Du lærer, hvad det vil sige at være dannet og uddannet i dagens vidensamfund, når du arbejder med de nyeste teorier om viden og læring. Du får indsigt i den lærende organisation og bliver klogere på, hvordan man bedst leder organisationen og vejleder de mennesker, der arbejder i den. Samtidig opnår du omfattende kendskab til, hvordan vidensamfundet fungerer, når du introduceres til uddannelsessociologi, politik og økonomi i et nationalt og globalt perspektiv.”

 Øh? Nogen, der blev klogere af den beskrivelse? Only in Aarhus, fristes jeg til at skrive om den her uddannelse, der næsten får litteraturhistorie til at fremstå som det oplagte sted at rekruttere ansatte til asiatiske tiger-økonomier.

 Som samfund er det selvfølgelig et problem, at vi hvert år uddanner alt for mange unge til arbejdsløshed, men også at vi uddanner dem til ting, der virker komplet nyttesløse, og som de ikke synes at have forudsætningerne til at omdanne til noget som helst meningsfuldt. Ikke mindst på baggrund af deres indstilling til arbejdslivet og virksomhederne, der åbenbart skal tjene de studerendes interesser for personlig udvikling mere end de studerende skal tjene til dagen og vejen ved at løse opgaver, der næppe kommer til at skrive sig ind i verdenshistorien.

Man kan godt lære en hel del af at sidde ved kassen i Netto. Eller af at servere pitaer med pandemix kl. 5 om morgenen for overrislede aarhusianere, som jeg selv har gjort. Dels lærer man lidt ydmyghed, dels at der er en verden uden for universitetet og vigtigst: at det kan være forbundet med ikke så lidt værdighed at tjene sine penge selv.

Så prøv det og held og lykke med jobsøgningen, Fatima. Og med attituden, når chefen beder dig sætte kaffe over.

Læs Fatima Hachems debatindlæg her: http://politiken.dk/debat/ECE1548134/jeg-tager-ikke-imod-et-job-i-netto/