Findes der en speltfar og karrierefar?

Karrierekvinde. Et ord, der jævnligt bliver brugt som betegnelse for kvinder med et almindeligt 37 timers-job. Omkranset af en blålig aura af ambitioner, en mistanke om frigiditet og formodning om, at denne kvinde næppe kan være en rigtig god mor.

Senest har antropologen Dennis Nørmark leveret et dæmoniseret portræt af karrierekvinden, hvis ”misrøgt af ungerne” beklages i en længere kronik med den pointe, at karrierekvindens ironisering over de perfekte speltmødre i virkeligheden bare handler om hendes egne ”personlige svigt” og ”nagende samvittighed.”

Nå da.

Nørmark afslutter sin kronik med en bøn og en opfordring til speltmødrene om at fortælle lidt om ”hvor fedt, det er at sætte en høj standard i hjemmet” og ”ofre sig for sine børn.” Men uden – tilføjer han – at de dog udsætter karriereklassen for ”samme spydige, intolerante og anklagende ringeagt som alt for ofte rettes mod den selv.”

Og det sidste kan han have en pointe i. Når vi i disse år (lidt for) jævnligt diskuterer, hvordan Den Gode Mor ser ud, foregår det under en sværm af stive moralske pegefingre. Karrierekvinden kan således umuligt være en ordentlig mor, dertil er hun for optaget af sit eget selvrealiseringsprojekt, eller også er hun det netop – modsat speltmoren, der fortaber sig i barnet, gør det egocentrisk og krævende og nærmest er ansvarlig for en generation af Sofie’r og Carina’er.  

Samtidig bombarderes vi fra højre og venstre af opdragelses- og anti-opdragelseslitteratur, kernesunde holdninger, kontrære bekendelser fra den nærmeste take away-sted og programmer som ”Årgang 0” og ”De Unge Mødre”. At der er finans- og gældskrise glider lidt i baggrunden – det er meget vigtigere at diskutere, hvor fedt det er at sætte en høj standard i hjemmet. Hvad det så end er (men de såkaldte karrierekvinder skal nok holde ørerne stive her, for deres hjemlige standard er selvsagt for lav).

Efter 30 år med kvindefrigørelse er det tankevækkende, at vi bruger så mange kræfter på at diskutere moderrollen, og det er især bemærkelsesværdigt, at yngre kvinder, der reelt har gjort som pionerfeministerne drømte om, nemlig fået sig en solid uddannelse, taget ejerskab over deres krop og gjort sig økonomisk uafhængige, at de i så høj grad skal vurderes på deres evner som mor. Af andre.

Jeg tænker: Er vi virkelig ikke kommet længere?

Det er også interessant, at Den Gode Far ikke underlagt samme nidkærhed. Vi taler kun sjældent om speltfar eller karrierefar, for en mand er åbenbart bare far for sine børn, mens en kvinde er polariseret i hhv. spelt- eller karrierestrigle-segmentet. Hvorfor? Ja, det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Det kan meget vel handle om, at vi mentalt halter 20-30 år efter udviklingen og stadig har til gode at betragte kvinder som forsørgere. Mænd er det jo, og at de har et job betyder som regel ikke, at der stilles spørgsmålstegn ved deres evner som far. Heller ikke, hvis de arbejder over 40 timer ugentligt. Er det samme tilfældet for en kvinde, ”ofrer” hun sig ikke nok for sit barn.

Journalist Mette Mølbak er formentlig blevet lige så træt af at læse Dennis Nørmarks kronik som jeg selv, og hun skrev derfor et glimrende modsvar i weekenden. Her var en af pointerne, at de veluddannede ”karrieremødre” veldokumenteret giver deres børn større omsorg end faglærte kvinder; blandt andet fremgår det af en undersøgelse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed står bag og af en tidsundersøgelse foretaget af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen. At karrierekvinder tjekker deres iPhone i stedet for at lege med deres børn og kun tænker på at få dem puttet så hurtigt som muligt, er med andre ord en fordom.

Men en fordom, der er værd at beskæftige sig med, og Nørmarks kronik er i det hele taget et studie i, hvor (og måske hvorfor) vi mangler ligestilling.

Her er et par observationer:

1. Igen er det Den Gode Mor, der er til debat, ikke Den Gode Far, og det kan skyldes, at vi stadig opfatter forældreskab som moderskab. At langt de fleste børn har en ansvarlig far, fremgår ikke af Nørmarks kronik, måske fordi en far stadig opfattes som en kombination af et skaffedyr og en sæddonor. Lidt trist. Bemærk desuden at litteratur, hjemmesider og rådgivning om børn og opdragelse rettet mod kvinder kan dække et mellemstort kontinent, mens mænd må henvises til at kigge i vejviseren.
2. men hvad er En God Mor egentlig? Oplagt ikke en såkaldt ”karrierekvinde” (dvs. kvinde med fuldtidsjob), hjemsøgt som hun er af personligt svigt, nagende samvittighed, manglende offervilje og lave standarder for sit hjem. Denne påstand bliver dog ikke understøttet af uafhængige undersøgelser, men den er interessant, fordi den viser, at kvinder åbenbart først og fremmest betragtes som mødre, mens mænd først og fremmest er forsørgere.
3. Det betyder også, at hvis mænd arbejder 50-60 timer ugentligt, er de ikke karrierefædre. De er heller ikke Gode eller Dårlige, de er bare – fædre.
4. Og er det egentlig godt eller skidt? Mænd trives helt sikkert fint med at slippe for andres dødssyge forsøg på social kontrol og dæmonisering i medier og institutioner, men måske kunne vi godt stille en skarpere kulturel fordring til mænd om at tage faderrollen på sig? I forbindelse med skilsmisse er der mange kvinder, der betragter børn som deres private ejendomsret og ser stort på deres ret til at have en mor OG en far. Men måske hænger det sammen med, at børn også kulturelt betragtes som primært kvinders projekt?
5. Vi mangler at kvalificere mænd i den offentlige samtale om familie og børn, og det afspejler, at mænd mere opfattes som sæddonorer end fædre. Åbenbart også af sig selv, hvis altså antropologen Dennis Nørmarks kronik er repræsentativ for andre end ham selv og hans personlige mening om, hvem der er hhv. en god og dårlig mor.

På baggrund af disse fem iagttagelser er det relevant at spørge, om ligestilling reelt er mulig, sålænge kvinder vurderes som mødre og ikke betragtes som mennesker med andet i livet? Og sålænge mænd ikke medregnes som andet end en DNA-leverandør.

Kvinder har længe kæmpet for at få ligestilling på arbejdsmarkedet, men i det omfang vi oplever, at forældreskab er moderskab, at børn er vores primære ansvar og at vi bilder os selv og hinanden ind, at vi er dårlige kvinder og mødre, fordi vi har et arbejde, er det min påstand, at vi ikke opnår reel ligestilling. Den bliver grundlagt i hjemmet – ikke på ledelsesgangene eller i bestyrelseslokalerne. I al fald er ligestilling på arbejdsmarkedet ikke mulig uden ligestilling i hjemmet.

I dag kommer den største undertrykkelse således heller ikke fra mænd, men fra de fængsler af kulturelle fordomme, vi spærrer hinanden inde i og eufemisk kalder – Det Gode Moderskab.

Og et sidste suk. Er det virkelig andre, der skal gøre sig til dommer over, om vi er gode eller dårlige forældre? Det er da snarere vores børn, og hvis de gider se os, når de bliver voksne, er det nok fordi, vi har gjort et par ting rigtigt undervejs.

Læs Dennis Nørmarks kronik her http://www.b.dk/kronikker/findes-speltmoedre-i-virkeligheden og Mette Mølbaks kommentar her: http://m.b.dk/touch/article.pml?guid=18552138