Giv mig en baby, Big Mother

De ufrivilligt barnløse holder i øjeblikket vejret. I al fald i følge Politiken, som i dag kan fortælle om et par, der i mere end tre år har forsøgt at blive gravide og nu selv må betale for deres fertilitetsbehandlinger. For den tidligere regering har indført brugerbetaling af fertilitetsbehandlinger, og en behandling vil koste parret mellem 2.000 og 30.000 kr.

Penge, som er meget vanskelige at skaffe, fremgår det, for kvinden er studerende og på SU. Forståeligt, så er der ikke meget rutte med. Hun poserer dog i guldur og skindjakke foran sit nydelige hjem, der er friske blomster i vaserne, og der ligger studenterhuer på vitrineskabet. Journalisten skriver indfølende, at parret “har været nødt til at ofre en masse for at hjælpe drømmen på vej” og nævner en passant, at manden har et arbejde, bare ikke hvad det er for et. Måske fordi det kunne jo ødelægge historien om parrets økonomiske elendighed. Pointe følger.

Journalisten præsenterer os nu for en række kilder, der alle er kritiske overfor brugerbetaling. Objektiv journalistik? Nå nej, det er jo Politiken. Først skal vi læse, at der alene i år vil blive født 1.000 færre børn som følge af ordningen, dernæst at den vil betyde, at samfundet i 2059 vil mangle et sted mellem 555 og 920 mio. kr. (hvordan mon det tal er fremkommet? At brugerbetaling giver staten en besparelse på 200 mio. kr. årligt fremgår ikke), og endelig skal vi høre på et klagekor bestående af en læge, to politikere (en radikal og en SF’er) og en formand for Dansk Fertilitetsselskab, som alle kan fortælle os, at det da også er helt utroligt, at vi har råd til så ufatteligt mange ting, men ikke til “at de fattigste kan få nogle børn,” som klinikchef Finn Hald formulerer det.

De fattigste? Hører parret i artiklen til blandt de fattigste? Interessant. Som sagt fremgår det ikke, hvad manden arbejder med, men det er glædeligt, at de trods deres enorme fattigdom har evnet at gennemføre en uddannelse og have så pænt et hjem. Og at hun nu er i gang med at videreuddanne sig, det må da også være en ren mønsterbryder-historie.

Jeg kan så oplyse læserne om, at manden, som altså hører til blandt “de fattigste” i Danmark, er varehuschef – det viser et hurtigt kig på hans Facebook-profil. Godt nok er jeg ikke bekendt med lønniveauet for en varehuschef, men det er åbenbart meget, meget lavt, siden en fertilitetsbehandling, der koster mellem 2.000 og 30.000 kr., er en helt og aldeles uoverskuelig post.

Den oplysning kunne en kritisk journalist selv have fundet frem til. Men, selvfølgelig, forstyr ikke min historie med dine fakta, og det her er jo historien om de stakkels fattige, undskyld fattigste, der ikke kan få et barn (åbenbart en ret i Danmark) pga. den tidligere regerings fuldstændigt griske og urimelige brugerbetaling.

Før valget sagde S, SF, EL og de Radikale godt nok, at brugerbetalingen ville blive fjernet på fertilitetsbehandlinger. De sagde som bekendt også, at vi ville få millionærskat, bankskat, fjernet loftet over børnepenge og alt muligt andet. Men ingen af delene fremgår af regeringsgrundlaget. Det kan man selvfølgelig undre sig over, men mon ikke bare virkeligheden har ramt regeringen? At man med et underskud på 100 mia. på statens budgetter er nødt til at være realistisk og i al anstændighed bede folk om at betale for deres drømme selv.

Således også for fertilitetsbehandlinger.

Varehuschef-parret fra Politiken fremstår umiddelbart som en uklædelig offerhistorie, bragt i et af landets største medier, men den er også en solid gang anskuelighedsundervisning i, hvorfor velfærdsstater som Grækenland, Italien og Portugal er så svære at reformere, før de ryger på spanden og må have krisehjælp fra EU.

Det er en historie om potentielt stærke mennesker, der gør sig svage og gør deres liv og ønsker til statens ansvar. Gad vide om disse mennesker har skænket det en tanke, at hvis de får et barn, så koster det også, og 30.000 kr. kan næppe gøre det? Nok ikke, men sjældent har brugerbetaling på fertilitetsbehandlinger givet så meget mening, som da jeg her til morgen læste artiklen “Ufrivilligt barnløse holder vejret” i Politiken.

Må de holde det meget længe endnu.