En kvindelig statsminister – so what?

“Kvindens sejr” stod der på forsiden af Information i fredags. Mon avisen ville have skrevet “Mandens sejr”, hvis Lars Løkke Rasmussen havde vundet? Nok ikke, men efter vi i tre uger havde forholdt os til ni partiers respektive strategier, blev det pludselig underforstået, at valget slet ikke havde handlet om en Venstre-statsminister kontra en socialdemokratisk, nej, det handlede om valget mellem en mand eller en kvinde.

I dagene efter blev det således også pointeret igen og igen, at vi har fået Danmarks første kvindelige statsminister. I Deadline, i P1 og i diverse dagblade blev det diskuteret. Kønsforskere analyserede fænomenet, og dommen var klar: det får enorm betydning. Nu rykker Danmark på ligestillingen. Nu, nu sker der noget.

For mens de i udlandet længe har haft kvinder solidt placeret øverst på regeringsmagten, har vi i Danmark “kun” haft en lang række kvindelige partiledere, og det tilsyneladende uden at gøre videre indtryk på de allermest forbenede feminister.

Mange af dem synes nemlig først at helme, når der er resultatlighed, altså når repræsentationen af mænd og kvinder er ens, og det gælder naturligvis kun på de prestigefyldte poster – ingen kæmper selvsagt for, at der skal være ligeså mange kvinder som mænd, der er arbejdsløse, ligeså mange kvindelige selvmordere, kriminelle eller ansat i lavstatusjob (hvilket egentlig burde udstille hvor absurd præmissen om resultatlighed er).

Helle Thorning-Schmidt blev altså ikke kun udråbt som valgets sejrherre, men også fremvist som en sejr for kvindekampen og for ligestillingen. Hvad den sejr betyder, var der i går seks kvinder i Politiken, herunder undertegnede, der forholdt sig til. Symptomatisk var der ingen mænd, der var blevet spurgt, måske ud fra devisen: hvad ved de om ligestilling?

Umuligt så meget som debattøren og forfatteren Hanne-Vibeke Holst, der oplagt havde svært ved at få armene ned og fortalte, at hun gik rundt med den samme “yes!”-følelse, som mange afroamerikanere havde, da Obama blev præsident. For som hun sagde – og hold nu fast – “Danmark har ikke fået en kvindelig statsminister, fordi hun er kvinde. Hun er blevet statsminister på trods af, at hun er kvinde.”

Hvor interessant! På trods af at Helle Thorning-Schmidt er kvinde, er hun strøget helt til tops; vi har altså at gøre med en overnaturligt kompetent kvinde, der både har overvundet modstandere i massevis (overvejende mandlige, naturligvis), historiens byrde OG sit eget køns mange begrænsninger – hvilken triumf! Hanne-Vibeke Holst ser nu frem til, at kønspolitiske emner kommer længere op på dagsordenen efter i ti år i skammekrogen, efter ti sorte, pinlige, skamfulde år, hvor kvinder har overhalet mændene i uddannelsessystemet, hvor de i kraft af egne evner har tilkæmpet sig lederstillinger og bestyrelsesposter, hvor de sammen med deres mænd har fordelt barslen imellem sig, og hvor det er blevet anset for lige succesfuldt at være hjemmegående husmor som adm. direktør, så længe valget er truffet i frihed. Hvilke 10 frygtelige, undertrykkende år.

Sammen med et par andre feminister kom Hanne-Vibeke Holst med en række ønsker til den nye statsminister, og det drejede sig om klassikere som øremærket barsel til mænd, kønskvoter og at der i skolerne skal indføres faget “kønsforståelse” samt det lønlige håb, at Helle Thorning vil kunne se en kønsvinkel i stort set alle politiske spørgsmål (gys!). Herunder i trafikspørgsmål (øh?).

Hvis det er ædruelige foreslag til en ligestillingspolitik, vil jeg foreslå, at Ligestillingsministeriet omgående skifter navn til Kvindeministeriet, og at Kvinfo mindst får tredoblet sin statsstøtte, så der kan blive ansat endnu flere kvinder til at udtænke en skatteyderbetalt kønsvinkel på alt fra betalingsring til afgift på aktiehandel. En særlig mandeskat vil også være passende at få indført, og selv om jeg ikke har tænkt den færdig i detaljer, er jeg sikker på, at den nye røde regering vil være yderst lydhør. Det er jo en skat. Så jeg vil snarest nedsætte en tænketank, måske skal den hedde Hekla, og udarbejde et dyrt og visionært oplæg til den nye ligestillingsminister, der må forventes at blive en mand, fordi det indtil videre kun har været en kvinde. Sådan opererer logikken om resultatlighed jo. Bliver det imidlertid en kvinde, må det selvfølgelig skyldes en erkendelse af, at vi er de eneste, der forstår os på virkelig ligestilling.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvad betyder det, at vi har fået Helle Thorning-Schmidt som statsminister? Svarene er mange, og de mest interessante handler selvfølgelig om hendes økonomiske politik og forvaltningen af maksimalstaten, men Christel Skousen Thrane, direktør for Protocol, havde i fredags fat i et meget fint og rigtigt aspekt af, hvordan Helle Thorning måske kan blive et ideal for mange af os.

Hun sagde til TV2 Finans, at Thorning kan ses som et opgør med dansk smålighed, og at hun anviser et nyt ideal for såvel karrierekvinder som helt almindelige kvinder. Mere præcist at:

“Det er positivt for udviklingen omkring kvinder og ledelse, at Helle har valgt at levet et lidt alternativt familieliv – og at det er ok. Hvis man gerne vil til tops, så behøver det ikke være helt traditionelt. Man kan godt stadig have søde børn og en god mand uden at mødes til spaghetti med kødsovs hver aften kl. 18.”

Hørt! For hvor længe har kvinder ikke punket hinanden (og sig selv) med den forestilling, at det vellykkede liv indbefatter fotogen fællesspisning i samtalekøkkenet efterfulgt af to timers lektiehjælp og så en dyb samtale med manden i duftlysenes skær? Alt for længe.

Hvor er det også positivt, at Helle Thorning-Schmidt på intet tidspunkt selv trak kønskortet under valgkampen, men gik til valg på sin politik og ikke sit køn. Det var klogt og taktisk, og forhåbentlig er hun lige så klog, når hun sætter sit nye ministerhold – ikke efter hvad der er mellem benene på folk, men efter hvad der er mellem ørerne.

Men vi får se. Måske kommer gammelfeministerne og den mand, der forleden drømte om Borgen som fuldblods matriarkat tættere på sin drøm i den kommende tid. Blandt andet skrev han om et samfund styrt af kvinder:

“Derfor vil jeg opfordre vores kommende kvindelige statsminister til udelukkende at vælge kvindelige ministre i sin kommende regering. Hendes nye ministre bør kun ansætte kvindelige departementschefer, og alle disse kvinder bør sende deres mænd hjem, så de kan vaske tøj og gøre rent. Og hvis de meget gerne vil ud på arbejdsmarkedet, kan de passende starte som pædagogmedhjælper nede i den lokale børnehave, så de stakkels små drenge kan få nogle mandlige forbilleder. Bare de husker at vaske tøjet, før mor kommer hjem!”

Læs resten: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1377444/ind-med-kvinderne/