Så ens, så danske, så selvfede

Der er så kedeligt i Danmark. Vi går i det samme tøj, handler de samme steder, ser det samme i fjernsynet og har svært ved at sætte vores kryds, fordi partierne ligner hinanden så meget. Selv når vi skal være hippe og unikke, gør vi det samme: vi bliver tatoveret, tager på weekendture til NY, tilbringer sommeren i Tisvilde, giver vores børn vanvittige navne eller uddeler knus til folk, vi ikke kender. 

Vi er så ens, at det er til at græde over. Men det gør vi ikke, i al fald ikke på Østerbro, monokulturens højborg – her går vi på Joe & the Juice eller Le Le, der lige er åbnet på Østerbrogade, tæt på mindst 10-15 caféer og tøjbutikker, der kæmper om de samme kunder. Her er The Invasion of the Body Snatchers ikke kun en gyserfilm fra 1970’erne, men også en gang bedrøvelig Østerbro-realisme, hvor vi har taget hinandens identiteter og indrettet os helt vildt personligt med de samme møbler fra Normann, Østerbros svar på en moderne menighed. 

Monokulturen er så stærk her, at jeg endda har mødt min egen klon. Vi så ret paf på hinanden, det er jo ikke hver dag, at ens spejlbillede går solo, og hun havde tydeligvis stjålet mit tøj fra Day og solbriller fra Tom Ford. Egentlig lidt af en nedtur, hvis man bilder sig selv ind, at man er sin egen, men det gør jeg ikke. Længere. Uden at kende denne fantasiforladte copy cat vil jeg skyde på, at hendes liv består af nøjagtigt de samme reflekterede småborger-valg som min egen tilværelse.  

Lad os se på dem (og mon ikke de ligner dine?). Mens kernefamilien for en generation siden var dømt ude, er den i dag den familieform, de fleste af os vælger at vælge. Ja, vælger at vælge, valget er refleksivt. Vi overtager ikke længere bevidstløst formen fra vores forfædre – langt de fleste af os tilvælger den aktivt som en optimal måde at bo på, også selv om vi har reelle alternativer. Vi kan bo i kvindekollektiver, hjemme hos mor, alene på en ø eller på en husbåd, der er mange muligheder, faktum er bare, at de fleste af os vælger det samme, nemlig kernefamilien.  

Og det er uden betydning, om vi bor i København eller i provinsen, vores valg og drømme er stort set de samme. 

Vi kan da godt – for nemhedens skyld - kalde provinsen udkant, men en række fællesnævnere forbinder ubesværet oplandets kræmmere med storbyens krammere: f.eks. er dialekter ved at vige for et mere standardiseret dansk, vi bedømmes efter den samme karakterskala, vi er fælles om at beundre Wozniacki, om at eje en Weber-grill, og den lokale bykonge er for længst blevet detroniseret af centrale magthavere, der har ret alle vegne. Skal vi bytte en jule- eller fødselsdagsgave, behøver vi ikke tage helt til Aalborg for at gøre det – der er altid en Fona, Matas, Bog & Idé eller Kop & Kande i nærheden. Selvfølgelig, for vi handler de samme steder. 

Som det fremgår af den seneste Værdiundersøgelse, bakker vi i det hele taget op omkring nærmest identiske eksistentielle og politiske mål, vi holder af vores demokrati, vi er enormt materialistiske, meget nationalistiske og har nok i os selv. Det sidste overrasker sikkert ingen, der har fulgt med i hele sommerdebatten om grænsekontrol – udlandet, puha, der kommer kun skidt fra den kant. Lad os endelig slippe for de andre. 

Fællesskabet lever med andre ord og har det godt i Danmark. Aldrig har vi været så ens, og aldrig har det været så svært at kende forskel på de politiske partier. Måske derfor stemmer vi efter, om vi kan lide politikerne. Vi er endda på fornavn med Helle, Villy og Lars, og de snobber alle ned ad for at være ligesom os andre. Hverken mere eller mindre. Lars tager sig af og til en fadøl, Villy taler engelsk på en sjov måde, og som der i dag stod på en bekendts Facebook, så virker Helle “ret empatisk”, så hende stemmer vi på. Vi står godt nok over for kæmpestore økonomiske problemer, og ingen har vist rigtig gennemskuet, hvordan S og SF vil løse landets økonomiske udfordringer, men det er noget med lakridspiber og en betalingsring, og så virker de rare. 

Også når vi ser film og tv-serier, skal de handle om os selv, vi elsker østrogendramaer som Den Eneste Ene og tv-serier som Borgen, hvor statsministeren har private problemer, der kunne være vores. Det kaldes genkendelighed, og det er meget, meget vigtigt, ellers gider vi ikke se det. Så slår vi over på Bonderøven i stedet.  

Den sammenhængskraft, der åbenbart er så fin og skrøbelig, at den konstant er i fare, tror jeg kort sagt ikke, vi skal være så bekymret for. Det er nok snarere vores higen efter at være så ens, så danske – og vores tendens til at være en lille smule selvfede. Vi kigger på verden som i en Piet Hein-globus og tror, at alt er Danmark. Det er der mange, der er uenige i.

For en lille uges tid siden kom det f.eks. frem, at udlændinge hellere vil bo i Stockholm end i København. Utroligt, at de kan vælge os fra, men det gør de. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) viser handlekraft og har nedsat en særlig arbejdsgruppe, den hedder noget så fint som Copenhagen Business Task Force, og den gruppe har siden foråret siddet og grublet over, hvorfor udlændingene og virksomhederne mon suser forbi os, og det er da også meget mærkeligt. 

Men måske har det noget at gøre med, at vi sidder som bonderøve med et strå i munden og vogter over vores markskel. At vi gør det så svært som muligt for veluddannet arbejdskraft at komme ind i landet (og ret surt at være her). At vi har verdens højeste skattetryk og behandler virksomheder som en mellemting mellem et skadedyr og et malkekvæg. Som SF’eren Özlem Cekiz sagde for et par uger siden, så kan McDonald’s da bare skride. Gør de det, forstår jeg dem godt – andre virksomheder nøjes med at skrå over Danmark og slå sig ned i Sverige. 

For de er ligeglade med, at vi går meget op i vores børn og godt kan lide caffelatte, hygger os, savner en genudsendelse af Matador, elsker vort land og har tillid til demokratiet. De har det med Danmark, som Gulliver havde det med lilleputterne, vi er indbildske på en nuttet måde og kan ryge i totterne på hinanden over småting, men det er ikke det værste. Lilleputterne bød som bekendt fremmede velkommen sådan her, og hvem har lyst til det?