Størst af alt er kærligheden – til vores børn?

Brugere af regnbuebarn.dk har fået en del knubbede ord med sig på vejen de seneste uger. Eksperter har fordømt, at par finder sammen via hjemmesiden om det at få et barn – uden at forældrene kender hinanden, bor sammen eller – how very old school – elsker hinanden. Arrangeret forældreskab, kaldes det også. 

Eva Silber-Schmidt Viala, familieforsker fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, siger til Kristeligt Dagblad, at det er ”unaturligt”, når mænd og kvinder aftaler at få et barn på den her måde uden at være i et parforhold. Måske kan man sige, at det er lidt usædvanligt, men unaturligt – det er det vel i sagens natur ikke, hvis vi ser evolutionshistorisk på det og husker på, at parforholdet er en forholdsvis ny opfindelse, særligt den, der er baseret på romantisk kærlighed. Det er en ganske naturlig drift at ønske at formere sig, men spørger vi naturen, vil den næppe svare, at den har forkærlighed for bestemte kulturelle familiekonstruktioner. Kærligheden er dog på ingen måde død på regnbuebarn.dk. Faktisk er brugerne derinde mere ærlige end de fleste af os andre. 

Som en af stifterne, Niels Christian Larsen, siger til Politiken, så er det ”kærligheden mellem forældre og barnet, der definerer familien.” Familien er dermed ikke defineret af kærligheden mellem forældrene; den eksisterer nemlig ikke som udgangspunkt, men kan muligvis udvikles som biprodukt – ikke mindst nu hvor parret er forskånet for den fælles bopæls evige spild om fordelingen af de fælles pligter. Barnet er det eksplicitte centrum for kærligheden, og det kan lyde trist, hvis man er en sucker for den romantiske kærlighed (hvilket mange af os er). Men hånden på brystet: hvor mange af os andre elsker vores partner mere end vores barn? Ærligt? Som der stod i en sms jeg modtog nytårsaften: ”Størst af alt er kærligheden til vores børn.”  

På regnbuebarn.dk bliver en spade kaldt for en spade, og selvfølgelig falder denne model fans af kernefamilien for brystet. Naturligvis er brugere af regnbuebarn.dk en flok egoister, der degraderer barnet til en vare, der kan bestilles på linje med en pizza, og selvfølgelig er det unaturligt, udtryk for forbrugermentalitet og et individualistisk selvtilfredsstillende påhit, som det lyder fra kritikerne. 

Imidlertid kan man spørge sig selv, om arrangeret forældreskab er en dårligere løsning end anonym sæddonation. Om det er så meget ringere at gøre en lille smule benarbejde og finde en egnet far på nettet end smutte en tur i byen og blive gjort gravid af en tilfældig erotisk forbipasserende. Og – en traver – om det egentlig er den traditionelle kernefamilie, der er den mest optimale samlivsform. Statistikkerne peger jo på, at det så langt fra altid er tilfældet. Når man som regnbueforældrene aftaler at bo hver for sig og kun mødes omkring barnet, så slipper man jo også for manden, der smider sit tøj på gulvet, og kvinden der vil have nips alle vegne, borte er skænderier om indretning og rengøring, og tilbage er den rene ekstase over barnet, som desuden er befriet for forældre sammenkrampet af følelsesmæssige konflikter. 

Forjættende? Lidt, ikke sandt? Det gibber velsagtens i enhver kærlighedskriger med et romantisk hjerte, men fordelene er da til at få øje på.  

Profilen Donorfar kan heller ikke ligefrem beskyldes for at have et unaturligt forhold til opgaven. Som han skriver på regnbuebarn.dk: ”Vi skrev sammen i en periode og fandt sympati for hinanden. Jeg var donor med 2 portioner frisk sæd i deres hjem før moren blev gravid.”

I dag bor over halvanden million danskere alene, og 10% af de nybagte mødre er over 40 år. En stigning på 3 % siden 2000. Måske peger fænomenet regnbuebarn.dk, som efter sigende har en del kvinder i slut-30erne blandt sine brugere, også på, at vi har utroligt svært ved at acceptere, at vi måske ikke får børn, og at vi i dag i høj grad definerer det vellykkede liv som et liv med børn.  Hvor børn tidligere var en omstændighed ved forholdet, er det i dag en nødvendighed og endda en menneskeret, hvilket de mange diskussioner om ret til statsbetalt kunstig befrugtning jo også kunne pege på.

Ifølge kritikerne er regnbuebarn.dk et udtryk for, at barnet bliver gjort til objekt og vitaminindsprøjtning i forældrenes ego-liv, men hvorfor er brugerne derinde egentlig mere egocentriske end os andre? De er mere eksplicitte omkring deres ønske og har rejst en gravsten over den romantiske kærlighed, javist, men når vi ser rundt på perlespeltmødrene, der for længst har gjort deres mand til tilbehør og barnet til statusdværg, hvad er så forskellen? At det er legitimeret af kernefamiliens pseudoramme?

Det er ikke ønsket om at få et barn, der er noget galt i, men nok snarere den masseforestilling, at vores liv ikke er rigtig vellykket, hvis ikke vi får et…