Goddag stress, farvel Liberal Alliance

“Stress sender stadig flere danskere på sygehuset”. Det stod der for en uges tid siden i Berlingske Tidende, og sidste år viste en Gallup-undersøgelse, at hver fjerde dansker har opsøgt læge for at komme problemer med stress til livs. En professor i psykologi ved Aalborg Universitet kommenterede stigningen med, at ”hvor man før havde travlt, har man nu stress”, og der er sikkert mange, som oplever travlhed og kalder det for stress. Men både de og professoren skal lære at skelne. Stress kan sende dig eksistentielt til tælling, det gør almindelig travlhed sjældent.

Da jeg for snart otte uger siden sad hos min læge, troede jeg, at jeg bare skulle have en skælshampoo. Min hud og hårbund havde ændret sig – ret generende, når man er forfængelig af natur, og det er jeg. Men i stedet fik jeg en sygemelding for stress. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, så jeg gjorde begge dele. Selvfølgelig havde jeg haft mit at se til, et spidskandidatur for Liberal Alliance, denne blog og så jobbet som pressechef i en finansiel koncern med ganske mange udfordringer. En søn på 6 år, et relativt nyt forhold og derudover alt det løse; optrædender i tv og radio, debatter og interviews.

Men jeg kunne faktisk ikke se, at jeg arbejdede for meget. Heller ikke selv om jeg konservativt anslog, at jeg arbejdede eller tænkte på arbejde godt 85 % af mine vågne timer. At jeg desuden var begyndt at få hukommelsesproblemer, hovedpine, mavesmerter, gå i et med sofaen kl. 18 og var blevet asocial, rastløs, irritabel og negativ var heller ikke noget, jeg forbandt med andet end – ja, et par treoer og at det nok skulle gå over.

Det gjorde min læge til gengæld. Har du tænkt på, om du lever dit liv rigtigt?, spurgte hun. Haha, mig?! Jeg var da total autentisk og havde et liv med masser af mening med mening på. Godt nok gjorde jeg ikke noget videre for mig selv, men hvad skulle det også være? Det skal jo give mening, ikke sandt, og det gør det da ikke at sidde og klaske ler sammen på aftenskole eller spilde tiden på fis som mindfulness.

Men efterhånden som ugerne skred frem, og det gik op for mig, at jeg var sygemeldt og ikke på ferie, begyndte den hvide farve fra isen på Søerne at trænge ind i min sjæl. For når man er arbejdsnarkomanisk anlagt og bliver frataget sit stof, så melder abstinenserne sig i form af et kæmpe eksistentielt vakuum.

Og spørgsmålene kommer nu listende: hvorfor er det så vigtigt at arbejde hele tiden? Hvem er jeg, når jeg ikke definerer mig selv via mit arbejde? Og hvad er i grunden vigtigt for mig, hvilke værdier bygger jeg mit liv på? Vi ved jo alle, at ingen af os ligger på dødslejet og forbander os selv for ikke at have arbejdet mere, fyret flere eller fået endnu flere ugers ferie udbetalt. Hvorfor er det så sådan, vi lever?

Jesus på korset, go home. Det her er ægte lidelse: at gå alene rundt om Søerne med en stressdiagnose og forsøge at fange skyggen af kærligheden, lykken, harmonien og alt det andet værdifulde, som smuldrede i jagten på den næste præstation. Og langsomt mærke, at speltmødrene og work/life-prædikanterne måske alligevel havde fat i noget af det rigtige. Puha, selverkendelse.

Så farvel 2010. Farvel fire kopper kaffe og ingen morgenmad. Farvel uden øvre arbejdstid, farvel spidskandidatur for Liberal Alliance og farvel til at definere mig selv som en, der helst skal debattere og have udfordringer hele tiden, så adrenalin og cortisol kan smadre rundt i min krop. Farvel udsigten til at dø af hjertestop som 40-årig. Og farvel til at blive spurgt af min søn, hvorfor jeg hele tiden sidder ved computeren og ikke er HER lige nu.

Farvel til at være karrierekvinde.

Livet er for kort til, at vi er os selv utro og ikke mærker efter, hvordan tingene egentlig føles nede i maven. Det er også for kort til, at vi bliver ved med at ærgre os over, at vi fik stress, fordi prioriteringerne var de forkerte. Erkend det og få det korrekte værdigrundlag på plads. Det sidste er faktisk en meget afstressende erkendelse, også selv om det for mig har betydet, at jeg måtte stige af karrieretoget, da det for alvor kom op i den fart, jeg så længe havde drømt om og knoklet for.

I vores kultur er karriere noget, der går i en kontinuerlig bevægelse opad, og jeg vil hilse at sige, at succes og ydre anerkendelse kan være ret afhængighedsskabende. Men ligesom det ikke altid er den lige vej, der er den rette, er det heller ikke sikkert, at vi er det rigtige sted i livet, selv om andre måske synes, det ser ret lækkert ud.

Karen Blixen fortalte om sine afrikanske bærere, at de en dag under en længere safari satte sig ned, og da hun spurgte, hvorfor de ikke fortsatte med at gå, sagde de, at de først skulle have sjælen med. Det genkender jeg og nok også mange af de flere 100.000 danskere, der oplever at være stressede i perioder af deres liv og derfor må standse op for en stund.

For at komme igen.

Så goddag 2011. Goddag regenerativ yoga. Goddag samtaler med en coach og tid med nye og gamle venner, goddag mindful meditation (svært, men det går fremad), at smage på maden, lytte til musikken, have det lidt sjovt og vigtigst af alt: være her nu.

Goddag til at være uperfekt, men meget mere hel.