Middelmådighedens triumf?

Jyllands-Posten bringer i dag en artikel om, at Danmarks to litteraturudvalg uhindret kan sende penge til hinanden. Blandt andet fremgår det, at de nuværende medlemmer af litteraturudvalgene under Statens Kunstfond og Statens Kunstråd har givet flere hundrede tusinde kroner til hinanden. Det ser selvfølgelig tankevækkende ud, at forfatter og medlem af Kunstfonden litteraturudvalg Morten Søndergaard har modtaget godt 317.000 kr. fra Kunstrådets litteraturudvalg, mens forfatterkollegaen Niels Lyngsø har modtaget ca. 300.000 fra udvalget med Morten Søndergaard. Og det ser selvfølgelig også interessant ud, at medlemmerne af udvalgene søgt penge hos hinanden 18 gange, og 18 gange har fået det.

Kulturminister Per Stig Møller (K) siger til problematikken, at han vil drøfte sagen med Kunststyrelsen og “se, om vi kan finde et system, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved.”

Et sådant system findes, og det ved Per Stig Møller også. Det system handler om at privatisere støtten til kulturen. Lade private træde til i stedet for Staten som mæcen. Købe i stedet for støtte.

Jævnligt er det fremme, at kunststøtte ydes til dem fra parnasset eller til dem, der kender nogen, som kender nogen. Den kritik var forfatteren Lars Olsen (ham med “Eliternes triumf”) ude med tidligere i år, da han til Information fortalte, at han havde fået afslag på et arbejdslegat fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Da han så listen over dem, der i stedet var blevet tildelt støtte, så han en masse gengangere, en indspist liste over kunstens svar på Tordenskjolds Soldater.

Det fik ham til at foreslå, at kunststøtten omtænkes og i højere grad ydes til nye forfattere, så støtten får et formål, nemlig at hjælpe nye talenter på vej. Et forslag, jeg er meget enig i.

Når nu kunsten åbenbart skal støttes af Staten.

Spørgsmålet er – som altid – om den skal det, og om kunststøtte skaber bedre kunst. Eller bare mere af det. Spørgsmålet er også, om de små lukkede udvalg er en bedre garant for kunstens alsidighed end vores egne frie valg. 

Ligesom det er helt ufatteligt, at min generation er gået igennem en barndom uden cykelhjelme og øko-frugt, er det utroligt, at litteraturen tidligere har kunnet klare sig uden udvalg under Kunstrådet og Kunstfonden. Tænk, at Kierkegaard kunne skrive om København og eksistensen i 1800-tallet uden arbejdslegat bevilget af H.C. Andersen. Og omvendt, naturligvis. Det er også lidt tankevækkende, at Franz Kafka kunne være forsikringsmand samtidig med, at han skrev litteraturhistorie med værker som “Processen” og “Amerika”. Uha, hvor vildt at have et job ved siden af skriverierne.

Bag vores opfattelse af kunst lever den romantiske myte og fejlslutning, at kunst skabes bedst, hvis den er upåvirket af en dagligdag med noget så fælt som lønarbejde. Penge er jo lidt beskidte, undtagen hvis de kommer fra kulturudvalgene, og lønarbejde er rutinepræget og kedeligt, slet ikke inspirerende nok for en sart kunstnersjæl.

Dertil kommer også den sjove forestilling, at kunst, der klarer sig godt kommercielt, er lidt anløben, måske derfor er der ligeså langt mellem planeterne som mellem to krimiforfattere på kunststøtte.

Til gengæld skriver de bøger, der er værd at læse, kan man tilføje.

Jeg glæder mig til at se, om det også gælder de værker, der kommer ud af den artigt gensidige støtte fra Litteraturudvalgene, eller om der bare er tale om en slags “Middelmådighedens triumf”, om forfattere, der giver støtte til dem, der ligner dem selv, ikke mindst på CV’et over allerede tildelt støtte.

 Læs mere her om fra mig til dig, min ven og lige over: http://kpn.dk/boger/article2194728.ece