Farvel til en blogger

”Gadekøter” og ”af rendestenen er du kommet”. Karina Pedersen, Politikens fremragende kritiker af den velfærdsfede voksenbaby, Danmark, har valgt at takke af. Årsagen: hun er træt af at blive svinet til på sin blog. Det er ikke vanskeligt at følge hende. Blogkommentarer fra folk, der er for kujonagtige til at opgive deres navn, tangerer jævnligt et niveau, der får en afrikansk diktator til at fremstå som en flink fyr.  

En blog er ellers et helt udmærket demokratisk samlingspunkt. Modsat den mere objektive journalistiske videreformidling af virkeligheden er her et subjektivt standpunkt, et provokerende statement, et engagement, man kan tage del i, udvide, nuancere eller benytte lejligheden til at få vendt 180 grader. Det er der heldigvis også mange, der gør. Men også mange, der ikke gør.  

I stedet bliver bloggeren tilsvinet, helst i en grad, så der ikke er mere værdighed tilbage. Det er symptomatisk, at Karina Pedersen skal tvangsrulles i sin arbejdsklassebaggrund og stigmatiseres af folk, der næppe selv har nosserne til at gøre op med deres eget liv. Fra sin blog har hun analyseret Underklassedanmark og blandt andet fremhævet, baseret på egne erfaringer, at du måske fødes ind i en bestemt socialklasse, men at om du bliver der afhænger i høj grad af valg, indsats, motivation og moral. Hun har også pointeret, at Big Mother, dvs. den danske velfærdsstat, mere synes at belønne uhensigtsmæssig adfærd end at give et incitament til at ændre den. Der har med andre ord været masser af stof til eftertanke i Karina Pedersens blogs, og jeg håber personligt, at hun vil fortsætte med at blogge et andet sted. 

Men hvad er det, der går galt, når mange sætter sig til tasterne? Er det øjenkontakten, der mangler? Faktum er jo, at vi næppe IRL ville stå og fortælle en person, at vedkommende er en gadekøter rundet af rendestenen. Men i cyberspace er vi åbenbart etisk frisat, i al fald føler mange sig kaldet til at tømme den store eksistentielle skraldespand ud over mennesker, de ikke kender. Men kan spørge sig selv, hvem det er, der mangler værdighed her. 

Det handler også om den lidt sjove forestilling, at når du stiller dig frem offentligt, bliver du også offentlig ejendom, og alle kan kommentere dig efter behov. Og behovet er åbenbart stort. Men i stedet for at have en smule respekt for de mennesker, der gør sig den ulejlighed at tænke lidt over samfundets indretning og engagerer sig i verden, kommer det hurtigt til at handle om det modsatte – respektløs nedrakning. Jeg gider ikke skrive jantelov, men vi er formentlig et af de mest forkælede og privilegerede folkefærd i verden, alligevel er der sjældent nogen eller noget, der er godt nok for os. Kun vores egen webergrill og så vores grundlovssikrede ret til at bralre op om, hvad der nu engang passer os. Politikere, erhvervsfolk og eksperter har vi meget lidt tiltro til. Næ, for vi ved så meget bedre selv.

Løsningen på blogterrorisme. Mere censur og blogkontrol? Det tror jeg ikke på. I den tid jeg har blogget, har jeg kun fjernet få indlæg, blandt andet et, der omhandlede en pædofilianklage rettet mod en navngiven mand og en reklame for en virksomheds pensionsprodukter. Jeg har ikke fjernet de flere hundrede dubiøse indlæg, der har gået på mit udseende, mit intellekt, mine evner som mor, min alder, uddannelse, arbejde og psykiske habitus. Men jeg kan sige så meget, at der ikke længere kan siges noget, jeg ikke har hørt før. Og at elefanthud udvikles over tid. Der kan også være noget mærkeligt motiverende ved modstand, men det afhænger jo af, hvordan man er skruet sammen. 

Mere positivt fortalte en ven for nylig, at man i skolerne er begyndt at undervise i netetik og netetikette. Simpelthen i gang med at lære børnene at orientere sig i cyberspace, så de opfører sig mindre neandertaleragtigt end deres forældre og bedsteforældre. Måske skulle du tage med dit (barne)barn i skole? At nettet ikke er Abernes Planet er gået henover hovedet på mange.

I mellemtiden, farvel til en dygtig blogger og samfundsrevser. Jeg forstår som sagt godt, at blogterror kan gøre livet så surt, at det bare ikke er det værd. Men på den anden side – hvem er disse blogterrorister? Hvordan ser deres liv ud? Og hvor sølle er det lige at bruge dagen på at tilsvine andre? Når de spørgsmål er besvaret, er det måske ikke så svært at fortsætte alligevel. 

Som R.E.M. synger: Living Well Is The Best Revenge.

Yessir.

Læs Karina Pedersens farvel her: http://blog.politiken.dk/karina/2010/09/01/farvel/