Heksejagt er so last, last, last, last century

I lørdags var det den ellers glimrende forfatter Hanne-Vibeke Holst, der trykkede på historisk replay og afspillede et par af kønsdiskussionens mest sørgelige og latterlige klichéer. Dem om kastraktionsangst, patriarkalske magtstrukturer og den såkaldte heksejagt på hhv. Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. Kort forinden havde Odd Inge Skjævesland skrevet mere eller mindre det samme i Aftonposten og bl.a. postuleret, at Danmark repeterer Norges gamle vantro overfor kvindelige politikere. Og nu gentager juristen Kirsten Ketscher så det hele en gang til i Information, gentagelse på gentagelse, men det bliver det ikke mere sandt af. Påstanden er, at virakken omkring partilederne mere handler om køn end om politik, også mere om køn end om moral, på trods af at man ellers kunne få det indtryk, at sagerne handler om moral, mere specifikt: skattemoral og arbejdsmoral.

Heksejagt er so last, last, last, last century. Bare ikke for feminister m/k classic.

Lidt ironisk er det, at Politiken dagen efter det kønskonspiratoriske interview med Hanne-Vibeke Holst har DR’s tidligere studievært Jeppe Nybroe på forsiden af Kultur-sektionen. Nybroe er jo ingen kvinde, så derfor kan vi ikke tale om heksejagt, men er der nogen, der har haft medierne efter sig, er det da ham. I interviewet beskriver han, hvordan det er at fejle og efterfølgende blive straffet så tilbundsgående, at han siden har arbejdet på at genopbygge sig selv som menneske. Interessant og vemodig læsning, især fordi den tsunami, der ramte ham (der var en af landets måske dygtigste journalister), handlede lige så lidt om køn og lige så meget om mediernes selvsving, som sagerne om Thorning og Espersen. Men her kan vi bare ikke trække kvindekortet og mange tak for det.

Som MetroXpress’ klummeskribent Omar Marzouk skriver i dag, er kvindekortet et fejt kort, der kan smides på bordet, når man løber tør for argumenter. I øjeblikket trækkes det om Lene og Helle, men hvad de kvinder, der forsøger at komme dem til undsætning, ikke ser, er, at de faktisk træder dem endnu længere ned i stedet for at rehabilitere dem. For partilederne iscenesættes som ofre, ofre for mænds kastraktionsangst, som det hedder hos Hanne-Vibeke Holst, hvor Freud møder politisk konspirationsteori møder hjemsøgt feminisme. 

I højere grad synes sagerne om de to partiledere og faktisk også Jeppe Nybroe at handle om den ekstreme og til tider nådesløse eksponering, der følger med at være en offentlig person. Vi må næsten til Det Gamle Testamente for at finde en instans, der er mere straffende end os selv, når politikere, journalister, golfstjerner, jetsettere, erhvervsfolk etc. begår fejl. Barmhjertighed, overbærenhed, forståelse, næ nej, ikke her hos folkedybets dydsdragoner. 

Diskussionerne om sagerne synes også at pege på, at mediernes fokus ikke altid er lige skarpt. Som Mandag Morgen for nylig har påvist, har Lene Espersens afbud fyldt mere i medierne end dansk økonomi og krigen i Afghanistan. Så måske er det ikke kun Espersens troværdighed og evne til at prioritere, der trænger til et kritisk eftersyn? 

Lidt mere opmuntrende peger diskussionerne om diskussionerne om sagerne på, at den type feminisme, som Hanne-Vibeke Holst, Kirsten Ketscher og Odd Inge Skjævesland er eksponent for, heldigvis er på vej mod en udfasning. Mange kvinder gider ikke længere høre om kønsdiskriminering og har også for meget selvrespekt til at trække kvindekortet (tjek bare de cool kvinder på Damefrokosten.com). Eller blive omklamret af kvalm søstersolidaritet. Kathrine Lilleør skriver i sit blogindlæg, Vor Tids Hekse?, at det er dobbeltslemt, når kvinder kritiserer kvinder. Men hvorfor egentlig det? 

Det er da en lidt sjov holdning, at ens eget køn skulle være undtaget for kritik. Selvfølgelig kan kvinder kritisere kvinder, ligesom vi kritiserer mænd – kritik handler jo ikke om køn, remember?

Således heller ikke i sagerne om Thorning-Schmidt og Espersen.

Eller Nybroe, for den sags skyld.