Superkvinder tager ikke fuld barsel

Lønforskellen mellem mandlige og kvindelige topchefer er på ti år faldet fra 36 til 13 %. Det viser en ny undersøgelse, som professor Nina Smith fra Århus Universitet har stået i spidsen for. Undersøgelsen dækker årene 1996 til 2005 og kan glæde os med, at antallet af kvindelige topchefer næsten er fordoblet (og ja, ja, de udgjorde i 2005 5 % mod tidligere 3 %, men alligevel), og at andelen af kvindelige underdirektører nu er steget fra 9 til 15 %. 

Undersøgelsen afkræfter desuden betonfeministernes yndlingsforestilling om den lyserøde elefant, også kaldet glasloftet, og har hverken kunnet finde videre tung dokumentation for, at virksomheder eller bestyrelser bliver mere kvindevenlige at have en kvinde for bordenden eller at erhvervslivet er bagstræberisk og har en gammeldags indstilling til kvinder. 

Forestillingen om den undertrykte kvinde i erhvervslivet synes altså at være en myte. Hurra for det.  

Men det vidste mange af os godt i forvejen. 

Lidt mere interessant er det, at de kvinder, der er blevet topchefer, er kendetegnet ved, at de ikke har taget et halvt til et helt år på hjemmelavet hyldeblomstsaft. 

Nina Smith udtaler således til Politiken: ”I vores efterfølgende arbejde med tallene kan vi tydeligt se, at netop de kvinder, som bliver topchefer, ikke har taget hele barslen, da de fik børn. Vi kan ikke sige, at det er hele forklaringen, men mønstret er så tydeligt, at det må tillægges stor betydning.” 

To bud på, hvad det er, vi ser:

1. Vi har at gøre med kvinder, der ved, at fuld barsel kun giver billet til spelthimlen, mens delt barsel giver billet til ligestilling. Kloge kvinder.

2. Vi har at gøre med kvinder, der da gerne vil fastholde den kulturelle forestillingen om kvinden som den, der altid står klar med hjemmebagte boller og kakao. Nu hedder hun bare Imelda i stedet for Mette og er au pair fra Filippinerne. Praktiske kvinder.

Deres medsøstre har næppe forpasset chancen for at lade dem høre for deres barselsbeslutning. Kvinder kan nemlig godt lide at vifte med løngabs-statistikker med den ene hånd og med den anden punke hinanden for at fravælge ”7-Eleven”-moderskabet, moderen som barnets døgnåbne servicestation. Men de her kvinder er formentlig revnende ligeglade med andres meninger og må også antages at have gjort op med den nærmest sekteriske opfattelse, vi har af det at være mor.  

I 2100 Spelt, hvor jeg bor, er moderskabet en hyldest til selvopofrelse. Vi ammer, til vi segner, bager øko-boller, voldelsker vores barsel og jubler i mødregruppe, hvor vi diskuterer afføring og trends indenfor paisleyfarvede pyntepuder. Kvinder promenerer med Silver Cross-barnevogne til længe efter deres børn har lært at gå, og der findes ikke den sidegade, som ikke har en børnebutik, der sælger svanemærket træ-legetøj og cashmere-cardigans til babyer. Børn er kult. 

For kvinderne i Nina Smiths undersøgelse er børn imidlertid bare det, de er, nemlig børn, og barsel er noget, man deler. Undersøgelsen synes derfor at pege på, at den reelle trussel mod ligestilling måske ikke så meget handler om anakronistiske arbejdspladser og ronkedorer i hjørnekontorerne, men om at vi i 2010 har en sær hyperromantiseret og kultisk forestilling om det at være mor. 

Kan det være så enkelt? Måske. Tjek selv undersøgelsen fra Århus Universitet.